P.s. Making America great again

Efter 7 måneder i USA vil vi tilsnige os, at komme med lidt forslag til hvordan Hr. Trump rent faktisk kan 'make America great again'. For de sidste 7 måneder har budt på megen rynken på næsen, store overraskelser som efterfølgende er blevet til spørgsmålstegn. For hvorfor gøre sådan og sådan, når det åbenlyst er det mest ineffektive, usikre og ressourcekrævende?

Vi vil derfor løfte sløret (og måske ikke mindst lette på låget for frustrationerne) over for de ting, som vi både hader og elsker USA og amerikanerne for at gøre, være og opretholde.

Effektivitet og nok snarere manglen på samme springer hurtigt én i øjnene i dette land. Alle supermarkederne pakker dine varer, mens de scanner dem. Så som handlende står man bare og venter på, at man kan betale, hvis man da ikke tager sine indkøbsposer én efter én og sætter i vognen. Størstedelen af medarbejderne er de sløveste bananer, som tager sig mere end god tid til at pakke, snakke med kollegaer osv., og selv står man bare og glor.

Derudover falder man nemt over medarbejderne i supermarkederne, men ikke på den gode måde. Snarere som i at det ikke er et sjældent syn at se 4-5 medarbejdere stå og småsludre, mens kun én af dem reelt set arbejder. Både Walmart og outlettet Ross har en 'greeter' ansat, som udelukkende står og siger "Velkommen til Walmart/Ross". Ligeledes ser man ofte en eller to vejarbejdere udelukkende stå med et skilt, hvorpå der f.eks. står 'slow' (DK: langsom) for at sænke hastigheden på trafikken. I Danmark havde vi nok bare tænkt, at et sådan skilt godt kan stå af sig selv, haha!

(Billedet er lånt fra internettet)

En anden frustration, som især kommer til overfladen i supermarkederne, er den falske høflighed. Ordene 'sorry' og 'excuse me' sidder MEGET løst på især de handlende, som selvom man ikke engang er i nærheden af at røre hinanden eller køre ind i hinandens kundevogne siger 'excuse me' eller 'sorry'. Det bliver simpelthen brugt og misbrugt i en sådan grad, at selv briternes 'please', som bruges adskillige gange i en enkelt sætning, blegner i sammenligningen. For mig er det i hvert fald ikke naturligt, at sige 'undskyld mig', hvis jeg bare så meget som passerer en anden handlende med indkøbsvogn. Især ikke når gangen er bred nok til tre vogne og jeg ikke engang går i vejen for de produkter, som de kigger på.

Vi vil dog stadig gerne rose amerikanerne for deres væremåde. For til trods for den falske høflighed, så har vi ikke siden Australien mødt så mange mennesker på vores vej, som har udvist en reel og oprigtig interesse for os, vores baggrund og vores liv i Colorado. Australierne er kendt for at være et venligt folkefærd, men det mærkat kan amerikanerne (i hvert fald dem der bor i Colorado) også velfortjent tage til sig. Men jo længere nord på vi kom på vores lange roadtrip jo mindre flinke var folk.

I Australien havde vi campervanen parkeret 10 min. gang fra operahuset, og vi fik os ofte en snak med de forbipasserende. I New York City derimod følte vi os knapt så velkomne! Mange glor bare uden at smile, hilse på eller lignende, så vi har på intet tidspunkt lavet mad i vores campervan, fordi vi simpelthen ikke følte os velkomne nok til dette. Tager vi på roadtrip i en campervan igen, så vil vi helt sikkert genoverveje hvor vi gør det, for det lader til at have en betydning for oplevelsen, at ikke kun naturen, men også menneskene er gode.

Det bliver ofte nævnt, at Danmark er det lykkeligste og gladeste folkefærd. Ærlig talt, så forstår vi det ikke! Magen til "hvad-rager-det-dig" og "pas-dig-selv" kultur, hvor vi bl.a. helst undgår at snakke med fremmede, passer ikke ind i vores opfattelse af at være et lykkeligt og glad folkefærd. For med amerikanernes åbne sind, snaksagelighed og positivitet (sidstnævnte også i til tider overdrevede mængder), så føler man sig mere velkommen i USA (et nyt og ukendt land) end man ofte gør i køen i Føtex derhjemme.

Vejene kan i den grad også tilføjes til dette blogindlæg. For vejenes tilstand er virkelig ringe mange steder, og store huller og bump truer gang på gang understellet af ens bil. Selv på strækninger hvor hastighedsgrænsen ligger på 45 mph (72 km/t) eller 65 mph (104 km/t) vil man kunne se store huller, som man uden tvivl helst vil undgå at køre ned i.

Vi har dog en klar formodning om, at disse huller ikke er den eneste grund til at folk kører SÅ råddent som de gør. For vejnettet er mange steder dårligt opbygget, og striberne på vejen giver sjældent én særlig lang tid til f.eks. at skifte vognbane inden at der er fuldt optrukket. Man ender derfor alt for ofte med f.eks. at køre over fuldt optrukne streger for at nå hen til sin vognbane osv.. Vores teori er derfor, at denne konstante sløsen med reglerne kun forværrer amerikanernes kørsel, fordi man reelt set er nødt til og vant til f.eks. at se bort fra vejens opbygning osv. for at kunne komme gennem gaderne. Et andet eksempel er den overdrevne brug af STOP-skiltet. I Danmark kender man som bilist til vigepligtsreglerne. I USA er alle steder hvor to veje mødes tilklistret med STOP-skilte. Den overdrevne brug gør at man i sidste ende ikke tager skiltet alvorligt, og derfor ikke foretager et 'fuldt stop', men langsomt triller over.

Sløseriet i bilen kombineret med hvad amerikanerne tror de har af multitaskings-evner resulterer derfor ofte i sammenstød på vejene. For der bliver både snakket i håndholdt telefon, spist mad, taget sele på mens man kører osv. osv. Så det er ikke unormalt at se sammenstødte biler i vejkanten med dertilhørende bilister, som udveksler forsikringsoplysninger.

Andre knap så sikre ting er postkasser! I USA kan enhver åbne din postkasse og tage indholdet ud uden at skulle bruge en nøgle. Så i modsætning til så mange andre ting, hvor man ikke kommer nogen steder uden et amerikansk CPR-nr., så er alt ens fysiske post i vores øjne meget sårbar. Men det kræver selvfølgelig også, at man har en tyv, der er villig til at stå at rode igennem alt ens fysiske spam-mail for at finde brevene af værdi. For uge efter uge modtog vi den mest meningsløse bunke reklamer og ikke mindst breve, som på samme facon som spam e-mails forsøger at snyde én. Vi har f.eks. modtaget et brev om, at garantien på vores (11 år gamle) bil snart udløb. Øøøh okay? Brevene er forsøgt gjort virkelighedstro af udseende, men får man først læst dem igennem, så oser de af spam og et grælt forsøg på at lokke informationer ud af én.

Den åbne postkasse er vores. I modsætning til husenes postkasser, så kan kun postbuddet åbne disse .. 

.. men fælles for alle postkasser er det, at man ikke kan se hvem der bor dér, ligesom man ellers kan i Danmark.

Men nu hvor sikkerheden fejler i postkasserne, så er der gjort meget ud af at sørge for, at man ikke kan blive sagsøgt eller sagsøge andre. Alt lige fra de officielle løb, som jeg har deltaget i, til min stille og rolige gåtur onsdag formiddag har budt på en 'waiver' (DK: afkald), som man har skulle underskrive. Man frasiger sig dermed muligheden for at sagsøge den pågældende, hvis man nu skulle komme til at løbe for hurtigt, så man blev dårlig, dehydreret eller ligefrem døde! Ja mange af tingene er man udelukkende selv herre over, men USA er (desværre) blevet et land, hvor man skylder skylden på andre, hvis man har muligheden for det!

Derudover er noget så dumt som nedgravede elkabler og lignende markeret hver .. evig .. eneste .. gang der er et kabel eller rør - i stedet for blot at markere at dér i dette område er nogle kabler eller rør. Derfor kan man overalt i nabolagene se røde, gule, blå og hvide flag i græsplænerne, som I kan se det på billedet herunder:

En helt almindelig græsplane i en privat forhave har en god håndfuld flag.

Et af flagene fra græsplænerne.

Så ja, hverdagen kan i den grad gøres mere effektiv i USA, og der er mange ting som enten skulle skæres fra (medarbejdere, regler og vilkår), tilføjes (mere digitalitet, også for ikke-amerikanere) eller bare opdateres, så det lander i 2018 og ikke det forrige årtusind.

Hvornår vi får muligheden for at besøge USA igen vides ikke, men vi vil sige tak for denne gang, og slutte bloggen af med dette indlæg. Vi glæder os til at se den resterende familie, som vi ikke har fået hilst på i den første uges tid, og så siger jeg/vi tak endnu engang fordi I læste med.

Kærlige hilsner fra de
australsk/amerikanske danskere
Rune og Helle