mandag den 30. juli 2018

New York City

13 dage efter vores roadtrips begyndelse nåede vi målet – New York City! Og bedst som jeg troede, at jeg kunne holde bloggen opdateret fra dag til dag, så blev vores første dage i storbyen mere hektiske og frustrerende end vi havde forventet, og planen gik i vasken.

Så her får I et lille tilbageblik på vores første dag:

Torsdag d. 26. juli kunne vi ikke trække den længere, så vi tog mod til os og kørte den sidste times kørsel til New York City. Rune sad bag rattet, som den mere erfarne storbychauffør med erfaring fra både Melbourne og Sydney indre by, som virkelig var en prøvelse for tålmodigheden, blodtrykket, troen på egne køre-evner – og næsten også en prøvelse for parforholdet.

Vores mål i New York City var at parkere campervanen permanent i Brooklyn-bydelen, nærmere bestemt Red Hook; et område med delvis industri og beboelse. Herfra ville vi enten kunne gå eller tage metroen til de forskellige seværdigheder, og kun skulle flytte bilen en eller to gange inden afrejse pga. gadefejer-bilerne – vi takker britiske Maximillian for det tip!

Så med GPS’en sat til Red Hook kom vi tættere og tættere på byen, og kunne pludselig (stadig langt væk) se den imponerende skyline og en tilsyneladende meget lille Frihedsgudinde til venstre for de høje bygninger. Vi fandt Red Hook og fik nærstuderet området, for at finde ud af hvordan vi bedst muligt kunne parkere, så vi ikke skulle flytte bilen så ofte. Løsningen blev 1. nat et sted, hvorefter vi ville flytte den fredag morgen efter gadefejerne havde været forbi, og vel at mærke ikke ville komme tilbage før en uge senere, hvor vi sætter kurs mod lufthavnen!

Så her sidder vi altså. Bag i bilen med en gratis parkeringsplads indtil på fredag, hvor vi som sagt alligevel skal indlevere bilen og rejse hjem. Nok holder vi parkeret i vejkanten, og har biltrafik lige udenfor, men udsigten til New York skyline (se billedet længere nede) og gåafstanden på 15-20 min. til nærmeste metro er ikke til at klage over. Myggene er dog hidsige her i nærheden af vandet, og vi ligner (og lugter) nok mest af alt som nogen, der har været på telttur i alt for lang tid!

Vores første dag i New York blev kun til en halv, men vi fik alligevel gået 30.218 skridt (= 30,8 km) og fik krydset Manhattan Bridge og set både China Town, 9/11 Memorial og Little Italy. Vi har set utallige memorials/mindesmærker, og er som nævnt egentlig lidt trætte af dem. Men 9/11 mindesmærket (også kaldet ’Ground Zero’) var nu alligevel noget andet. Rune og jeg var kun 9 år gamle dengang, men husker begge tydeligt den dag, hvor terror-angrebet fandt sted – i modsætning til mindesmærker om Borgerkrigen, 1. og 2. Verdenskrig, Vietnam-krigen osv. Jeg blev oprigtigt rørt af at stå dér ved det enorme vandfald og vide, at hvert enkelt navn indgraveret langs kanten var et menneskeliv mistet og en person savnet. Og tænk bare, hvor stor betydning terrorangrebet har haft for hele verden, og måden vi lever på i dag. Vi vil klart anbefale at se 9/11 mindesmærket, for det er i sandhed noget andet og større end så mange andre – i hvert fald for os!
 
Indkørslen til New York City.

New York City skylinen kan skimtes i horisonten - se videoen her fra vores tur over broen.


Brooklyn Bridge og skyline .. set fra Manhatten Bridge.

Brooklyn.


China Town.





Til minde om den afdøde, bliver der sat en rose i navnet på vedkommendes fødselsdag.

Her er en lille video fra mindesmærket.


New Jersey i baggrunden.

Frihedsgudinden kan skimtes i horisonten.


Little Italy.

Pizza for 2! - og rester til dagen efter.



Den røde cirkel markerer vores parkering i Brooklyn.


torsdag den 26. juli 2018

Philadelphia

Med udsigt til en hel uge i New York, satte vi tempoet ned i Philadelphia, hvor vi endte med at bruge to hele dage. Den første dag tankede vi op med brunch hos Waffle House. Velvidende, at vi stadig var i et område med mange amish, så var vi selvfølgelig også på udkig efter dem. Og vi skulle da heller ikke "lede" længe, før vi så én ved Walmart, som var iført gammeldags tøj, hat og det karakteristiske skæg. En lille køretur rundt i Lancaster og omegn gav os da også flere små glimt af amishbefolkningen. Vi så adskillige små hestevogne med folk "klædt ud", som skulle de medvirke i tv-serien 'Det Lille Hus på Prærien'. I kan se et par billeder længere nede.

Vi kørte derefter ind til centrum af Philadelphia. Her besøgte vi Eastern State Penitentiary, som var et amerikansk statsfængsel fra 1829 til 1971. Fængslet har bl.a. huset Al Capone, og var i særdeleshed kendt for dens måde at behandle sine fanger på. Fængslet fokuserede på at hjælpe de indsatte til at bedre deres liv, hvilket var i skarp kontrast til andre fængsler dengang, der udelukkende bekymrede sig om at straffe fangerne for deres forbrydelser. Trods de gode hensigter var det dog langtfra et behageligt sted at være indsat. Der var nemlig en gruppe, der troede den bedste måde at få kriminelle til at forstå og ændre deres adfærd var alenetid. Alle fanger var derfor i isolationsceller 23 timer om dagen, kun afbrudt af 2 gange 30 minutters motionstid i deres private isolerede gård. Maden blev serveret gennem en lille lue, alle forsøg på at kommunikere med nabo-indsatte var strengt forbudt, og vagterne var iført uldsokker over deres støvler for at minimere lyden af deres fodtrin, når de gik langs cellerne. Ved fangernes ankomst og i tilfælde af at de skulle flyttes fra deres celle, fik de trukket en hætte over hovedet, så de aldrig så andre fanger i løbet af deres fængselsperiode. Om det fik dem til at mindske deres kriminelle adfærd er uvist, men at være isoleret i flere år havde nok en hvis effekt på deres psyke.

Resten af dagen brugte vi på det lokale bibliotek, hvor jeg fik oploadet billeder til diverse blogindlæg – og betalt en parkeringsbøde på 26 USD (165 DKK) – ja, vi skulle bare have flyttet bilen inden vi fandt et frokoststed.

Onsdag morgen (d. 26. juli) stod vi klar foran ’Museum of the American Revolution’, da de åbnede kl. 9:30. I dagene forinden er vi blevet klogere på borgerkrigen, så nu var det tid til at skrue tiden 100 år tilbage og lære om den amerikanske revolution (1765-1783). Endnu engang blev slagets gang udpenslet i form af en film, som satte billeder og lyd på historiens gang – en revolution, som blev begyndelsen på enden af det britiske imperium og Kong George III’s kontrol af Nordamerika.

Kort fortalt begyndte det hele med at den britiske konge ville have nordamerikanerne til at betale skatter, som skulle finansiere opretholdelsen af de amerikanske grænser. Nordamerikanerne sagde fra, med sloganet "no taxation without representation" (DK: "Ingen beskatning uden medbestemmelse"), og den amerikanske revolution var i gang! USA blev etableret 4. juli 1776, mens landet var i krig med briterne. Mange indianerstammer og sorte slaver fra kolonierne stod pludselig overfor at skulle vælge side, og ikke mindst finde ud af hvilken part, der evt. kunne sikre dem, deres land og frihed.

Vi lærte hurtigt, at Philadelphia engang har været USA’s hovedstad, og ikke mindst et vigtigt historisk midtpunkt i USA’s historie, hvilket bl.a. forklarede byens størrelse og mængden af turister. Det var foran en statue af Kong George III, at ’Declaration of Independence’ (DK: Den amerikanske uafhængighedserklæring) første gang blev læst højt for amerikanerne.

Vi endte med at bruge knap fire timer på museet, og fik efterfølgende set den såkaldte ’Liberty Bell’ (som bare er en klokke). Frokosten blev thai-inspireret i ’Reading Terminal Market’s omgivelser. Markedet har siden 1893 haft til huse i en stor lagerlignende bygning midt i Philadelphia, og er dermed et af USA’s største og ældste offentlige markeder. Stedet kan bedst beskrives som en blanding af Torvehallerne og det tidligere Papirøen, da man kan købe alt lige fra frugt, grøntsager, fisk og kød til små retter og kager, der kan spises på stedet.

Vi følte lidt, at turen rundt i Philadelphia centrum var en god opvarmning til livet i New York. For sjældent har vi set så mange skæve og skøre ’personligheder’ på gaden, som vi gjorde denne eftermiddag i Philadelphia. Befolkningen er sammensat på kryds og tværs med folk fra alle racer, lande og samfundslag – fra manden i jakkesæt til det hjemløse par, som lå i armene på hinanden i et hjørne og sov.

Dagen sluttede med et bad og et aftensmåltid på en kinesisk restaurant, hvor vi var de eneste kort før lukketid. Den tilbagelagte distance på 12. dagen var 2.541 km (1579 miles), og vi er nu kun få timer fra New York City!

Lancaster by

Klar til morgenmad

En tilfældig kirkegård, som vi kørte forbi.

Amish på farten!

Amish på farten!

Som I nok kan fornemme på billedet her, og i den medfølgende video, så bøvler vi stadig med store mængder regn!

På med hørebøfferne og klar til audio-turen!



Hvert stop i fængslet havde et lydklip på 2-5 minutter.

De oprindelige fængselsdøre.

En mini-udgave af fængslet, hvor man kan se cellernes opbygning.

En fængselscelle.

Fange med hætte over hovedet under transport.

Toiletterne i cellerne blev skyllet i gennem med vand en gang om dagen.



Fængslet ligger tæt på centrum - se bare skyskraberne i baggrunden.



Inde i den gamle operationsstue.


Det offentlige bibliotek.

Philadelphia centrum.


I løbet af natten fik vi en ordentlig omgang regn, for Gud-ved-hvilken-gang! Se bare her, hvordan regner skylder ind over parkeringspladsen ved Walmart, mens vi heldigvis er i tørvejr inde i bilen. De voldsomme regnskyl varer i alt fra 5 min. til flere timer!







Liberty Bell.

Gaderne i Philadelphia kunne snildt forveksles med britiske gader.


Reading Terminal Market.






Vores frokost fra markedet: rejer, kylling og ris i en stærk sovs.


Desserten til frokosten :-)
I er på nuværende tidpsunkt helt opdateret på vores rejse, da vi i skrivende stund oploader dette blogindlæg. Vi sidder på en McDonalds med wifi knap en times kørsel fra New York City! Distance tilbagelagt: 2541 km!