CO roadtrip #3 - Smuk, smukkere, Utah!

Mandag morgen d. 25. juni vågnede vi op i Bluff ved 7:30-tiden, kom i tøjet og gik den korte vej fra vores værelse til kontoret, hvor der i et sidelokale var indrettet med lidt morgenmad. Det var lidt, men godt, og i særdeleshed meget bedre end morgenmaden på det dyrere sted morgenen forinden. Anlægget spillede en form for aboriginalsk musik (tænk 'Enya'), og indretningen med kun fire små borde og to stole til hvert bord gav en hyggelig og intim stemning.

Der var lidt stemning af lejrskoleophold på gangen på Kokopelli Inn.

Kokopelli Inn ude fra. Stedet bestod af 2 huse (i alt 26 værelser) og en bygning hvor morgenmaden og kontoret var.

Bygningen med kontoret og morgenmadsområdet.

Min morgenmad: havregrød og appelsinjuice.

Runes morgenmad: toast, yoghurt og appelsinjuice.

Morgenmadsbuffeten på Kokopelli Inn.

Det var sparsomt med stole og borde indenfor, men det var trods alt kun et fåtal som måtte trække udenfor til bord-bænkesættene. Temperaturen lå dog allerede på behagelige 20-25 grader fra morgenstunden af.

Kort før kl. 9 forlod vi Bluff med et smil på læben over, at vi endte her - i Bluff! Foran os lå en køretur på knap to timer stik nord mod byen Moab i Utah. Dagens mere præcise mål var Arhces National Park, som vi ville køre igennem efter et kort stop i Moab.

Hermed en lille video fra vores køretur i Utah.

Først Bluff og så Blanding? Jamen det er da også en lille by. Befolkningstal: 4.036. Vi kørte kun igennem den, og kan derfor ikke sige så meget mere om den.

Vi nåede dog ikke længere end til det noget spøjse sted 'Hole n The Rock', da en tissepause var tiltrængt. Stedet havde alt og ingenting (se bare disse kolibrier, som jeg fangede på bånd), og bl.a. en stor samling af danske vejskilte! Det tog Rune lidt tid at registrere de "udenlandske" skilte, men pludselig fandt vi dem overalt. Stedet bød også på to små souvenirbutikker, og et lille supermarked, hvor vi bl.a. fandt en væg prydet af polaroid billeder af danskere fra alle mulige steder i Danmark Billederne måtte desværre ikke affotograferes, så dem har jeg ikke et billede af.

Så jeg var nok ikke den første til at spørge kvinden bag disken, hvor alle skiltene kom fra. Og rigtigt nok, ejeren var DANSK! - og desværre ikke til stede denne dag. Stifteren af stedet hed Albert Christensen, og han byggede sammen med sin kone Gladys deres hus ind i klippevæggen, fordi området dengang ikke havde nogen træer i nærheden, som de kunne bygge huse af. Det tog dem 12 år at hugge sig ind i klippevæggen og skabe deres hjem, hvorfra de også drev en diner. De flyttede ind i 1952, men selvom Albert døde kun fem år efter (i 1657), så blev Gladys boende i yderligere 17 år og drev en lille cafe og souvenir-butik fra stedet. Indhugningen er i alt på 464,5 m2! Men ja, vi fik tisset af, strukket benene og skiftet chauffør, så Rune overtog rattet og jeg fotograferingen.

'Bumle' fra filmen 'Cars'.

'Hillbilly Lawn Mower' - en noget primitiv græsslåmaskine.

Til info var vi 7233 miles (11.640 km) fra København her, og 7165 miles (11.530 km) fra Herning.

Kaktusser i forskellige former og størrelser.

Da vi nåede Moab kort før middagstid fik vi stillet sulten med et solidt kinesisk måltid, og trissede lidt rundt i Moab, hvor varmen var kvælende og butikkernes aircondition yderst lokkende. Med min souvenir-samling af flag fra alle lande (og nu også stater), som vi har besøgt, så forsøgte jeg dermed også at finde et lille Utah. Men til trods for amerikanernes store flag-glæde, så lykkedes det desværre ikke, og vi satte kursen mod Arches National Park.

Moab centrum.

Moab centrum oser af at være en gammel western by!

Mongolian Beef og stegte ris - SÅ lækkert! :D

Udsigten fra 'visitor centeret' gav en forsmag på hvad der bl.a. ventede os i parken.

En hurtig gennemgang af det lille museum gjorde os lidt klogere på de forskellige typer sten, formationer osv.

Parken har siden 1929 budt besøgende velkommen til en verden af forundring og geologiske vidundere i det 310 km2 store område. 'Archerne' (DK: buerne) findes der over 2.000 af i parken, og de er langt fra skabt på samme måde. Alt lige fra (hav-)vand og is til ekstreme temperaturer og underjordiske rystelser har skabt de mange forskellige buer. Vi lærte på 4. dagen af vores roadtrip (et blogindlæg, som I stadig har til gode), at Colorado for MANGE millioner år siden var dækket af vand og af flere omgange. Derfor kan man også flere steder se store kalkaflejringer, som stammer fra dengang.

Her kan I se en kort video fra vores tur ind i parken.

Arches National Park er som sagt rigtig stor, så der var ikke andet for end at følge trop sammen med de tusindvis af andre turister og se parken kørende i bilen. I 2017 besøgte 1,5 mio. turister parken. Der var dog heldigvis rig mulighed for at stoppe på de mange små "rastepladser" og større parkeringspladser, så vi både kunne strække benene, komme helt tæt på buerne og ikke mindst få de perfekte billeder i hus. Se bare herunder:

'Balancing Rock'

Rune og 'Double Arch' i baggrunden.

'Double Arch'

'Double Arch'

Få en fornemmelse af hvor smukt og magisk, der var i skyggen mellem klippevæggene i denne video.

Vi udforskede kortvarigt denne smalle passage, men fandt ikke noget .. 

... men der var nu heller ikke meget plads til hverken noget eller nogen.

'Sand Dune Arch'

Der var kun én indgang til parken, så vi måtte samme vej retur, som vi kom ind. Jeg overtog rattet, så Rune kunne nyde buerne i mere afslappet stil, og så kørte vi ellers tilbage til indgangen af parken, hvor vi kunne få tisset af ved 'visitor centeret' og ikke mindst få planlagt vores videre færden mere præcist.

Klokken var ca. 17, og vi blev derfor enige om, at det var for tidligt at stoppe dagens kørsel, nu hvor vi helst skulle nå hjem dagen efter (tirsdag d. 26. juni, turens fjerde og sidste dag). Så med to foreslåede ruter på Google Maps valgte vi den, som ikke tog os direkte til I-70 - motorvejen, som ellers kunne tage os hele vejen til Denver! Den alternative rute var lidt kortere, men tog længere tid (15 min. ekstra), men var uden tvivl nok den smukkeste rute! For omringet af kløfter (ENG: canyons) kørte vi langs Colorado River og kunne langsomt se hvordan lyset ramte klipperne lavere, hvilket kun gjorde dem endnu smukkere! Se videoen her, som er optaget, mens vi kører mellem klippevæggene og med Colorado River til venstre for os.

Smutvejen udenom I-70

Det er Colorado River, som I kan se til venstre i billedet.

Selv området uden for Arches National Park var smukt og et billede (eller to) værdigt.

Endeløse veje var der mange af!

I forsøget på at finde et sted at spise aftensmad og slå lejr for natten stoppede vi kort ved Sorrel River Ranch, men erkendte hurtigt, at det var alt for dyrt, fancy og slet ikke hvad vi havde i tankerne for vores sidste nat på farten. Næste "større" by på kortet var Cisco, så med knurrende maver og en sol, der så småt takkede af for dagen, krydsede vi fingre for, at vi snart kunne stoppe kørslen. Havde vi stoppet dag tre i Moab skulle vi på fjerdedagen kører ca. 580 km (knap 7 timers kørsel) OG samtidig finde tid til at se 3-4 forskellige ting, hvoraf det ene var en vandretur!

Men Cisco blev ikke stedet, hvor vi fik noget indenbords .. ikke andet end at vi nu kan tjekke 'spøgelsesby' af listen! For med nedslidte skure, huse, biler og ikke en levende sjæl turde vi knap nok stoppe bilen for at se os omkring. Byen var forladt og alt var i forfald, men dog med stærke advarsler som "stay away" og "don't enter" skrevet med grafitti på de faldefærdige huse.

Spøgelsesbyen Cisco!

Så med den oplevelse i bagagen fortsætte vi ufortrødent vores kørsel, og kom kort tid efter på I-70 motorvejen, hvor vi med 80 mph (128 km/t) susede derudaf på den MEGET lige vej, som lod til at fortsætte til verdens ende. Inden vi nåede så langt, kom vi dog til grænsen mellem Utah og Colorado, og dernæst til byen Fruita (indbyggertal: 12.924), som blev dagens sidste stop!

Tilbage til Colorado!

En hurtig Google-søgning pegede os i retning af en tilsyneladende god mexicansk restaurant ved navn El Tapatio, hvor vi (velvidende om amerikanernes størrelse på portionsanretningerne) delte en omgang "super enchiladas" til 13 USD (83 DKK). Under middagen fik vi booket vores sidste nats ophold, som blev på Balanced Rock Inn (for ca. 60 USD, 383 DKK - stadig inkl. morgenmad og wifi ligesom de andre to steder). Vi kunne kun akkurat klemme en dessert (sopapillas) ned, som vi igen måtte dele, og vi endte med en samlet 2-retters middag (og dertilhørende gratis vand) på 20,30 USD (130 DKK). Det må tilføjes, at halvdelen af oplevelsen var lyden af et ukendt mariachi band med fuld knald på, som fungerede som "baggrunds"-musik. Vi sad tæt på køkkenet, og dér spillede de noget lignende (mexicansk, højt tempo og fuld knald på), så vi var næsten i Mexico for en aften, og morede os gevaldigt over hele situationen! For hver gang svingdøren til køkkenet gik op bragede dér mexicansk musik ud derfra!

Hvis I sidder tilbage og undrer jer over hvordan sådan et mariachi-band lyder, så klik på linket her. Vi havde så bare fornøjelsen af to bands på én gang - sikke en fest vi havde, haha! :D

Mexicansk mad er ikke ligefrem det letteste og kaloriefattige man kan få, men det smager virkelig virkelig godt, og det var lige hvad vi havde brug for efter en lang dag på farten! :D

Dessert for ca. 30 DKK

Aftenen blev rundet af med en hjertelig velkomst til vores Inn, hvor vi fik debatteret VM i fodbold med det polske ægtepar, som ejede stedet. Klokken 10 krøb vi til køjs: nyvaskede og trætte efter en 3. dag på turen, som gav os 392 km i bilen og 13,3 km på gåben (12.233 skridt).

Balanced Rock Inn. Kontoret og morgenmaden findes til højre i billedet. Disken hvor man tjekkede ind lå i forbindelse med det polske ægtepars stue og køkken! Det så noget spøjst ud, men på den anden side, så krævede det ikke, at de sad bag disken hele tiden. 

Det skulle hedde sig at være en queen-size seng, men det var vist mere en king size!

Overblikket over 3. dagens køretur fra Bluff i syd til Fruita nordpå.

P.s. Efter vi kom hjem har jeg undersøgt historien om spøgelsesbyen, Cisco, nærmere. I 1880'erne blev byen etableret som saloon og vandopfyldnings-station for den ikoniske 'Denver og Rio Grande Western' jernbane, og voksede sig stor i begyndelsen af det 20. århundrede. En stor avl af får og ikke mindst opdagelsen af olie og naturgas i jorden i 1924 boostede økonomien yderligere, men succesen dalede da damplokomotivet forsvandt og byens død blev opførelsen af I-70 motorvejen i 1957, som forbigik Cisco fuldstændigt. Byen overlevede dog længe nok til at få et postnummer, som blev indført i USA i 1963. I dag (2018) er byen dog en komplet spøgelsesby, som desværre har været hærget af vandalisme og ukendte personers efterladte skrald og gamle biler.