En flad fornemmelse

Vores sidste rigtige dag i New York City blev en stille og rolig en af slagsen - så stille og rolig, som det nu kan blive i en by som New York City. Vi brugte de første 3-4 timer på at pakke bilen, så vi ikke skulle tænke mere over det, og fik efterfølgende fyldt maverne med hvad der bedst kan beskrives som en solid omgang amerikansk morgenmad (se billedet længere nede).

Dagens anden og reelt set sidste opgave var at lukke vores amerikanske bankkonto. Det blev heldigvis gjort uden problemer, og resten af dagen kunne derfor nydes på Times Square og i Central Park, hvor vi fik suget de sidste storby-oplevelser til os. En anbefaling fra en ven på facebook ledte os i retning af pizza-restauranten, Roberta's, i det nordøstlige Brooklyn. Vi havde aldrig fundet stedet selv, da det lå godt gemt bag en grafittimalet dør. Men bag døren dunkede musikken højt, mens pizzaerne fløj ud af stenovnen i pendulfart. Vi kan klart anbefale stedet, hvis man er til lækre pizzaere med en tynd bund og en hip oplevelse, som man sent vil glemme.

Tre fuldfede amerikanske pandekager m. bacon og skinke ved siden af til Helle, og en stor vaffel, to spejlæg, bacon og skinke til Rune .. og så var vi da også mætte resten af dagen!

Langt nede på to-do listen lå Carlo's Bakery, som er kendt fra tv-kanalen TLC og programmet 'Cake Boss'. Det var dog en skuffende oplevelse, og et bageri, hvor der var større fokus på salg af merchandise end kager.

Grand Central Station.

Central Park.

Central Park.

Central Park.

Central Park.

Roberta's pizzaria i Brooklyn.

Den første pizza .. 

.. og den anden.

Toilettet på restauranten.

En anden side af Brooklyn, som vi ikke havde set før.

Fredag d. 3. august skulle være store afrejse dag. Uret ringede klokken 6, så vi kunne nå et bad, aflevering af bilen kl. 10 og flyafgangen kl. 22. Men så nemt skulle det ikke gå!

Dagen efter vi kom til New York City havde bilen meldt om lavt dæktryk, men vi kunne hverken se eller høre noget, da vi kørte en tur rundt om blokken. Rune snakkede med vejsidehjælpen og de sagde at det sikkert bare var sensoren der var noget i vejen med. De næste par dage holdt vi øje med dækkende og kunne ikke se at de skulle være flade. Denne morgen var dækket dog fladere end fladt! Så vi ringede med det samme til vejsidehjælpen, som var tilknyttet udlejningen af campervanen. Der skulle komme hjælp 40-45 min. senere .. der gik 1,5 time og vi havde stadig ikke fået hjælp. Så vi ringede igen og blev lovet hjælp 15-20 min. senere .. der gik 45 min. og der var stadig ingen hjælp! 5 min. senere (efter endnu et opkald til den ellers meget hjælpsomme vejsidehjælp) kørte et bjærgningskøretøj op foran campervanen og begyndte at hejse bilen op, så forhjulene var hævet over jorden. Forvirringen var stor, og kommunikationen ikke-eksisterende mellem os og manden i køretøjet. Han svarede kun, når vi spurgte ham om noget.

Men vi havde fået at vide, at de bare ville skifte dækket og i hvert fald ikke køre bilen væk. Der var et reservedæk bag i, men bare ikke værktøjet til at skifte det. Efter en ophedet diskussion i telefonen mellem manden, der nu var i gang med at køre vores bil væk (med os i bjegningskøretøjet), og kvinden på kontoret fra vejsidehjælpen, blev vi sat af ved en butik, der eftersigende skulle kunne skifte dækket. Stedet var lukket og nøglen drejet om, så dér stod vi med vejsidehjælpen i røret og forsøgte at hitte rede i hvad aftalen var: skiftning af dækket eller kun køretur til et sted, der kunne skifte det. Pludselig, mens vi snakkede i telefon, hægtede manden i bjærgningskøretøjet os af og kørte sin vej - uden at sige ET ENESTE ORD! Vi var ovenud forbavsede, overraskede og chokerede over hans opførsel! Vi betalte ham heldigvis ingenting, for han var blevet forudbetalt direkte fra kontoret.

Til vores store held var vi blevet sat af ved en tankstation, hvor der på den modsatte side var et autoværksted. Vi kørte bilen derhen, og var fra kontorets side af blevet lovet, at de selvfølgelig ville betale for udskiftningen/reparationen. Vi var ydmyge og taknemmelige over at få hjælp på værkstedet, men blev behandlet af de ansatte som havde vi været nogle arrogante idioter, som talte ned til dem.

Denne form for service har vi desværre mødt alt for mange gange i New York og de nordlige stater. Man føler sig slet og ret dårligt behandlet, hvilket vi ikke forstår, nu hvor drikkepengesystemet har så stor magt i USA. For så bliver de jo netop "straffet" for deres dårlige opførsel/service.

Vi havde regnet med at bruge maks. 30-40 min. på at få ordnet bilen, men det tog snarere 4 timer! Så da klokken var 11 og bilen skulle have været indleveret kl. 10, havde vi hverken fået morgenmad eller bad, hvilket begge var tiltrængt. Ved 13-tiden var vi endelig nået frem til udlejningskontoret og havde fået et bad inden da. Vi havde forsøgt at ringe til kontoret flere gange, for at meddele at vi blev forsinket, men de tog ikke telefonen og telefonsvarer-indbakken var fyldt, så vi kunne ikke engang lægge en besked. Men der var heldigvis ingen problemer, og vi slap også for at skulle betale for køleskabet i bilen, som ikke havde kølet ordentligt den sidste uges tid.

Fra udlejningskontoret bestilte vi en Lyft til lufthavnen, som halvanden time senere havde fragtet os hele vejen fra New Jersey til JFK Lufthavn i New York. Klokken 15 fik vi dagens første måltid, hvis man ser bort fra de få múslibarer, som vi havde spist i mangel af bedre - vi vidste jo aldrig hvornår bilen blev ordnet.

Klokken 19 tjekkede vi bagagen ind, og klokken 22 skulle vi have fløjet. Vi lettede dog først ved midnatstid, og kunne lande i Danmark 7,5 time senere ... (fortsættelse følges i næste indlæg)

Bilen havde holdt med hjulene helt ind til kantstenen, så vores brede campervan fyldte så lidt som muligt langs vejen, hvor vi var parkeret. Om dette ligefrem har holdt bilen oppe eller bare skjult det flade ved vi ikke .. men fladt var det i hvert fald!

Og 1-2-3 så var bilen løftet, og han var nær kørt afsted uden os!

Det var så anden gang på et halvt år, at vi prøvede, at vores bil blev kørt væk på denne måde!

Billedet er fra da vi endelig fik den på værksted.

Bilen tømmes og gøres klar til at blive inspiceret og afleveret.

Vores første rigtige måltid blev dette.

JFK lufthavnen.

Jeg har altid kigget efter andre, der kom slæbende med alle deres ejendele, og tænkt: "Gad vide hvor de skal hen?". Så det var sjovt at tænke på, at denne dag havde vi hele vores liv pakket ned i tasker. Tøj, tøj og atter tøj og selvfølgelig skiene (i den orange kasse). Vi fik også en del kommentarer og spørgsmål til vores skikasse. For vi er hverken i skisæsonen eller i et område, hvor man kan stå på ski (New York er en rimelig flad stat). En mand fik lov til at tage et billede af den.