fredag den 9. marts 2018

Dyt nyt!

Da vi i tidernes morgen (læs: for to måneder siden) købte vores bil, så fik vi den med nummerplader, som var gyldige i to måneder. Herefter skal man forbi motorkontoret, for at få udleveret rigtige nummerplader og klistermærker. Sidstnævnte markerer måneden og året for hvornår man skal opdatere sin registrering - den gælder nemlig kun i et år!

For vores vedkommende, så var de to måneder gået d. 6. marts, og vi måtte derfor en tur forbi Jefferson County, som er en bygning, der bl.a. indeholder retssale og diverse juridiske kontorer såsom pasfornyelse og bilregistrering.

Jefferson County bygningen

Jefferson County er opkaldt efter selveste Thomas Jefferson (f. 1743 - d. 1826), som foruden at være USA's tredje præsident også var hovedforfatter på USA's uafhængighedserklæring og dermed var med til at grundlægge landet. USA er som bekendt opdelt i 50 stater, som igen er opdelt i 'counties' (svarende til de gamle danske amter). Ud af de i alt ca. 3.000 'counties' har staten Colorado 67, og byen Golden ligger således i Jefferson County.

Jefferson County-bygningen ligger kun ca. 3 km fra os, så tiden i ventelokalet (45 min.) blev hurtigt længere end køreturen dertil. Og da det ydermere viste sig, at jeg alene (med mit B1/B2-visum og kun et dansk/internationalt kørekort) ikke kunne få udleveret pladerne, så måtte Rune (indehaver af et J1-visum) hentes og jeg blev så efterfølgende skrevet ordentligt på som medejer af bilen - noget som vi ellers mente var ordnet, da vi købte bilen.

At vente... når man har 20 numre foran sig i kategori P og de også har en kategori R og E.

Man lærer hurtigt, at krigsveteraner, militæret og politiet generelt er højt respekteret her i landet. Det er derfor også meget normalt, at se rabatter delt op i følgende grupper: unge (under 17), pensionister/seniorer og veteraner. Og som det ses på skiltet herover, så vil personer iført deres militæruniform blive betjent som de næste, og dermed springe køen over! - Runes baret ligger dog hjemme i Danmark, haha! :-D

Efter lidt papirarbejde og en betaling på 85 USD (514 DKK) fik vi udleveret de rigtige nummerplader til bilen og de dertilhørende klistermærker (et for måneden og et for året), som skulle placeres på nummerpladen bagtil.

Der var vasket bil i dagens anledning.

Den gamle nummerplade, som bl.a. informerer om hvornår den udløber (6. marts 2018). I Colorado har man 30 dage efter udløbsdatoen til at få skiftet pladerne.

Den nye nummerplade! Vi valgte den billigste udgave (standard-nummerpladen), men den er dog stadig med bjerge på og selvfølgelig navnet på staten. Vi har endnu ikke set nogle biler med ikke-amerikanske nummerplader, men dog en del fra bl.a. Texas. 
Vores nummerplade hører til den mere anonyme af slagsen, for de fås i alle mulige forskellige farver og med statements såsom 'U.S. Navy', 'Adopt a shelter pet' (med aftegningen af en hundepote), ' Protect our river', 'Italian American', 'Denver Broncos' (som er det lokale amerikanske fodboldhold), ' Colorado State University', 'Vietnam Veteran' og 'Share the road' (med billedet af en cyklist). Nedenunder kan I se hvordan de kan tage sig ud. Motorkontoret havde et billede hængende med 30-40 forskellige udgaver af nummerplader, som kunne fås i Colorado.








3-tallet til venstre på nummerplade betyder, at registreringen skal opdateres i marts. Det røde klistermærke i højre side viser, at det skal ske i 2019.

Aldrig i mit liv havde jeg troet, at man kunne være SÅ stolt over en bil - den er endda brugt og (desværre) kun på lånt tid! Men at se den holde dér helt nyvasket og med rigtige plader på, gjorde mig virkelig glad og jeg steg lidt i graderne hvad angår "voksenheds-følelsen" - se lige mig: bilejer!

Sidst men ikke mindst, fik vi at vide på motorkontoret, at man i Colorado ejer pladerne. Så hvis man skifter bil eller sælger den, så beholder man nummerpladerne. Jeg ser derfor allerede frem til en unik souvenir til sommer, når vi har solgt bilen .. i Texas!

For ja, vi går så småt og pusler med planlægningen af et roadtrip, som (på nuværende tidspunkt) bl.a. skal føre os til smukke Grand Canyon, gennem en række forskellige stater og et hurtigt smut forbi Las Vegas. Rune har en brændende drøm om at se og opleve stereotyperne i Texas, så planen er pt at vi ender et sted i staten dér. Vi har dog brug for flere anbefalinger til seværdigheder og lignende i New Mexico og Texas, for at kunne få flere punkter til vores rute (skriv endelig en kommentar nedenunder, hvis I har nogle gode ideer til seværdigheder i Utah, Nevada, Arizona, New Mexico og Texas). Af samme grund har vi heller ikke booket noget endnu - ej heller flybilletter til hjemrejsen, da vi ikke har lagt os endeligt fast på en rute endnu. Men tro mig, I skal nok få besked så snart vi har noget på plads! :-)

P.s. Vi har på nuværende tidspunkt tilbagelagt 1794,5 miles, hvilket er 2.888 km.

1 kommentar:

  1. Jeg har fået fortalt at man i Grand Canyon kan deltage i udflugter hvor man går ned til bunden. Overnatter i tipie og går op næste dag. Det må da lige være noget for jer begge.

    SvarSlet