mandag den 8. januar 2018

Bil, ski og øl!

Der er mange nye ting, som man skal forholde sig til, når man flytter .. især når det er til et andet land.

Så foruden kulturen, området osv. (mere om dette i et kommende blogindlæg), så er der her to nye ting i dette blogindlæg, som har og ikke mindst får stor betydning for vores liv her i Denver.

Først og fremmest, så har vi købt en bil! Jep! Vores første bil, og så er den endda betalt kontant/up-front. Vi fik som sagt anbefalet en brugtbilsforhandler af vores bankrådgiver, og vi besluttede os for at købe en af de fire biler, som vi havde kigget på i forgårs (d. 5. januar). Så størstedelen af vores lørdag blev brugt på kontoret hos brugtbilsforhandleren, hvor papirarbejdet skulle ordnes og ansvarsforsikringen klares - sidstnævnte blev dog gjort hos et rigtigt forsikringsselskab.

Bilen er en brugt Ford Fusion fra 2007, som har kørt ca. 154.000 km fordelt på 2 tidligere ejere. Og nu er den vores for den nette sum af ca. 35.000 DKK. Bilen er sort med gråt interiør, tonede ruder og selvfølgelig automatgear - her i USA er manuelt gear meget unormalt at have.

Vores nye dyt!


Vi har allerede fået kørt lidt i den i dag (søndag) og vi er indtil videre rigtig glade for den. Som nogle af jer måske vil bemærke, så ser nummerpladerne lidt sjove ud. De er kun de midlertidige, som man får på, når man køber dem. Så i løbet af den kommende uge får vi de rigtige plader og får ligeledes fikset venstre håndtag indvendigt, som var i stykker fra starten af. Brugtbilsforhandleren gør meget for at bilerne er så gode som mulige, når de bliver solgt. Derfor var bremserne også skiftet for et par uger siden, og håndtaget bliver derfor naturligvis også skiftet på deres regning.

Køreturene i dag gik først og fremmest til den nærmeste skibutik, hvor målet var at få købt nogle ski og stave til os begge. Rune fandt hurtigt en butik ved navn Christy Sports, som vi kørte forbi. Endnu engang fik vi en super god og ærlig kundeservice fra de ansatte - intet bullshit her, for at være mere præcis. Det vil sige, da vi skulle købe stavene ville han ikke engang anbefale os de dyre, fordi de billigere simpelthen var bedre!
I Danmark har vi købt vores skistøvler i Snow Fun, men denne butik var MEGET større og med et MEGET større udvalg af ALT tænkeligt for en skitur!

Udvalget af ski!
Så vi fandt et par super seje ski og stave hver, og fik ydermere købt en hardshell taske til dem, så vi uden problemer kan have dem med flyet hjem til sommer. Begge sæt ski og stave kan lige nøjagtigt være i tasken .. og ja, jeg var ikke hurtig nok til at få et billede af dem før vi fik pakket dem ned i tasken, og de er ikke så nemme, at få ind og ud. Så I må nøjes med nedenstående billede for nu:
Ja, det ligner mest af alt noget til en redningsbåd, men vi valgte den orange (i stedet for den sorte) udgave, fordi den var nemmere at kende. Det smarte ved kassen er, at den nemt kan justeres i længden fra 122 cm til 212 cm, så den passer til skiene i den. Dette gøres vha. hullerne, som man svagt kan ane på billedet i venstre side af kassen. Derudover har den hjul, så man ikke behøver at bære kassen.
Bilens bagsæder kan lægges ned, så skiene kan uden besvær være i bilen, og vi kan samtidig have en tredje person (Dominik) med os op i bjergene. Bagagerummet er også virkelig stort og lækkert i bilen .. og anlægget ligeså! Så vi glæder os allerede VIRKELIG meget til nogle oplevelsesrige roadtrips!
Efter den succesfulde skishopping, satte vi dem af derhjemme, for at køre mod Dominiks lejlighed. Herfra kørte vi til et mindre øl-bryggeri i nærheden, som virkelig oste af after-ski stemning. Stedet hed New Terrain og lå få minutters kørsel fra Dominiks lejlighed. Som mange af jer ved er jeg ikke den store øl-drikker (rettere sagt, jeg kan ikke fordrage det), så jeg var selvudnævnt som chauffør med min bestilling af en sodavand.


Efter en øl til hver tog vi videre til en nærliggende burger diner (Bob's Atomic Burger), hvor vi fik en hurtig bid aftensmad (for hurtig til at jeg nåede at få et billede af de saftige burgere). Turen gik derefter hjem efter at vi havde sat Dominik af, og dagens sidste research er på det nærmeste skisted og liftkort/årskort til områderne. Så vi satser på at få afprøvet vores nye køb i morgen!

1 kommentar:

  1. Lækkert. God tur på ski. Spændende hvad bilen kan sælges for om 7 måneder :-)

    SvarSlet