torsdag den 11. januar 2018

To på ski

Mandage er ikke så slemme igen, når man beslutter sig for en dag på ski! Det var i hvert fald vores konklusion efter mandagens møde med de brede pister og sneklædte bjerge.

Smuk solopgang fra "vores" baghave hos vores AirBnB udlejer. El-ledningernes tilstand her på billedet er rimelig normal, og de hænger sådan (hulter til bulter) mange steder.

Klokken ringede kl. 6:45 og efter en god og solid morgenmad (havregryn m. mælk og rosiner) og en kop kaffe, gik turen vest på, nærmere bestemt: Copper Mountain. Allerede inden vores afrejse til USA havde vi undersøgt de forskellige skisportssteders beliggenhed. På den måde ville vi sikre os, at vi boede "rigtigt" og dermed nemt og hurtigt kunne komme afsted mod bjergene, som ligger vest for Denver.

9,769 gallons benzin for 25 USD = 36,9 L benzin for 155 DKK

Køreturen fra Lakewood (vores nuværende bopæl) til Copper Mountain tog 1½ time og I kan se lidt billeder (og tilhørende tekst) fra turen dertil nedenunder.

Humøret er højt og temperaturen lav.

Så snart man er på motorvejen kan man for alvor se bjergene. De er faktisk synlige fra stort set alle steder vi har været indtil videre.

Bilens anlæg fungerer upåklageligt, og roadtrip-playlisten er allerede flittigt brugt.

Til højre i billedet ses en "rasteplads", hvor biler kan stoppe kun med det formål at sætte snekæder på bilen. Flere skilte påbød også, at man skulle have dem med og ikke mindst på så snart det var nødvendigt. Vi har endnu ikke nogen, men overvejer stærkt at anskaffe et par, og bede til at YouTube kan hjælpe os på vej ift. hvordan man får dem af og på.

Jo nærmere vi kom skiportsstedet jo mere sne kunne vi se på begge sider af motorvejen.

Skulle en lastbilschaufførs bremser pludselig være ude af drift og dermed ude af stand til at bremse, så kan han bruge ovenstående "Runaway Truck Ramp". På denne måde kan han få bremset sit køretøj ved at køre ud i sidesporet og op af den sneklædte rampe, for at få bremset køretøjet. Alene tanken om, at dette er sket engang (inden de havde ramperne) gav os gåsehud og ondt i maven. Forestil jer, at være ude af stand til at bremse sin lastbil, mens man kører ned af bakke .. højest sandsynligt med andre biler på vejen.

Motorvejen snoede sig fra højre til venstre og omvendt hele tiden. Ligeså havde vi en del stigninger og ligeledes kørsel, hvor bilen kunne trille af sig selv. Ford'ens automatgear har et "L", som får bilen til at køre i et lav gear - virkelig lækkert, når man kører nedad i bjergene.

Skisportssted i sigte!

Copper Mountain Ski Resort!

Omkring klokken 10 havde vi parkeret bilen ved skisportsstedet, fået udstyret på og fingrene i vores "Rocky Mountain Super Pass+" sæsonkort, som bl.a. giver fuld adgang til tre skisportsområder (Winter Park Resort, Copper Mountain og Eldora Mountain Resort). Derudover giver kortet adgang til andre områder i et begrænset antal dage, samt en masse andre rabatter. (Teksten forsætter efter billederne)

En MEGET glad Rune med hans nye ski. Aldrig har jeg set nogen glæde sig SÅ meget til at komme afsted med liften!

Mine nye ski! Tøsede uden at være pink - den farve er jeg dækket ind med på bukserne og skiundertøjet.

I 2014 blev cannabis gjort lovligt i hele staten Colorado. Det er derfor ikke unormalt, at se skilte hvor rygning af cigaretter, e-cigaretter og cannabis er ulovligt.

Dagens frokost: pizza! Og nok til at brødføde en hel afrikansk familie. Heldigvis er doggie bags meget normale her i USA, og vi havde derfor mulighed for at gemme de sidste to stykker pizza til efter dagens skitur - bilen var jo alligevel kold som et køleskab.

Udsigten under dagens frokost.

Alle pister var som denne: brede, mennesketomme og snefyldte! Vejret var perfekt - sol og ingen vind! Og pisterne var hverken isede eller opkørte! Det var virkelig en lækker skidag!



Jep, Rune faldt, haha :-D
Som I nok kan se på billederne, så var det den perfekte start på ugen. Og vi kan slet ikke vente med at komme afsted igen. Dog er der siden i mandags faldet mere sne, og vi ser os derfor nødsaget til at vente lidt for at få de bedste forhold - ikke kun på ski, men også når vi kører i bjergene. Bilen er trods alt ikke 4-hjulstrukket, og sikkerheden for os kommer før lysten til at stå på ski.

Vores Rocky Mountain Super Pass+ sæsonkort

Så mandagen startede min 4. sæson på ski, og jeg må virkelig indrømme, at det er noget af det bedste, som jeg nogensinde har kastet mig ud i. Endnu mere lækkert er det, når følelsen af at være blevet bedre ( = hurtigere og med mere samlede ski) i pauseperioden er stor! Rune har i hvert fald sagt god for, at jeg nu er god nok (læs: sej nok) til at "måtte" få nogle sejere ski-goggles ( = med glas á la Runes, som man ikke kan se igennem)  ;-)

Og mandagens motion lakkede mod enden, da vi efter ca. 22 tilbagelagte kilometer på pisterne drog hjemad ved en 16-tiden, hvor liftene også blev lukket for dagen. Ved mødet med vores indkørsel 1½ time senere sagde kilometertallet på bilen ca. 200 miles, hvilket er ca. 320 km.

3 kommentarer:

  1. Åhh. Så god en update! Det er fantastisk at se den lækre sne, brede pister og så få mennesker. Hvor højt ligger det og hvad var temperaturen. (PS: Rimeligt fedt at se Rune være faldet når nu han ikke kom til skade.....)

    SvarSlet
  2. Nååe ja. Og det glemte jeg. Der er bare noget helt specielt i at have "sæson kort". Så er man ligesom en del at inventaret. Så godt! :-)

    SvarSlet
  3. Hej Jan!
    Vi tænkte nok, at især du ville have glæde af dette blogindlæg.
    Skisportsstedet lå i 2960 meters højde og det højeste punkt er (i følge wiki) 3753 meter. Ved ikke hvad temperaturen var, men vi kunne sagtens nøjes med tre lag = skiundertrøje, fleecetrøje og skaljakken. De tynde handsker røg af og på afhængigt af om vi var i liften eller kørte ned. Der er generelt virkelig meget styrke/varme i solen heromkring, så selvom at luften/vinden er kold, så giver solen virkelig en masse varme så længe den er fremme.
    Og ja, ingen skader til hverken Rune eller mig selv :-)
    Kh. Helle

    SvarSlet