mandag den 29. januar 2018

Tidsfordriv med et godt formål

Som bekendt var mine planer for det halve år i Denver anderledes. Jeg skulle ud og møde nye mennesker i form af et praktikophold, og dermed også få tilført vigtig erfaring til mit CV. Men sådan skulle det som bekendt ikke gå, og det karriere-fremmende halve år, blev erstattet med et halvt år som turist - og så alligevel ikke!

For efter godt 3 uger i Denver kunne jeg godt mærke, at 6-7 måneder ville være lang tid at skulle lave forholdsvis formålsløse ting i. Og jeg kan trods alt ikke få hele dage til at gå med indkøb, træning og tøjvask .. hver dag! Så for at undgå den værste kedsomhed og depression over at sidde alene hjemme, mens Rune ridder på karriere-bølgen og "laver alt det sjove" (hvilket jeg virkelig under ham!), så fandt jeg følgende løsninger: 'Habitat for Humanity' og 'MeetUp'.

Habitat for Humanity:

'Habitat for Humanity' var en anbefaling vi fik fra vores AirBnB-udlejers ven, da jeg efterspurgte frivilligt arbejde. Det er en non-profit organisation, som hjælper med at bygge huse til lavindkomstfamilier. Pengene får de bl.a. fra deres 'ReStores' (genbrugsbutikker) og fra donationer. Familierne, som får tildelt husene, skal bl.a. lægge 200 timers arbejde i opførelsen af deres kommende hus og modtage hjælp i forhold til budgetlægning.

Byggepladsen er en gammel skolegrund, som er blevet opkøbt for at huse en masse familier. Det hus som jeg arbejdede i i fredags skal stå klar til overlevering tirsdagen efter (d. 30. jan.). I forbindelse med en overlevering kommer borgmesteren, og familie og venner til de kommende boligejere møder op for at fejre dagen.

Ruten fra vores hjem til byggepladsen. Den blå-markerede rute samt den der fortsætter mod højre side giver en fantastisk udsigt over Denver skyline. Ruten der går ude langs venstre side er uden tvivl den smukkeste at køre på vej hjem, fordi man konstant har hele bjergkæden foran sig.

Huset her rummer 3 boliger, som alle har køkkenalrum og badeværelse i underetagen. To af boligerne har tre værelser samt et badeværelse på 1. salen, hvor den midterste bolig "kun" har to værelser og et badeværelse på 1. salen. Huset her er klar til overlevering tirsdag d. 30. januar, og manglede derfor kun det sidste malerarbejde, hvilket jeg hjalp med til i fredags.

Jeg skrev mig op til en halv dag (ca. 4 timer) for at se projektet an. I vinterperioden har de svært ved at få frivillige, og vi var kun omkring 20 mennesker, som mødte op til sikkerhedsbriefingen kl. 8:50 (om sommeren kommer op imod 100 mennesker hver dag og hjælper til). Her fik vi udleveret sikkerhedsbriller, arbejdshandsker og en sikkerhedshjelm. De "fastansatte" frivillige har gule hjelme på. Deltidsfrivillige, som mig, har hvide hjelme på. De kommende husejere har grønne hjelme på, og de håndværkere, som tager sig af de større maskiner og det grovere byggearbejde har blå hjelme på.

Der blev taget godt i mod de frivillige og taknemmeligheden for vores arbejde er stor!

Selvom flere familier allerede er flyttet ind i nogle af de færdige huse, så er der stadig mange under opførelse.

Ja byggestilen er lidt anderledes end derhjemme, men når først yder- og indervægge kommer på, så ligner det for alvor et hjem.

Malertape er altså en genial opfindelse, og detaljearbejdet med malingen var lige mig!

Stuen i husene. Den lille dør til venstre i billedet er et såkaldt 'hobbit hul', som bruges til opbevaring under trappen. Derudover kan man se badeværelset (dér hvor der er lys) og bag væggen til højre er køkkenet.

Køkkenet i husene. Trods malerbøtte og værktøj blev der gjort en stor dyd ud af ikke at spilde maling eller på anden måde ødelægge inventaret. Det var rart at se denne form for omtanke, selvom vi alle er frivillige.

1. salen i husene er en gang, der fordeler sig til de 2-3 værelser og badeværelset.

Billedet her er taget fra 1. salen udover "nabolaget"

Udstyret med malertape og hvid maling fik jeg "repareret" panelerne de steder hvor små skrammer og lignende var opstået. Til næste gang er jeg dog også udstyret med ordentligt påklædning. Jeg har både købt sikkerhedssko (med stål-tå) samt noget billigt arbejdstøj i Walmart, så jeg ikke skal bekymre mig om malerpletter og lignende.

At arbejde med projekter, hvor man kan se fremskridt og ved at det gavner nogen, har altid været min drøm. Uanset om arbejdet foregår bag skrivebordet eller ude i et fysisk miljø, så giver det bare en glæde, som for alvor holder ens motivation oppe!

MeetUp:

Eftersom at der ikke arbejdes hver dag på byggepladsen, så jeg mig nødsaget til at finde noget andet at lave ved siden af. Lysten til at opleve byen på en ny måde kombineret med lysten til at have et fællesskab med mennesker, som deler de samme interesser som mig (løb, træning, opdagelse og fotografering) førte mig derfor tilbage på internettet, hvor jeg søgte efter forskellige grupper og 'communities'. Her fandt jeg siden 'MeetUp', som er en online platform, der samler folk med forskellige interesser. Det er alt lige fra yogadyrkelse, klatring, løb, brætspil osv. osv.

Min søndag eftermiddag (kl. 16-18:30) brugte jeg derfor i selskab med en flok super venlige og semi-nørdede fotografer, hvor vi udstyret med vores spejlreflekskameraer gik en lille runde i Downtown Denver (hovedsagligt omkring Denver Art Museum). Her fik vi skudt nogle vilde arkitektoniske og abstrakte billeder af bygningerne, hvor lyset og solnedgangen konstant ændrede motivet og billedernes udtryk.

Gruppebillede af foto-vandrerne.
Jeg købte mit kamera et halvt år før vi rejste til Australien (december 2012), og har siden da kun brugt det på ferier og til diverse konfirmationer og andre store begivenheder. Jeg er derfor aldrig kommet i dybden med indstillingerne, og håbede derfor på, at jeg kunne blive klogere og mere erfaren.

Erik Holladay (ham med skæg og hue nederst i venstre side af billedet) havde organiseret eventet og førte an på gåturen udstyret med sine to pressefotograf-lignende kameraer. Mange af de andre fremmødte havde også medbragt stativer og tilhørende store spejlreflekskameraer, hvilket fik mit "lille" Canon EOS 1100D til at se lidt amatøragtigt ud. Men heldigt for mig var alle niveauer af erfaring velkommen, og der blev ikke kigget ned på nogen - tværtimod var interessen for hinandens historier og lyst til at fotografere det, som samtalerne gik på.

Nok snik-snak, I skal selvfølgelig se nogle af de billeder, som jeg fik taget. Så her kommer de:


Kunstnerisk grafitti på en endemur i Downtown Denver

Det var Denver Art Museums bygning med de karakteristiske spidse udformninger, som blev dagens primære fotospot.

Taget på Denver Art Museum

En af de mange kontorbygninger i Downtown Denver.

Fotoholdet er dybt koncentrerede om at få den flotte måne i den perfekte vinkel i forhold til bygningerne.

Den kommende Super Blue Blood Moon blev her fanget mellem to bygninger i Denver.

Endnu en bizar kunstinstallation i Denver centrum.

Colorado State Capitol bygningen mens mørket falder på, og månen langsomt kommer højere op på himlen.

Denver City Council bygningen tænder for lyset kl. 18, så det var selvfølgelig foto-turens sidste stop. Her blev stativerne stillet op, så alle detaljerne kunne komme med trods mørket. Jeg arbejdede dog uden stativ, da jeg ikke har et. Men jeg havde åbenbart hænder, der var rolige nok til at få dette billede i kassen. De skarpe øjne vil opdage, at juleudsmykningen stadig er oppe, ha ha!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar