En ny tradition har fået plads i min kalender. På samme hjemmeside hvor jeg fandt fotogruppen for en måneds tid siden fandt jeg gruppen "Golden Walks", som går en tur på 1 time hver onsdag kl. 9. Så jeg meldte mig til og mødte op første gang onsdag d. 31. januar ved Golden's Visitor Center for at mødes med gruppen. Hjemmefra havde jeg godt anet på de andres profilbilleder på hjemmesiden, at det var en "moden" gruppe gængere.
Men med mine nu 26 år ligger jeg altså i den grad i bunden af aldersbarometeret. For de andre deltagere er i aldersgruppen 70+, men det er absolut ingen hindring eller undskyldning for ikke at få lidt frisk luft, selskab og vidunderlige naturoplevelser i Golden området. Gruppen på 15-20 mennesker mødes hver uge og går en rute på ca. 4,5-5,5 km i løbet af en time til halvanden. Tempoet er rettere sagt stille og roligt, så alle kan være med, og der er derfor også rig mulighed for at få vendt verdenssituationen og livet.
Jeg talte bl.a. med en af kvinderne, som stadig står på ski og går lange ture, selvom hun netop er fyldt 75! - det giver mig 49 år MERE på ski, hvis det var mig! :D En af de andre har en mor, der netop er fyldt 103 - imponerende! Det er virkelig livsbekræftende og motiverende for at holde sig sund og aktiv i håbet om, at man kan få et lige så langt og godt liv som dem!
Deres historier og vittigheder har en dybde og charme, som man kun får fra mennesker, der har haft så langt et liv - og det elsker jeg virkelig! Interessen i samtalerne vidner om en stadig aktiv lyst til at blive klogere på livet - især det der leves i Danmark, som en ung 26-årig kvinde.
 |
Ruten går langs floden/åen, som går gennem hele Golden by. |
 |
Mødestedet for gåturene: byens turistcenter. |
 |
Sådan så floden ud onsdag d. 31. januar. Kun ca. 1/3 løb frit uden at være frosset til. |
Efter min første gåtur med gruppen besluttede jeg mig for, at se byen nærmere an. Vi havde på daværende tidspunkt kun været i Golden to gange - og begge gange blot for at spise på en restaurant. Så nu hvor det varme tøj var på, og benene varmet lettere op af den første gåtur, så drog jeg ud på en mindre byvandring i Golden by.
Golden har som bekendt ca. 20.000 indbyggere og ligger tæt op af bjergene. Den lille by giver derfor en blandet, men hyggelig, fornemmelse af en ski-/bjergby, hvor de store kommercielle butikker har måtte vige pladsen til de små, skæve og hyggelige cafeer, butikker og restauranter.
Googler man 'Golden', så dukker der flere hundebilleder op (af Golden Retrievers) end billeder af den gamle guldgraver by, Golden. Men byen har egentlig sit navn efter Thomas L. Golden, som i 1860'erne ankom til Jefferson County - 1 af de 64 regioner, som Colorado er delt op i). Ligesom så mange andre i den tid var han guldgraver, og rejste gennem USA i jagten på guldet. Her fandt han området i dalene, hvor der så småt var begyndt at danne sig en by. Selvom han ikke blev boende her livet ud, så siges det, at han stadig havde en stor indflydelse på byen. Andre mener dog, at byen blot er navngivet efter guldet, som der blev fundet i 1860'erne.
 |
'Howdy Folks! Welcome to Golden - where the west lives'. Goldens hovedgade byder bl.a. på dette opsigtvækkende og spøjse skilt, som giver én et smil på læben, og får tankerne ledt tilbage på det vilde vest. |
 |
Golden by er fyldt med detaljerige 1:1 statuer, som på hver deres måde beskriver byens historie. Som det ses her, så havde tiden med cowboys stor betydning - og har det stadig .. I kan jo bare tænke tilbage til vores rodeo-udflugt. I baggrunden ses South Table Mountain, som jeg skal have bestiget en dag, når vejret er til det. Der går nemlig en sti hele vejen, og ruten er god for begyndere. |
 |
"Extra. Extra. Read all about it!". Byens lokale avis (The Golden Transcript) har udgivet deres avis siden 1866, hvilket mere eller mindre er siden byens oprindelse! |
 |
Denne statue hedder "Cowboy's Day Off" (DK: Cowboyens fridag). Lassoen er skiftet ud, og cowboyen er i gang med at fange fisk. |
 |
By og bjerge! Det er virkelig betagende med udsigten til bjergene, som titter frem bag byen, som til tider ligner noget fra en gammel cowboyfilm (hvis man da lige ser væk fra biler og lyskryds) |
 |
Colorado er en aktiv stat i den forstand, at mange lever et aktivt liv med alt lige fra løb, cykling og ski. Selv "indre by" giver muligheden for rolige gåture, bl.a. langs floden, som ses på billedet herover. |
 |
Endnu et billede af Goldens hovedgade. |
 |
Min lækre og meget stereotype amerikanske brunch! |
Klokken havde nærmet sig frokosttid, og sulten havde for alvor meldt sig efter min første gåtur med gruppen og ikke mindst min efterfølgende byvandring. Starbucks var et hurtigt og "nemt" valg, men jeg valgte i stedet den lokale diner (The Golden Diner), som bød på ovenstående lækre brunch-måltid: røræg, bacon, toast og pandekager (de amerikanske af slagsen .. altså de tykke!). Dertil fik jeg en varm kop kakao med flødeskum - altsammen til den samlede pris af 12 USD (ca. 70 DKK). Det smagte SÅ lækkert, og jeg var mæt til langt hen på eftermiddagen, så det er med sikkerhed et sted, som jeg skal besøge igen en anden gang.
 |
Ruten var den samme de første 3 gange, hvor jeg deltog i gåturen. Men med den foranderlige natur, det skiftende vejr og årstiderne, så er hver gåtur noget særligt og nyt. Jeg glæder mig til at se hvordan ruten tager sig an, når de små grønne blade begynder at titte frem. |
Jeg missede desværre en enkelt gåtur i den uge hvor vi var i Steamboat Springs, men blev taget godt i mod, da jeg vendte tilbage ugen efter. Interessen for min baggrund har været stor, og de andre på gangholdet er de flinkeste, rareste mennesker, som har givet mig et hav af anbefalinger til restauranter, vandreruter, naturparker osv.
Onsdag formiddag d. 21. februar gik turen så for tredje gang afsted mod Golden downtown. Grundet det kraftige snevejr, som den forgange søndag havde budt på, var kun 6 personer (inkl. mig selv) mødt op. Men vi fik da gennemført turen på 1 time og 15 min. (4,5 km) trods snedækket, som I kan se herunder:
 |
Floden er stadig godt tilfrosset! |
 |
Temperaturen sagde -5, men der var både blå himmel og solskin, så det kan man virkelig ikke klage over. |
Den fjerde gåtur bød på en anden rute, som I kan se herunder. Sneen er smeltet næsten lige så hurtigt, som den faldt, så det skabte ingen problemer for de knap 20 fremmødte gængere. Selvom vejret er fantastisk her (på trods af at vi skriver februar måned), så ser jeg stadig frem til, når foråret for alvor kan mærkes og ikke mindst ses. På nuværende tidspunkt har vi ikke det mindste spor af små grønne skud på træer og buske - erantisser og vintergækker findes vist heller ikke herovre. Men mon ikke foråret kommer væltende en dag før man ved af det? Indtil da krydser vi fingre for en lang skisæson, haha! :-D
 |
Ruten for gåturen onsdag d. 28. februar |
 |
Størstedelen af sneen er forsvundet knap en uge efter at det væltede ned med 15-20 cm. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar