Steamboat Springs: Hundeslædekørsel

Tirsdag morgen blev vi afhentet ved vores hotel kl. 8 i en minibus. Vi havde som bekendt booket en halv dags hundeslædetur, hvor vi bl.a. ville få mulighed for selv at køre og styre slæden. Foruden os blev 8 andre mennesker samlet op, og vi blev derefter kørt ud til "Grizzle-T Dog & Sled Work"s private ranch.

Undervejs på opsamlingsturen blev vi introduceret til den familie-ejede virksomhed og hundene bag hele arrangementet. Grizzle-T ejer 120 slædehunde, hvoraf ca. 20 af dem er hvalpe. Når hundene er ca. 1 år begynder de så småt at være med i slædegrupperne, hvor de får lov til at løbe ved siden af en erfaren hund. Alle slæderne bliver trukket af 8 hunde, som løber parvis.

Nogle af hundene har sågar deltaget i Iditarod Trail Sled Dog Race flere gange. Her tilbagelægges 1000 miles (ca. 1.600 km) over 8-15 dage i Alaska! En af hundene i vores slæde havde gennemført denne tur hele 3 gange!

Chaufførens hund: en 8 måneder gammel labrador ved navn 'Mud', som tog kærligt i mod alle, der steg ombord på minibussen.

Synet vi blev mødt med, da vi ankom til ranchen, var overvældende. For alle slædehunde elsker selvfølgelig koldt vejr, og de stod derfor alle sammen ude foran deres hundehuse.

Ca. 100 styks blå plastiktønder, som hver udgør et hundehus. Alle hundene er lænket til en kæde, så de kan bevæge sig - dog uden at komme i karambolage med hinanden.

En slædehund og dens hundehus, som er isoleret med lidt halm i bunden.

Alle hvalpene holder til i burene. Det kan se koldt og kynisk ud at placere dem her, men selv i denne kulde hænger tungen ud af munden på dem .. rettere sagt, de sveder så snart de bevæger sig bare en smule. Derudover er det ikke unormalt for hundene, at de bliver omkring 18-20 år gamle! - de fleste hunde bliver 10-12 år. Men der bliver også forbrændt 5.000 kalorier pr. slædehund på en dag, og for de yngste (og til tider mere ivrige) hunde, så er dette tal 10.000 kalorier.

I hytten her fik vi muligheden for at skifte vores støvler til nogle varmere. Derudover havde de også huer, luffer og lignende, så man ikke skulle komme til at fryse, hvis man havde undervurderet kuldegraderne. 

Lige så glubske hundene kunne virke, lige så kærlige og rolige var de, når man først nærmede sig dem.

Slæden har to former for bremser: en sort gummi-måtte (som ses i midten i bunden) og en metal-bremse, som sidder over måtten. Gummi-måtten står man på med en eller begge fødder for at sænke farten. Hvorimod metal-bremsen hugger sig ned i sneen og dermed er i stand til at bremse slæden totalt og ikke mindst sørge for, at den forbliver bremset. Det tager dog stadig nogle meter, at få bremset slæden fuldstændigt.

Turen vi skulle ud på var 12 miles (ca. 20 km), og vi ville halvvejs få muligheden for at skifte chauffør, hvilket vi selvfølgelig sagde 'ja' til. Manden på billedet herover begyndte instrukserne, men forsikrede os om, at han ikke havde mere end ca. 10 min. til at forklare i, før hundene ville overdøve ham med deres tuden og hylen. For som han sagde: "They just wanna get going!" (DK: De vil bare i gang!).

På videoen her og her får I en fornemmelse af HVOR meget larm 100 hunde kan lave, når de alle stemmer i og begynder at hyle og dernæst at hoppe og gø i ren begejstring over snart at skulle afsted.

Efter grundige instrukser i hvordan man bremser, styrer og (vigtigst af alt) altid holder fast på slæden, blev vi delt op i 3 hold, som blev sendt afsted af 3 omgange. Alle slæder har en, der står op og en der sidder i selve slæden. Slædehundene var mildest talt begejstrede, da de en efter en blev hægtet på. Se bare her, hvordan de begejstrede slædehunde er klar til afgang.

Man skal ikke have kendt mig længe, før man ved, at jeg generelt er bange for alle dyr, men i særdeleshed edderkopper og hunde. Så jeg var mildest talt spændt på at møde de (i mine øjne) glubske hunde, der bare vil løbe, løbe og atter løbe. Men takket være lidt kiggen på afstand, og egentlig også nogle hunde, som var mere interesserede i at løbe end af at gø af mig (og dermed gøre mig forskrækket), så gik det hele egentlig rigtig godt. Og i de ca. 4½ time, som vi tilbragte i deres selskab, da glemte jeg næsten alt om min frygt for hunde! Se bare billederne længere nede, hvor jeg er helt tæt på de "glubske" hunde, haha! :-D

Og her finder I flere videoer fra vores tur:
Hundeslædekørsel 01
Hundeslædekørsel 02
Hundeslædekørsel 03

Hundene bliver hentet enkeltvis, og er udvalgt ud fra hvor meget de to i slæden vejer samt hvordan de arbejder sammen. Nogle hunde kan ikke enes med hinanden, andre er førerhunde og nogle tredje er unge slædehunde, som kræver en erfaren ved deres side.

Det kildede i maven, da vores hunde en efter en blev hægtet på linen, og vi dermed nærmede os tiden for vores afgang. Se her hvordan det så ud: klar til afgang.

Undervejs på ruten havde vi to medarbejdere med på hver deres snescooter - en forrest og en bagest. De sørgede for, at vi hele tiden var komfortable med situationen ved bl.a. at informere os om stejle nedkørsler, skarpe sving og hvornår den ene og anden bremse ville være bedst at bruge. Når de ikke gav os kørevejledninger, så holdt de sig på afstand, så man slet ikke kunne høre snescooterne, men derimod nyde den beroligende susen fra slædens tur over sneen samt hundenes lave pusten.

Der blev holdt en passende mængde pauser på turen, så vi bl.a. for alvor kunne nyde landskabet, få taget billeder og ikke mindst få lidt mere at vide om hundene, der trak vores slæde. Vores hed f.eks. Yang, Zuko, Adam, One-Eyed Wendy, Boger, Tomba, Schmiegl og Kyoto. Ja, det tog også lidt tid for os at lære dem udenad, men den havde vi jo også en masse af. Gennemsnitshastigheden var ca. 13 km/t.

Vores hold var delt op i 4, og vi havde derfor en hundeslæde foran os og to bag os.

Landskabet var godt dækket af sne, og der faldt stadig en smule sne, da vi kørte gennem landskabet i de ca. 2 timer, som turen varede. 

Man sidder virkelig lækkert og lunt i slæden. Og lyden af sneen og de forpustede slædehunde er så beroligende, at man sagtens kunne tage en lur, hvis turen var længere.

Den lyse hund, Yang, der spiser sne, gør det for at køle ned. Hundenes maver er lavet til at kunne tåle den kolde sne, så selv under selve kørslen blev der hapset lidt sne fra siden af sporet.

Et styks MEGET glad slædehund! Tjek bare smilet på den bagved, haha! Stemningen var virkelig god på slæden, se bare her: hundeslæden. 

Smilene var store og humøret højt, da vi med god fart kørte gennem det sneklædte landskab.

Slædehundene skulle selvfølgelig takkes med kæl og kram efter turen!

I den brændeovns-opvarmede hytte, som også havde varme støvler og luffer, blev der serveret varm kakao og hjemmebagte cookies og brownies efterfølgende. Det var virkelig lækkert, og lige hvad man havde brug for, selvom man ikke var blevet kold på turen.