Gyldne gåture

En ny tradition har fået plads i min kalender. På samme hjemmeside hvor jeg fandt fotogruppen for en måneds tid siden fandt jeg gruppen "Golden Walks", som går en tur på 1 time hver onsdag kl. 9. Så jeg meldte mig til og mødte op første gang onsdag d. 31. januar ved Golden's Visitor Center for at mødes med gruppen. Hjemmefra havde jeg godt anet på de andres profilbilleder på hjemmesiden, at det var en "moden" gruppe gængere.

Men med mine nu 26 år ligger jeg altså i den grad i bunden af aldersbarometeret. For de andre deltagere er i aldersgruppen 70+, men det er absolut ingen hindring eller undskyldning for ikke at få lidt frisk luft, selskab og vidunderlige naturoplevelser i Golden området. Gruppen på 15-20 mennesker mødes hver uge og går en rute på ca. 4,5-5,5 km i løbet af en time til halvanden. Tempoet er rettere sagt stille og roligt, så alle kan være med, og der er derfor også rig mulighed for at få vendt verdenssituationen og livet.

Jeg talte bl.a. med en af kvinderne, som stadig står på ski og går lange ture, selvom hun netop er fyldt 75! - det giver mig 49 år MERE på ski, hvis det var mig! :D En af de andre har en mor, der netop er fyldt 103 - imponerende! Det er virkelig livsbekræftende og motiverende for at holde sig sund og aktiv i håbet om, at man kan få et lige så langt og godt liv som dem!

Deres historier og vittigheder har en dybde og charme, som man kun får fra mennesker, der har haft så langt et liv - og det elsker jeg virkelig! Interessen i samtalerne vidner om en stadig aktiv lyst til at blive klogere på livet - især det der leves i Danmark, som en ung 26-årig kvinde.

Ruten går langs floden/åen, som går gennem hele Golden by.

Mødestedet for gåturene: byens turistcenter.

Sådan så floden ud onsdag d. 31. januar. Kun ca. 1/3 løb frit uden at være frosset til.

Efter min første gåtur med gruppen besluttede jeg mig for, at se byen nærmere an. Vi havde på daværende tidspunkt kun været i Golden to gange - og begge gange blot for at spise på en restaurant. Så nu hvor det varme tøj var på, og benene varmet lettere op af den første gåtur, så drog jeg ud på en mindre byvandring i Golden by.

Golden har som bekendt ca. 20.000 indbyggere og ligger tæt op af bjergene. Den lille by giver derfor en blandet, men hyggelig, fornemmelse af en ski-/bjergby, hvor de store kommercielle butikker har måtte vige pladsen til de små, skæve og hyggelige cafeer, butikker og restauranter.

Googler man 'Golden', så dukker der flere hundebilleder op (af Golden Retrievers) end billeder af den gamle guldgraver by, Golden. Men byen har egentlig sit navn efter Thomas L. Golden, som i 1860'erne ankom til Jefferson County - 1 af de 64 regioner, som Colorado er delt op i). Ligesom så mange andre i den tid var han guldgraver, og rejste gennem USA i jagten på guldet. Her fandt han området i dalene, hvor der så småt var begyndt at danne sig en by. Selvom han ikke blev boende her livet ud, så siges det, at han stadig havde en stor indflydelse på byen. Andre mener dog, at byen blot er navngivet efter guldet, som der blev fundet i 1860'erne.

'Howdy Folks! Welcome to Golden - where the west lives'. Goldens hovedgade byder bl.a. på dette opsigtvækkende og spøjse skilt, som giver én et smil på læben, og får tankerne ledt tilbage på det vilde vest.

Golden by er fyldt med detaljerige 1:1 statuer, som på hver deres måde beskriver byens historie. Som det ses her, så havde tiden med cowboys stor betydning - og har det stadig .. I kan jo bare tænke tilbage til vores rodeo-udflugt. I baggrunden ses South Table Mountain, som jeg skal have bestiget en dag, når vejret er til det. Der går nemlig en sti hele vejen, og ruten er god for begyndere.

"Extra. Extra. Read all about it!". Byens lokale avis (The Golden Transcript) har udgivet deres avis siden 1866, hvilket mere eller mindre er siden byens oprindelse!

Denne statue hedder "Cowboy's Day Off" (DK: Cowboyens fridag). Lassoen er skiftet ud, og cowboyen er i gang med at fange fisk.

By og bjerge! Det er virkelig betagende med udsigten til bjergene, som titter frem bag byen, som til tider ligner noget fra en gammel cowboyfilm (hvis man da lige ser væk fra biler og lyskryds)

Colorado er en aktiv stat i den forstand, at mange lever et aktivt liv med alt lige fra løb, cykling og ski. Selv "indre by" giver muligheden for rolige gåture, bl.a. langs floden, som ses på billedet herover.

Endnu et billede af Goldens hovedgade.

Min lækre og meget stereotype amerikanske brunch!

Klokken havde nærmet sig frokosttid, og sulten havde for alvor meldt sig efter min første gåtur med gruppen og ikke mindst min efterfølgende byvandring. Starbucks var et hurtigt og "nemt" valg, men jeg valgte i stedet den lokale diner (The Golden Diner), som bød på ovenstående lækre brunch-måltid: røræg, bacon, toast og pandekager (de amerikanske af slagsen .. altså de tykke!). Dertil fik jeg en varm kop kakao med flødeskum - altsammen til den samlede pris af 12 USD (ca. 70 DKK). Det smagte SÅ lækkert, og jeg var mæt til langt hen på eftermiddagen, så det er med sikkerhed et sted, som jeg skal besøge igen en anden gang.

Ruten var den samme de første 3 gange, hvor jeg deltog i gåturen. Men med den foranderlige natur, det skiftende vejr og årstiderne, så er hver gåtur noget særligt og nyt. Jeg glæder mig til at se hvordan ruten tager sig an, når de små grønne blade begynder at titte frem.

Jeg missede desværre en enkelt gåtur i den uge hvor vi var i Steamboat Springs, men blev taget godt i mod, da jeg vendte tilbage ugen efter. Interessen for min baggrund har været stor, og de andre på gangholdet er de flinkeste, rareste mennesker, som har givet mig et hav af anbefalinger til restauranter, vandreruter, naturparker osv.

Onsdag formiddag d. 21. februar gik turen så for tredje gang afsted mod Golden downtown. Grundet det kraftige snevejr, som den forgange søndag havde budt på, var kun 6 personer (inkl. mig selv) mødt op. Men vi fik da gennemført turen på 1 time og 15 min. (4,5 km) trods snedækket, som I kan se herunder:

Floden er stadig godt tilfrosset!

Temperaturen sagde -5, men der var både blå himmel og solskin, så det kan man virkelig ikke klage over.

Den fjerde gåtur bød på en anden rute, som I kan se herunder. Sneen er smeltet næsten lige så hurtigt, som den faldt, så det skabte ingen problemer for de knap 20 fremmødte gængere. Selvom vejret er fantastisk her (på trods af at vi skriver februar måned), så ser jeg stadig frem til, når foråret for alvor kan mærkes og ikke mindst ses. På nuværende tidspunkt har vi ikke det mindste spor af små grønne skud på træer og buske - erantisser og vintergækker findes vist heller ikke herovre. Men mon ikke foråret kommer væltende en dag før man ved af det? Indtil da krydser vi fingre for en lang skisæson, haha! :-D

Ruten for gåturen onsdag d. 28. februar

Størstedelen af sneen er forsvundet knap en uge efter at det væltede ned med 15-20 cm.

Til tops med bjergbestigning

For 2 uger siden (d. 9. februar) prøvede jeg kræfter med min første bjergbestigning! Ja, så kort kan det vel siges, men I skal alligevel ikke snydes for lidt tekst, detaljer og billeder, selvom jeg ikke lige fik skrevet blogindlægget på dagen (det beklager jeg!).

Til min fødselsdag havde jeg jeg besluttet, at give mig selv et par vandresko. Jeg manglede nemlig for alvor noget fodtøj med et ordentligt greb, så jeg ikke ville ende nede på alle fire i forsøget på at udforske grusstierne og bjergene i vores nabolag. Så jeg fandt et par super lækre vandresko (af mærket La Sportiva), som selvfølgelig skulle afprøves hurtigst muligt. Så da tågen var lettet denne fredag tog jeg afsted med en let taske på ryggen med powerbank og vand i.

Den lille røde cirkel er vores lejlighed, og den store omkranser parken, som kun ligger få minutters gang fra os.

Min rute.

Kursen var sat mod William F. Hayden Park, som er en 971 hektar stor park i området Green Mountain (se ovenstående kort), hvis højeste punkt er 2090 meter over havets overflade. Denver ligger dog som bekendt også højt oppe (1600 meter), men fordi William F. Hayden Park ligger som en del af Green Mountain, så er det det første område, som stiger fra sletten, som Denver området udgør. Man får derfor en fantastisk udsigt over både Denver skyline (mod øst), alle forstaderne (mod nord) og ikke mindst Rocky Mountains-bjergkæden mod vest.

Parken er anlagt med grusstier og er ellers et stort græsområde, hvor der engang har været bisoner. I dag bruges den af hundeluftere, folk på hesteryg, løbere, vandrere, mountainbikere og lignende, men der skulle eftersigende også være et rigt dyreliv - til lands og i luften.

Vores lejlighed ligger i 1813 meters højde, og jeg fik på mit højeste punkt nået 2028 højdemeter. Så nej, den helt store forskel var det ikke, men den tynde luft kan i den grad mærkes i lungerne og stigningen bed sig da også godt fast i balder og lår på vej op. Men som I kan se på billederne, så var det det hele værd.

William F. Hayden Park. Vejret bød på solskin, blå himmel og en temperatur med et par enkelte plusgrader.

Fandt kun et enkelt trailspor på min rute, men som I også kan se på min rute herover, så kom jeg heller ikke særlig langt ind i parken.

Min fødsesldagsgave til mig selv: vandresko! Og de bestod virkelig deres test! :D De giver et fantastisk greb både når turen går op og ned.

Panorama-billede af udsigten på toppen af det lille bjerg, som jeg fik besteget (altitude: 2028 meter).

Tågen i horisonten kunne til dels stadig mærkes, da luften var temmelig kold. Dog giver solen en virkelig dejlig varme, og min vindtætte sportsjakke var et godt påklædningsvalg sammen med en skiundertrøje.

Se om I kan spotte dådyrene på græsengen (de er ca. i midten af billedet). Jeg var ikke klar over, at den slags dyr færdes i parken, så det krævede lidt sammenknipede øjne og zoom på kameraet at få øje på dem. For ja, jeg havde selvfølgelig glemt at tage kikkerten med, som vi ellers har købt herovre til selvsamme formål. 

Sporet, som jeg fulgte rundt på min rute, var let tilgængeligt og kun et enkelt sted decideret mudret, fordi sneen var smeltet ved siden af stien. Dér var jeg så til gengæld også MEGET tæt på at plante bagdelen dybt i mudderet, hahaha! Det kunne have været et kønt syn! 

Godt forpustet, men også meget tilfreds med udsigten, som dog kunne have været endnu bedre, hvis tågen var lettet helt i horisonten. 

Turen varede ca. 1½ time (med pauserne trukket fra) og blev til 5,60 km. Og det er bestemt ikke de sidste kilometer, som jeg skal tilbagelægge i de sko! Jeg har fået fingrene i en liste over diverse trails og ruter i Golden, som turistinformationen havde. Listen har hele 17 ruter, som er beskrevet med trailnavn, distance, forventet varighed, sværhedsgrad, stigning osv.
Min plan er selvfølgelig, at de alle sammen skal udforskes, så jeg kan krydse dem alle af inden vi rejser hjem igen til sommer. Jeg har jo trods alt tiden til det! :-D

Golden trails oversigten, som jeg fik anbefalet og udleveret i turistinformationen i Golden.

Kortet over de forskellige trails.

P.s. Runes ryg har det godt igen! :-)

Steamboat Springs: Hundeslædekørsel

Tirsdag morgen blev vi afhentet ved vores hotel kl. 8 i en minibus. Vi havde som bekendt booket en halv dags hundeslædetur, hvor vi bl.a. ville få mulighed for selv at køre og styre slæden. Foruden os blev 8 andre mennesker samlet op, og vi blev derefter kørt ud til "Grizzle-T Dog & Sled Work"s private ranch.

Undervejs på opsamlingsturen blev vi introduceret til den familie-ejede virksomhed og hundene bag hele arrangementet. Grizzle-T ejer 120 slædehunde, hvoraf ca. 20 af dem er hvalpe. Når hundene er ca. 1 år begynder de så småt at være med i slædegrupperne, hvor de får lov til at løbe ved siden af en erfaren hund. Alle slæderne bliver trukket af 8 hunde, som løber parvis.

Nogle af hundene har sågar deltaget i Iditarod Trail Sled Dog Race flere gange. Her tilbagelægges 1000 miles (ca. 1.600 km) over 8-15 dage i Alaska! En af hundene i vores slæde havde gennemført denne tur hele 3 gange!

Chaufførens hund: en 8 måneder gammel labrador ved navn 'Mud', som tog kærligt i mod alle, der steg ombord på minibussen.

Synet vi blev mødt med, da vi ankom til ranchen, var overvældende. For alle slædehunde elsker selvfølgelig koldt vejr, og de stod derfor alle sammen ude foran deres hundehuse.

Ca. 100 styks blå plastiktønder, som hver udgør et hundehus. Alle hundene er lænket til en kæde, så de kan bevæge sig - dog uden at komme i karambolage med hinanden.

En slædehund og dens hundehus, som er isoleret med lidt halm i bunden.

Alle hvalpene holder til i burene. Det kan se koldt og kynisk ud at placere dem her, men selv i denne kulde hænger tungen ud af munden på dem .. rettere sagt, de sveder så snart de bevæger sig bare en smule. Derudover er det ikke unormalt for hundene, at de bliver omkring 18-20 år gamle! - de fleste hunde bliver 10-12 år. Men der bliver også forbrændt 5.000 kalorier pr. slædehund på en dag, og for de yngste (og til tider mere ivrige) hunde, så er dette tal 10.000 kalorier.

I hytten her fik vi muligheden for at skifte vores støvler til nogle varmere. Derudover havde de også huer, luffer og lignende, så man ikke skulle komme til at fryse, hvis man havde undervurderet kuldegraderne. 

Lige så glubske hundene kunne virke, lige så kærlige og rolige var de, når man først nærmede sig dem.

Slæden har to former for bremser: en sort gummi-måtte (som ses i midten i bunden) og en metal-bremse, som sidder over måtten. Gummi-måtten står man på med en eller begge fødder for at sænke farten. Hvorimod metal-bremsen hugger sig ned i sneen og dermed er i stand til at bremse slæden totalt og ikke mindst sørge for, at den forbliver bremset. Det tager dog stadig nogle meter, at få bremset slæden fuldstændigt.

Turen vi skulle ud på var 12 miles (ca. 20 km), og vi ville halvvejs få muligheden for at skifte chauffør, hvilket vi selvfølgelig sagde 'ja' til. Manden på billedet herover begyndte instrukserne, men forsikrede os om, at han ikke havde mere end ca. 10 min. til at forklare i, før hundene ville overdøve ham med deres tuden og hylen. For som han sagde: "They just wanna get going!" (DK: De vil bare i gang!).

På videoen her og her får I en fornemmelse af HVOR meget larm 100 hunde kan lave, når de alle stemmer i og begynder at hyle og dernæst at hoppe og gø i ren begejstring over snart at skulle afsted.

Efter grundige instrukser i hvordan man bremser, styrer og (vigtigst af alt) altid holder fast på slæden, blev vi delt op i 3 hold, som blev sendt afsted af 3 omgange. Alle slæder har en, der står op og en der sidder i selve slæden. Slædehundene var mildest talt begejstrede, da de en efter en blev hægtet på. Se bare her, hvordan de begejstrede slædehunde er klar til afgang.

Man skal ikke have kendt mig længe, før man ved, at jeg generelt er bange for alle dyr, men i særdeleshed edderkopper og hunde. Så jeg var mildest talt spændt på at møde de (i mine øjne) glubske hunde, der bare vil løbe, løbe og atter løbe. Men takket være lidt kiggen på afstand, og egentlig også nogle hunde, som var mere interesserede i at løbe end af at gø af mig (og dermed gøre mig forskrækket), så gik det hele egentlig rigtig godt. Og i de ca. 4½ time, som vi tilbragte i deres selskab, da glemte jeg næsten alt om min frygt for hunde! Se bare billederne længere nede, hvor jeg er helt tæt på de "glubske" hunde, haha! :-D

Og her finder I flere videoer fra vores tur:
Hundeslædekørsel 01
Hundeslædekørsel 02
Hundeslædekørsel 03

Hundene bliver hentet enkeltvis, og er udvalgt ud fra hvor meget de to i slæden vejer samt hvordan de arbejder sammen. Nogle hunde kan ikke enes med hinanden, andre er førerhunde og nogle tredje er unge slædehunde, som kræver en erfaren ved deres side.

Det kildede i maven, da vores hunde en efter en blev hægtet på linen, og vi dermed nærmede os tiden for vores afgang. Se her hvordan det så ud: klar til afgang.

Undervejs på ruten havde vi to medarbejdere med på hver deres snescooter - en forrest og en bagest. De sørgede for, at vi hele tiden var komfortable med situationen ved bl.a. at informere os om stejle nedkørsler, skarpe sving og hvornår den ene og anden bremse ville være bedst at bruge. Når de ikke gav os kørevejledninger, så holdt de sig på afstand, så man slet ikke kunne høre snescooterne, men derimod nyde den beroligende susen fra slædens tur over sneen samt hundenes lave pusten.

Der blev holdt en passende mængde pauser på turen, så vi bl.a. for alvor kunne nyde landskabet, få taget billeder og ikke mindst få lidt mere at vide om hundene, der trak vores slæde. Vores hed f.eks. Yang, Zuko, Adam, One-Eyed Wendy, Boger, Tomba, Schmiegl og Kyoto. Ja, det tog også lidt tid for os at lære dem udenad, men den havde vi jo også en masse af. Gennemsnitshastigheden var ca. 13 km/t.

Vores hold var delt op i 4, og vi havde derfor en hundeslæde foran os og to bag os.

Landskabet var godt dækket af sne, og der faldt stadig en smule sne, da vi kørte gennem landskabet i de ca. 2 timer, som turen varede. 

Man sidder virkelig lækkert og lunt i slæden. Og lyden af sneen og de forpustede slædehunde er så beroligende, at man sagtens kunne tage en lur, hvis turen var længere.

Den lyse hund, Yang, der spiser sne, gør det for at køle ned. Hundenes maver er lavet til at kunne tåle den kolde sne, så selv under selve kørslen blev der hapset lidt sne fra siden af sporet.

Et styks MEGET glad slædehund! Tjek bare smilet på den bagved, haha! Stemningen var virkelig god på slæden, se bare her: hundeslæden. 

Smilene var store og humøret højt, da vi med god fart kørte gennem det sneklædte landskab.

Slædehundene skulle selvfølgelig takkes med kæl og kram efter turen!

I den brændeovns-opvarmede hytte, som også havde varme støvler og luffer, blev der serveret varm kakao og hjemmebagte cookies og brownies efterfølgende. Det var virkelig lækkert, og lige hvad man havde brug for, selvom man ikke var blevet kold på turen.

Steamboat Springs: Skiferien

Søndag (d. 11. feb.) klokken meget tidligt (04:45) ringede vores vækkeur, og vi fik efter lidt morgenmad sat kursen mod Steamboat Springs - 230 km nordvest for Golden. Turen skulle i følge Google Maps tage lidt over 3 timer, men trafikken var (trods det ukristelige tidlige tidspunkt) langsomkørende indtil vi for alvor kom ind i bjergene.

Med solopgangen i ryggen kørte vi vest på.

Den lave temperatur har ikke tilbageholdt denne mand fra at tage klapstol og fiskestang med ud på den frosne sø.

Nej, det er ikke den berømte Route 66, men turen til Steamboat Springs (syd om Arapaho & Roosevelt National Forests) var virkelig smuk, og man følte sig MEGET lille i det store og dramatiske landskab.

Sneen ligger tungt på træerne og får tankerne ledt hen på filmen Narnia.

Vores hotelværelse på Steamboat Hotel. To 1½-mandssenge var det eneste de havde tilbage, da vi bookede. Så vi havde masser af soveplads!

Meget uvant for diverse skihoteller, så var det her tilladt at have både ski og skistøvler med inde på hotelværelset. Andre hoteller tillader ikke engang, at man går fra ski-opbevaringen til sit værelse iført sine skistøvler, fordi det ødelægger gulvene.

Tilbage til fortiden!

Udsigten fra vores hotelværelse på 3. sal, som mest af alt svarede til 2. sal.

Hjemmefra havde vi booket 5 overnatninger for kun ca. 3.000 DKK. Der var dog ikke morgenmad inkluderet, men til gengæld et vældigt velfungerende wifi - det bliver man dog ikke mæt af. Så vi fandt den nærmeste Walmart og fik købt nogle små bægre yoghurt og havregrød, som fungerede rigtig godt som morgenmad. Derudover fik vi bestilt pizza til hotelværelset (ja, dovenskaben indtraf den aften, haha) og vi fik bl.a. også besøgt en lækker (og ikke mindst super billig) mexicansk fastfood restaurant ved navn QDOBA.

Foruden de 6 dage på ski, havde vi også booket en hundeslædetur til om tirsdagen og ski-instruktør til om onsdagen. Den halve dag gik med hundeslædeturen, og I får derfor et seperat blogindlæg om den oplevelse snarest.

Søndag var vejret fantastisk og pisterne ligeså! Cowboyen med ski på til venstre i billedet er Billy Kidd - en tidligere olympisk alpin skiløber. Steamboat Springs er den by i USA, der har flest oplympiske deltagere - hele 89 styk! Derfor er der også bannere overalt i byen med navne på deltagerne, og buschaufførerne ønsker "Good luck olympians" på deres digitale skilte foran på busserne.

Dagene på ski kommer hurtigt til at ligne hinanden, men vi havde desværre ikke mange dage med så meget sol og blå himmel, som på billedet her. Det blev desværre kun til en enkelt dag. Men se: igen suuuper brede pister med nærmest ingen mennesker på! Så lækkert!

Gondol-liften, som på ca. 10 min., fører dig op af bjerget har forskellige fun facts oppe under taget. Her kan I bl.a. læse, at børnene i Steamboat Springs aldrig har haft snefri! Når man har set hvor meget sne, der kan falde i Steamboat Springs, så taber man lidt kæben over dette. Men de er trods alt også VIRKELIG effektive til at rydde vejene, så trafikken stadig kører. Derudover kører der en håndfuld gratis busser rundt i byen, som både skiløbere og andre mennesker frit kan benytte sig af. Bussen kørte hver 20 min. fra vores hotel.

Dette billeder beskriver (desværre) meget godt vejret, som det så ud mandag til torsdag. Skyer, tåge og snevejr!

Tåge og sneklædte træer! Smukt og mytisk ser det ud, men solskin og blå himmel er nu bare flottere og bedre.

Mandag prøvede vi kræfter med lidt off-piste-skiløb mellem træerne, men det er svært! Man skal manøvrere hurtigt og får endnu hurtigere meget fart på, haha! :-D Der er lagt en video op på bloggen/YouTube, som meget præcist viser min kamp mod skovens bakker.

Og ja, vi fik sne! Rigtig meget sne! Nogle målinger siger 40 cm fra mandag til torsdag!

Onsdag havde vi booket ski-undervisning til os begge. Rune havde privatundervisning fra kl. 9:00-16:00, og jeg havde gruppe-undervisning (sammen med 3 andre) fra kl. 10:00-15:00.

Steamboat Springs er kendt for deres varme kilder, men når nu hotellet har en deeejlig varm udendørs hot tub (som er gratis), så var det dét, som valget faldt på! Efter 25-30 min. i det varme vand kan man uden at fryse gå op af basinet og de ca. 20 meter tilbage til hotellet.

Torsdag aften fik vi bison!

Der bliver brændt masser af kalorier af på pisten om dagen, så der skal selvfølgelig også nogle ind igen. Her får vi bison! Pomfritterne her i USA er altid lækre, sprøde og godt krydrede. Mums!

Fredag morgen stod vi op til en himmel, der ENDELIG var skyfri! Vi havde begge glædet os virkelig meget til at skulle stå på ski på de nypreparerede pister uden tåge og tyk puddersne, men så langt kom vi desværre aldrig. Efter morgenmaden begyndte vi at pakke vores kufferter, sådan så vi kunne tjekke ud af hotelværelset, stå på ski dagen lang og køre hjem, når lifterne lukkede kl. 16. Men da Rune er halvvejs med at pakke bilen, får han lavet en forkert bevægelse med ryggen, da han vil rykke en taske til side i bagagerummet. Han kom tilbage fra bilen med voldsomme smerte i venstre side af ryggen (nærmest fra top til bund). Efter en kort pause på hotelværelset, 2 smertestillende og noget tigerbalsam forsøgte vi at bære skiene hen til busstoppestedet, så vi kunne komme afsted til liften. Halvvejs måtte Rune dog (som kun bar vores stave) sætte sig ned pga. de voldsomme smerter, og konklusionen var klar!

Dér sluttede ferien! ØV ALTSÅ og en hel masse bandeord! Jeg havde ellers taget begge sæt ski, men nu hvor Rune ikke engang kunne bære skistavene, så var der ingen fornuft i at tage bussen til skisportsområdet og gondolen videre op, for bare at ende i et endnu større smertehelvede.

Så vi vendte næsen om, smed ski og skistave i bilen og vendte snuden hjemad med 5 dages skiferie i bagagen i stedet for 6. Klokken var kun 9:30 .. den skulle snarere have været 16:30.

Rune havde kørt hele vejen til Steamboat Springs, så med hans rygproblemer var det selvsagt, at jeg kørte hjem. Vi er virkelig glade for, at vi begge to har kørekort! Turen hjem gik nord om de bjerge, som vi kørte syd om på vej til Steamboat Springs. Trods nedadhængende mundviger var humøret nogenlunde - det skete trods alt på den sidste dag, og ikke den dag vi tog afsted.

Den blå rute tog vi hjem fra Steamboat Springs. Her kørte vi bl.a. gennem en masse små byer. Hot Sulphur Springs har ca. 700 indbyggere, Granby har ca. 1900 indbyggere, Tabernash har lidt over 400 indbyggere og Tabernash har ca. 1250 indbyggere. På denne rute fik vi også lejlighed til at se ruten til Winter Park, som er et ski resort, som vi også har adgang til med vores liftkort. Vejen derop er dog det rene Tour de France med nålesving af en sådan kaliber, at man mange steder må ned på 10 km/t i svingene. Samtidig kan man "se langt" på GPS'en, fordi vejen snor sig så meget, som den gør.

Her lørdag formiddag er situationen mere eller mindre den samme, men med en snert af forbedring at spore. Rune ligger ned i sengen det meste af tiden, så nogle ville nok mene, at alt er som det plejer. Men det er lidt af en stiv træmand, der lister rundt i lejligheden nu - der er knap så meget spræl, men blot et stort fokus på ikke at twiste ryggen.

Vi satser på, at det går over af sig selv, og at vejen frem er hvile, varme karbad og kærlighed.

P.s. Tjek videosiden ud, hvis du missede de to links i dette blogindlæg. Du finder den øverst i højre side af bloggen, eller ved at klikke her.