mandag den 30. april 2018

Boulder by og te-tur

Boulder var med i vores overvejelser, da vi skulle finde et sted at bo her i Colorado. Men eftersom at Golden kunne tilbyde blot 1 times kørsel til bjergene, så vandt sidstnævnte by som bekendt den runde. I dag (søndag) fik vi dog endelig lejlighed til at besøge Boulder, som ligger ca. 40 min. kørsel nord for Golden. Byen er kendt for sine mange unge, som studerer på University of Colorado, hvis hovedcampus er placeret i byen - halvdelen af indbyggerne (ca. 97.000) var tilbage i 2010 28 år eller yngre! Foruden universitet er byen også kendt for dets naturlige vidunder kaldet 'the Flatirons' (som vi vil aflægge et besøg senere), dets hovedstrøg (Pearl Street) og teproducenten 'Celestial Seasonings', som siden 1969 har produceret te lidt uden for Boulder centrum med ingredienser fra hele verden.

Turen fra vores lejlighed til Boulder centrum

Oprindeligt hedder det Pearl Street Mall, men ligesom i Brisbane, så er dette 'mall' (DK = butikscenter) "bare" en gågade, som der er kræset lidt ekstra om. Strøget i København ville derfor ikke i mine øjne betegnes som et 'mall', da dette ville kræve flere træer, blomster, bænke og sted- eller stemningsrelaterede statuer, ligesom Brisbane, Golden og Boulder tilbyder.

Man farer sjældent vild, så længe man kan se bjergene, for de ligger som perler på en snor mod vest.

Gaderne i Boulder holder den gamle western-stil med lave, røde mustenshuse, som ligger klods op af hinanden på begge sider af vejen.

Pearl Street

Smukke tulipaner pryder gadebilledet i Boulder


Kort over Boulder centrum. Og ja, vi noterede os også 'no dogs allowed', men så altså masser af hunde i alle størrelser (og snor).


Bronzestatuen 'Hearts on a Swing'


Pearl Street




Frokosten blev indtaget på 'Illegal Petes', som serverer mexicansk mad. Jeg bestilte en morgenmads-burito med røræg, bacon, ost og kartofler i, mens Rune fik en med oksekød, kartofler, chili, bønner, tomat og ost.

Celestial Seasonings blev som sagt grundlagt i 1969, og producerer i dag 105 forskellige slags te med en produktionsvolumen, der kan nå 100.000 teposer om dagen! Hjemmefra havde vi fundet ud af, at man kan komme på en gratis guidet tur rundt på fabrikken og dernæst smage på alt det te, som man havde lyst til. Den mulighed ville vi selvfølgelig ikke gå til spilde (gratis ting OG smagsprøver?!), så efter en tur ned af Pearl Street satte vi kursen mod fabrikken, hvor vi ankom lige tids nok til at nå den næste guidede tur.

På den 45 min. lange tur fik vi først vist en introduktionsvideo og blev derefter vist rundt på fabrikken. Man måtte desværre ikke tage billeder inde i selve fabrikken, så det er begrænset hvor meget billedmateriale, jeg har fra vores besøg. Jeg har dog fundet følgende officielle video fra fabriksturen, som I kan se - den er dog kun på engelsk. Undervejs på turen så vi både de 20 kg tunge sække med de tørrede ingredienser i, de lukkede rum hvor der opbevares yderst stærktlugtende pebermynte (det var en kradsbørstig omgang for øjnene og næsen) og produktionsbåndene, hvor det hele blandes, samles og pakkes. Desværre for os producerer de ikke i weekenderne, så der var stille på fabrikken og båndene stod stille. Men vi fik snuset, kigget, lyttet og lært og ikke mindst grint lidt af udseendet, når man er iklædt blå hårnet (se længere nede).

Fabrikken er placeret på 'Sleepytime Drive'. Sleepytime er en af Celestials varianter, som er uden koffein.

Souvenirbutikken

Før og efter den guidede tur havde man mulighed for at smage på de forskellige te-varianter. 8 af dem var allerede gjort klar til at blive tappet, mens de resterende varianter kunne bestilles kvit og frit.

Der smages på både varme og kolde typer te.

Menu kortet med de mange forskellige slags te.

Klar til operation? Næh, bare klar til fabriksrundvisning inden kameraerne skulle pakkes væk.

søndag den 29. april 2018

Donut-ræs

Lørdag morgen ringede uret allerede kl. 06:00. Det var dog ikke fordi, at ski og støvler var pakket og gjort klar til en dag i bjergene, men fordi undertegnede havde tilmeldt sig endnu et løb: 'Donut Dash*' i City Park, Denver (*dash = hurtigt fremstød/fremstormen).

City Park er en rimelig åben park uden de helt store træer, som giver masser af skygge - i hvert fald til sammenligning med Frederiksberg Have og Søndermarken, som vi kender hjemmefra. Dog er der en del større statuer og bl.a. også denne havepavillon, som i dagens anledning dannede rammen om en blandt de mange udstillere til løbet.

I modsætning til sidste gang jeg løb i City Park (Skt. Patricks Dag) så var det grønne tema skiftet ud med den runde, friturestegte og glasurpyntede donuts. Ligesom til de andre løb, så var folk i alle aldre og størrelser mødt op og mange havde iklædt sig en eller anden form for beklædning med donuts på (sokker, pandebånd, shorts, oppustelige donuts osv.).

Mit outfit! Den officielle løbe t-shirt og lange tights (som dog sagtens kunne have været shorts).

Omkring 700 løbere var stillet til start, hvor man kunne løbe 5 km, 10 km eller en kombination af begge. Da starten gik kl. 08:45 stod jeg klar 5-10 meter fra startgrænsen, så jeg ikke skulle kæmpe med at overhæle diverse langsomme løbere, gående, løbevogne og hunde! Rune stod klar til at heppe på mig på sidelinjen, og var at finde med et bredt smil på læben 4-5 steder undervejs på ruten, mens jeg kæmpede mig rundt i parken.

Med lækre 12-15 grader klokken 9 om morgenen (vi ramte de 24 grader i dag), solskin fra en blå himmel og en let kølende brise, fik jeg en god start på løbet, og kunne knap halvvejs se, at jeg havde mulighed for at slå min tid fra måneden før ('Hoppin' Half' d. 31. marts, tid: 00:29:35). Og rigtigt nok, lang historie kort, så kom jeg ind i tiden 00:28:37 - knap et minuts forbedring på en måned!


Efter løbet blev der serveret donuts til alle løberne, og tilskuere kunne købe dem for sølle 50 cents. Vi valgte dog, at nøjes med en enkelt, som vi delte. Det var også rigeligt til at få stillet vores donut-trang, selvom det var den første vi har fået her i USA.

Stort smil, trætte ben og et galoperende hjerte, men også en medalje om halsen og en donut til 'eftermiddagskaffen'.

Medaljen fra dagens løb!

torsdag den 26. april 2018

Snydt!

Skisæsonen er nemlig forlænget med to uger for ét af de i alt syv territorier i Winter Park ('Mary Jane territory')! Det var en glædelig overraskelse, der mødte os, da vi i den forgangne weekend endnu engang satte kursen mod Winter Park velvidende, at vi snart skulle sige farvel til Winter Park og weekenderne på ski. Overalt ved skisportsstedet hang nemlig store plakater med det dejlige budskab.

Men af samme grund må I (desværre) også vente lidt endnu med den billedrige beretning fra vores utallige timer på pisterne. Sæsonforlængelsen kommer som følge af knap 28 cm nyfaldet sne i den forgangne uge, hvilket vi også har kunne mærke her i Golden - en times kørsel fra Winter Park. Vi satser på, at forlængelsen kan give os 1-2 halve skidage ekstra, da Runes arbejde også skal passes og fordi jeg har et officielt løb d. 28. april. Solens varme gør sneen til slush-ice allerede omkring middagstid her sidst i april, så derfor regner vi med halve dage, hvor vi så til gengæld ankommer tidligt til skisportsstedet - i søndags var vi heldige at få første lifttur kl. 8:23, selvom de officielt først åbner kl. 9:00.

Indtil da nyder vi, at dagene byder på lunere vejr (omkring 20 grader), som netop også har givet os muligheden for at spise aftensmad udenfor på balkonen.

Det er med at nyde silhuetterne af hele bjergkæden, så længe vi kan se den. Små, fine lysegrønne blade stikker nemlig så småt frem på de store træer på vejene.

Lasagne, lækker udsigt og lyse aftener på balkonen!

Temperaturen udenfor under aftensmaden.

Smukke farver over bjergene. Solnedgangen i dag (onsdag d. 25. april) var kl. 19:46.

torsdag den 19. april 2018

Halvvejs!

I dag nåede vi dagen, hvor vi er halvvejs i vores ophold her i USA. 106 dage er gået, og 106 dage ligger foran os i kalenderen før vi igen betræder dansk jord.

De sidste mange uger er for Runes vedkommende gået med arbejde og skiture, og mine med træning, frivilligt arbejde, gåture med de gamle, skiture og de daglige gøremål. Men bare rolig, vi har ikke isoleret os helt fra omverdenen, men tværtimod brugt mange eftermiddage og aftener i selskab med Runes kollegaer (som oftest Richard, Ignacio og Dominik). Omgivelserne har været alt lige fra tennisbanerne rundt om hjørnet til de lokale restauranter. Yndlingsstedet er dog Rock Rest Lodge, som er en spøjs blanding af en bar, restaurant og pub. Der vises sport i fjernsynet, serveres lækker og billig mad og drikke, og så er stedet indrettet med lidt spillemaskiner, billardborde og tonsvis af skøre og skæve loppefund på væggene og i loftet, som virkelig giver stedet liv og charme.

Da vi onsdag d. 11. april var forbi stedet bød vejret på 24 grader, så vi nød de første par timer udenfor inden vi trak ind for at se Denver Nuggets spille en afgørende kamp i fjernsynet. I kan se en lille stemningsvideo fra aftenen, hvor der var livemusik til omkring 21-tiden.

Teamet! Fra venstre mod højre: Ignacio, Richard, mig, Rune og Dominik.

Nu hvor skisæsonen for vores vedkommende slutter på søndag, så vil de fremtidige weekender også byde på flere endagsture rundt omkring i Colorado. Listen med steder, som vi stadig mangler at besøge, er i hvert fald lang, og anbefalingerne kommer stadig ind i en lind strøm fra alle som vi møder - bekendte som ukendte.

De sidste 106 dage har dog ikke været en ren badeferie. For med 8 timers tidsforskel, en god håndfuld stater og et Atlanterhav, som en fysisk og tidsmæssig opdeler, så kan selv den lækreste lejlighed med bjergudsigt og oplevelsesrige dage ad libitum ikke opveje det afsavn og den hjemve, som i hvert fald bygger rede i min krop, når jeg er væk hjemmefra i længere tid. Især tidsforskellen styrker følelsen af at være isoleret fra ens omgangskreds derhjemme. For når Danmark vågner, så går vi i seng, og når vi f.eks. har tid til at snakke over Skype hen på eftermiddagen (amerikansk tid), så er I derhjemme så småt klar til at krybe til køjs. Et par ugers tilvænning er nok til at huske at medregne de 8 timers forskel, men det er nu engang en underlig følelse at leve forskudt på den måde her - også selvom vi har prøvet det før.

106 dage lyder på sin vis ikke af meget, men antallet af oplevelser og mængden af nye indtryk overstiger hvad man normalt oplever hjemme i Danmark i samme tidsrum. Derfor er det også en blandet følelse, som vi står tilbage med, når man kigger tilbage på vores halve ophold her i USA. For på den ene side virker det (3½ måned) ikke som lang tid, men alle oplevelserne får vores danske afsked d. 4. januar til at virke længere væk tidsmæssigt.

Pludselig indser man hvor privilegeret man er; at man har muligheden for at opleve hjemve (altså rettere sagt muligheden for at rejse), at man har familie og venner, som man kan savne (og som ikke mindst savner én), og ikke mindst at afstandene hjemme i Danmark til familie og venner kan tilbagelægges på et par timer og ikke halve dage. Vi savner muligheden for "bare lige" at smutte forbi ens familie eller venner til en kop kaffe, hyggesnak eller en af de talrige fødselsdage, som månederne byder på.

Så ja, der er dage hvor man må hanke lidt op i sig selv, huske på at dagene til hjemrejsen trods alt kan tælles og så ikke mindst nyde den virkelig gode tilværelse, som vi trods alt har her i Golden og som vi virkelig sætter pris på.

Afslutningsvis får I her et billede af det smukke forår, og ikke mindst et af morsomheden ved at have et "eksotisk" navn, som de færreste kan udtale eller stave:

De hvide kirsebærtræer er at finde overalt i vores område og i Golden by. Men især et enkelt træ på vores parkeringsplads har jeg nydt at følge hver dag, hvor man tydeligt har kunne se hvordan knopperne har vokset sig større og større.

HC = hot chocolate. W = whipped cream (flødeskum). Hille .. ja ja, 4 ud af 5 bogstaver er da rigtige.

P.s. Status på vores bil er, at vi til dags dato har kørt 3227,5 miles i den, hvilket svarer til 5194,2 kilometer.

mandag den 16. april 2018

Vind, varme og vinter

"Det er da et underligt vejr I har jer". Sådan har vi hørt det gang på gang fra familie og venner, når vi den ene dag har kunne berette om 18 grader og solskin fra en blå himmel, for så dagen efter at vågne op til et 'winter wonderland', som alle drømmer om til jul.

Og ja! Det er nok det mest skizofrene vejr vi nogensinde har oplevet. I Australien havde vi jo som bekendt 20 grader om natten og 30 om dagen i Brisbane fra september måned og frem til vi rejste fra byen. Så hvis vejret var godt om morgenen, så var det også godt om aftenen, og tøjkriserne opstod derfor sjældent, fordi et outfit kunne bruges hele dagen.

Billede fra lørdag d. 3. marts, hvor vi ramte de 18 grader i skyggen.

Her har vi nogenlunde stabilt vejr .. i løbet af én dag!

Inden vi rejste afsted mod USA tænkte vi mere på stater såsom Californien og Florida, når man drømte om sol og sommer året rundt. Men Colorado har op imod 300 dages solskin om året, hvilket for vores vedkommende har fjernet enhver form for vinterdepression. Derudover har vi også haft lange dage de første to måneder, hvor solen står op ved 7-tiden og går ned ved 17-18-tiden. Efter at vi har skiftet til sommertid, så har vi dagslys fra 6:30-tiden til 19:30-tiden, hvilket vi virkelig nyder!

For bedst at blive klogere på vores klima her i Colorado og byen Golden, så må vi kigge på vores omgivelser: land hele vejen rundt (altså intet hav, som hjemme i Danmark) og bjerge mod vest. Sidstnævnte har i særdeleshed en stor betydning, fordi vi ydermere ligger placeret ved foden af bjergene (det såkaldte 'foothills'-område). De vinde der kommer fra vest bevæger sig således over bjergene og hamrer derefter ned mod os. Det har forårsaget en del søvnløse nætter, hvor blæsten har buldret på ruderne i timevis, og både vægge og gulve rør på sig! At vores lejlighed ydermere ligger øverst og direkte mod vest hjælper jo selvfølgelig heller ikke på det "problem".

De hårde vinde er dog et fænomen, som højest varer en til to dage hvorefter vi generelt har pænt og vindstille vejr. Men når jetstrømmen, som normalt bevæger sig i 6-15 kilometers højde, kommer tættere på jorden, så får vi det at mærke. Vi bor jo som bekendt i en højde af ca. 1,8 km.

Kombinationen af den lave luftfugtighed og højdemeterne (og dermed den tyndere luft) er skyld i en del. Vi oplever bl.a. allerede et UV-indeks, som er i stand til at give én solskoldninger. Undertegnede har netop prøvet at stå på ski med solskoldede knæ efter en solrig dag på byggepladsen - det er ikke prøvet før, og kan heller ikke anbefales! Og I så bare hvordan Rune så ud efter en dag på ski. Den lave luftfugtighed øger også vigtigheden af at få nok væske indenbords. Denvers turistinformation rådgiver sågar også om, hvordan man vænner sig til og gebærder sig i højden.

Vejrudsigten fra Steamboat Springs d. 16. februar. Bemærk hvor stor indflydelse solens stråler har på temperaturen.

Som I kan se på billedet ovenover, så har solens tilstedeværelse stor betydning for temperaturen. Vi har derfor også flere gange kunne sole os (nærmest sveddrybbende) på balkonen kun iført badetøj, men så snart solen forsvinder bag en sky eller går ned bag bjerget, så har vi straks måtte gå indenfor og afbryde solbadningen. Det positive ved dette er dog også, at vi har kunne sove godt og køligt om natten indtil videre.

Naturen er foranderlig, og det er vores udsigt dermed også! Billedet her er fra en smuk vintermorgen d. 20. februar.

Stilen er i top, når solen skinner, men termometeret viser minusgrader! Billedet er fra en kold morgen i slutningen af februar.

Ja der er normalt bjerge i baggrunden, men på de rigtig tågede dage forsvinder de fuldstændigt. Til gengæld har vi glæde af de fine Narnia-lignende snedækkede træer tæt på.

Har slet ikke tal på hvor mange gange jeg har mødt en bil så snedækket at jeg måtte dobbelttjekke, at det rent faktisk var vores bil inden jeg skrabede den fri. På det seneste har sneen dog været så våd, at jeg nemt har kunne skubbe den af bilen.

Endte som en omvandrende snemand efter en 3,6 km lang gåtur d. 22. februar, som tog ca. 45 min.

De sidste par uger har vi dog kunne mærke og ikke mindst se foråret titte frem. For hvert snefald bliver græsset liiige lidt grønnere, og diverse forårsblomster er også at finde rundt omkring i byen. Derudover har vi virkelig kunne mærke at årstiden skifter, når vi har stået på ski de sidste par gange. I slutningen af marts oplevede vi snevejr på pisterne, hvorimod dalen fik regnvejr. Vi lå altså lige på grænsen af hvor koldt det skulle være for at vores skitur ikke blev meget våd! En mere detaljeret og billedrig update på vores skiture kommer om en uges tid ;-)

Grønne skud på træerne ved vores parkeringsplads (30. marts 2018).

Hyacinter titter frem og giver farve i Parfet Park i Golden (30. marts 2018).

Påskeliljer i Parfet Park i Golden (30. marts 2018).

Derudover ved vi, at foråret (når det for alvor rammer) højest sandsynligt vil byde på hagl i rigelige mængder, og at sommeren vil give 'thunderstorms' ligesom vi havde det i Australien. Så vi krydser fingre for, at vores bil går fri af den værste haglstorm og dermed også slipper for en tur forbi en såkaldt hagl-reparation, som vi har set skilte for hos diverse bilmekanikere og lignende. Se bare nedenstående billede, som jeg har fundet på Google i mangel af et. Vi har set en god håndfuld biler her i Colorado med en lignende kølerhjelm... og nej, vi har ikke mulighed for at parkere i en carport, garage eller lignende.

En haglramt kølerhjelm!

fredag den 13. april 2018

Habitat for Humanity

Mange af jer har spurgt ind til mit frivillige arbejde, og om jeg stadig arbejder dér. Og det kan I tro jeg gør - med stor glæde! Alle mine torsdage har de sidste par måneder været dedikeret til at hjælpe Habitat for Humanity til at få bygget deres huse på den gamle skolegrund i Sheridan. Fredagene vil så småt også blive taget i brug, nu hvor skisæsonen lakker mod enden.

Byggemand Bob på arbejde! Walmart var det perfekte sted at finde godt og billigt tøj, så jeg ikke skulle frygte for malerpletter osv., og så sørger byggepladsen for udlevering af sikkerhedshjelm og -briller.

I anledningen af, at jeg nu har brugt 10 gange på det frivillige arbejde, så vil jeg give jer et lille billedligt overblik over hvad jeg egentlig laver på byggepladsen. For opgaverne er mange og ikke mindst meget forskellige, når jeg torsdag efter torsdag trækker i håndværkertøjet og sikkerhedshjelmen. Det er blandt andet dét, som gør det sjovt at komme dér.

Antallet af fremmødte svinger en del fra gang til gang, men vi er ofte 20-30 mennesker. De endags-frivillige (dem med hvide hatte på) er ofte skoleklasser eller virksomheder, som hhv. bruger dagen på at få nogle college-points eller som en slags teambuilding. Der er dog også altid en god håndfuld ligesom mig, som møder op alene.

Under sikkerhedsbriefingen bliver det understreget, at hvis man får stillet en opgave, som man ikke er tryg ved, så skal man blot sige til, og så får man en anden opgave. Men hvis man, ligesom mig, ikke er bange for stigerne eller værktøjet, så kan man prøve kræfter med alle processerne, som ligger bag at bygge et hus fra grunden af. Jeg har derfor både prøvet at være helt nede i fundamentet på et hus, hvor kun betonen var støbt til et nyt hus, og jeg har prøvet kræfter med at justere stikkontakternes "låg", sådan så huset kunne sikkerhedsgodkendes inden familierne flyttede ind (bare rolig, der var slukket for strømmen i huset).

Udstyret med en halv paptallerken (for ikke at svine for meget på gulvtæppet), en skruetrækker og en hobbykniv blev jeg sat til at justere de forskellige stikkontakter i huset, så de kunne sikkerhedsgodkendes. Mange af dem havde nemlig et for stort mellemrum mellem selve "dækslet" og muren. Den efterfølgende gang fik jeg at vide, at mit grundige arbejde havde fået huset godkendt! 

Aftenens program. 'Loaves & Fishes' er en religiøs organisation, som bl.a. hjælper med at brødføde fattige. Derudover samarbejder de med Habitat for Humanity, hvor de ofte har frivillige ude på byggepladsen.

Når et hus står færdigt afholdes en såkaldt 'Home dedication', hvor der bliver holdt taler og familie, venner, frivillige osv. er inviteret. En sådan 'home dedication' blev afholdt tirsdag d. 20. marts, hvor to boliger skulle overleveres til familierne. Jeg havde lokket Rune med for at vise ham, hvad jeg går og roder med på byggepladsen, og så han også kunne få sat ansigt på de faste frivillige, som jeg havde snakket om så mange gange før.

Grundet de mange fremmødte stod vi tæt i huset, da der blev holdt taler

Der var mange våde øjenkroge og klapsalverne blev der heller ikke sparet på, da de kommende husejere (manden og kvinden på hver sin side af talerstolen) holdt tale.

Aftenen var meget bevægende og følelsesladet, og der blev ikke lagt skjult på hvor taknemmelige familierne var for at de var blevet udvalgt og nu snart kunne flytte ind i et trygt og sikkert hjem, hvor episoder såsom slagsmål, polititilkald og skyderi ikke vil ødelægge deres børns opvækst. Efter talerne og selve hus-overrækkelsen, hvor båndet til hoveddøren blev klippet over, så var det tid til at fylde maverne. Begge familier havde derfor disket op med den lækreste hjemmelavede mad i mængder, som kunne havde brødfødt hele vejen. Så vi gik ikke sultne derfra!

3 .. 2 .. 1 ! Velkommen hjem! I kan i videoen her se selve overrækkelsen af familiernes hjem. Den blå trekant på huset til venstres dørparti har jeg malet (se billedet længere nede i blogindlægget)

Mad i rigelige mængder og af anden etnisk inspiration

Salater, kartofler og kød .. der manglede ikke noget!

Foruden at lære hvad alt værktøjet hedder på engelsk (uden knap nok at kende det danske ord for det), så har jeg også mødt en masse nye, søde og spændende mennesker. Alle dem med gul hat, som er de "fastansatte" frivillige kender mig, for jeg er hende med det eksotiske navn, som er svært at udtale. Mange af dem med blå hat (de faste frivillige) er også gået hen og blevet mine gode venner på byggepladsen. Og alt i alt så har mit gåpåmod, lyst til at komme uge efter uge og ikke mindst min interesse for at prøve nye opgaver givet mig en vis form for ekstra erkendelse, som kun resulterer i at jeg ikke får alle de dårlige og kedelige opgaver. Dertil må det dog tilføjes, at hvad der for nogen er en kedelig opgave (spartling, fugning og maling) er noget, som jeg virkelig hygger mig med og synes er rart, som en afveksling til det lidt grovere arbejde.

Der er nu altså noget tilfredsstillende ved at fuge! Især når den sidste omgang maling kommer på, som en flot finish!

Den eneste pistol jeg har haft i hænderne i dette land er indtil videre en fugepistol!

Ikke alle sideplankerne er malet, når de kommer op på huset, så jeg måtte i gang med det grove malerarbejde og malerrullen.

Arbejdsdagene er fra 8:50 til 16:30, hvortil den 45 min. lange frokostpause begynder kl. 12 og ofte kan nydes udenfor, hvor malerspande, arbejdsbukke og lignende bliver taget i brug som siddeplads. Selv her får man et lille kulturelt indblik, når man ser hvad amerikanerne har med i madkassen. En form for juice/sodavand, en lille pose chips og et lille bæger med yoghurt er et must for mange af de faste frivillige. Maden bliver dog også holdt kølig i en såkaldt 'esky' (DK: køleboks), så man ikke går ned på et godt måltid, hvor peanutbutter/jelly sandwich også ofte finder sin vej til. Min frokost er dog ofte "bare" nogle toastsandwiches, en bøtte med lidt blandet frisk frugt og så en lille snack i form af en chokoladebar eller lignende.

Jeg har været SÅ heldig med vejret alle dagene, og vi har tørvejr og temperaturer mellem 10 og 24 grader - og så er det jo bare med at have det rigtige tøj med/på.

Toastsandwich med pålæg og salat i. Rød peberfrugt. En lille bøtte chips. En protein/chokolade-bar. En bøtte med frisk frugt... og så ellers godt med vand indenbords, når man er udenfor i solen hele dagen!

Et af de større og mere fysisk krævende projekter var at grave ud langs fundamentet på dette hus. Det ligger sidst i rækken af husene, og man fandt efterfølgende ud af at niveauforskellen mellem dette hus og nabohuset i længden ville give fugtskader.

Derfor fik vi gravet ca. 40 cm ned langs huset, så vi kunne lægge en barriere ned langs husets fundament. Projektet tog hele dagen og vi var 3 om at udføre det. Det var rart at arbejde på et projekt, hvor man rent faktisk nåede i mål, da dagen var omme.

Resultatet af udgravningen! Huset er det, som I så blive overleveret til familierne tidligere i dette blogindlæg.

De forskellige lag på husene: Inderst træplader (ses øverst til højre), dernæst et lag plastik (nederst til højre i billedet), dertil såkaldt 'blue board' som isolering (ses øverst til venstre ude i højre side af huset) og til sidst den ydre beklædning, som ses nederst til venstre i billedet.

Der er et naturligt stort fokus på sikkerheden, og vi bliver derfor også undervist i hvordan vi f.eks. sætter skydestigerne op, så de står sikkert og solidt. Har man problemer, så får man blot en af de gule hatte til at hjælpe én. Det samme gør sig gældende, hvis man på et tidspunkt når sin grænse for hvor højt man har lyst til at gå på stigen. På billedet her sætter vi paneler rundt om vinduerne, og selv foretrak jeg at stå indenfor på 1. salen for at holde brættet i stedet for på stigen.

Alt værktøjet bliver stillet til rådighed på byggepladsen.

Er dybt fascineret af hvad man kan skabe med en god samling træ, skruer og beslag, og man får for alvor øje for det, når man går gennem husene, som stadig kun står som skeletter. Se bare i videoen her, hvordan de forskellige faser af husene udarter sig på byggepladsen: fra færdigt hus, til skelet til et nyudgravet fundament.

Alle former for elektrisk værktøj bliver man undervist i at bruge, hvis ens opgave for dagen kræver det. Jeg har derfor også lært at bruge sådan en bordrundsav, som ses på billedet her. 

Udeskuret på billedet over dette skulle have lister på omkring taget, og mig og Ed (min makker for dagen) var derfor flere gange henne for at kigge på udeskurene, som stod færdige. 

Alle husene har et skur hver, som er knap 4 kvm stort. Der er derfor rig mulighed for at opbevare cykler, ski og lignende derinde.

Kun fundamentet er støbt til dette hus, og opgaven gik derfor på at sætte en form for bobleplast (det blå materiale) på, sådan så træet og betonen ikke har direkte kontakt.

Husene har ikke kælder, men nok snarere hvad man ville kalde en krybekælder.

De hvide hjørner på huset herover hjalp jeg med at sætte op. De kommer i næsten fuld længde, og er derfor rimelig svære at balancere med. Så vi var mange hænder på projektet for at sikre os, at listerne sad helt op ad huset.

Det er et stort præcisionsarbejde, når der skal måles op, og vi måler derfor hellere en gang for meget end en gang for lidt! Her slås der streger, så vi ved hvor bjælkerne skal ligge.

2 uger efter projektet med listerne fik Ed og jeg til opgave at gøre skurene klar til at få lagt tag på. 

Der bliver rullet ud, klippet til og hamret i! 

Det endelige resultat! Taget er nu klar til det såkaldte 'shingles tagpap'
Fortsættelse fulgte, da jeg den 10. gang mødte op. Udskurene skulle gøres klar til at få såkaldte 'shingles' på.

Der hamres, streges, måles og skæres, så materialerne bliver siddende og flugter!