P.s. Making America great again

Efter 7 måneder i USA vil vi tilsnige os, at komme med lidt forslag til hvordan Hr. Trump rent faktisk kan 'make America great again'. For de sidste 7 måneder har budt på megen rynken på næsen, store overraskelser som efterfølgende er blevet til spørgsmålstegn. For hvorfor gøre sådan og sådan, når det åbenlyst er det mest ineffektive, usikre og ressourcekrævende?

Vi vil derfor løfte sløret (og måske ikke mindst lette på låget for frustrationerne) over for de ting, som vi både hader og elsker USA og amerikanerne for at gøre, være og opretholde.

Effektivitet og nok snarere manglen på samme springer hurtigt én i øjnene i dette land. Alle supermarkederne pakker dine varer, mens de scanner dem. Så som handlende står man bare og venter på, at man kan betale, hvis man da ikke tager sine indkøbsposer én efter én og sætter i vognen. Størstedelen af medarbejderne er de sløveste bananer, som tager sig mere end god tid til at pakke, snakke med kollegaer osv., og selv står man bare og glor.

Derudover falder man nemt over medarbejderne i supermarkederne, men ikke på den gode måde. Snarere som i at det ikke er et sjældent syn at se 4-5 medarbejdere stå og småsludre, mens kun én af dem reelt set arbejder. Både Walmart og outlettet Ross har en 'greeter' ansat, som udelukkende står og siger "Velkommen til Walmart/Ross". Ligeledes ser man ofte en eller to vejarbejdere udelukkende stå med et skilt, hvorpå der f.eks. står 'slow' (DK: langsom) for at sænke hastigheden på trafikken. I Danmark havde vi nok bare tænkt, at et sådan skilt godt kan stå af sig selv, haha!

(Billedet er lånt fra internettet)

En anden frustration, som især kommer til overfladen i supermarkederne, er den falske høflighed. Ordene 'sorry' og 'excuse me' sidder MEGET løst på især de handlende, som selvom man ikke engang er i nærheden af at røre hinanden eller køre ind i hinandens kundevogne siger 'excuse me' eller 'sorry'. Det bliver simpelthen brugt og misbrugt i en sådan grad, at selv briternes 'please', som bruges adskillige gange i en enkelt sætning, blegner i sammenligningen. For mig er det i hvert fald ikke naturligt, at sige 'undskyld mig', hvis jeg bare så meget som passerer en anden handlende med indkøbsvogn. Især ikke når gangen er bred nok til tre vogne og jeg ikke engang går i vejen for de produkter, som de kigger på.

Vi vil dog stadig gerne rose amerikanerne for deres væremåde. For til trods for den falske høflighed, så har vi ikke siden Australien mødt så mange mennesker på vores vej, som har udvist en reel og oprigtig interesse for os, vores baggrund og vores liv i Colorado. Australierne er kendt for at være et venligt folkefærd, men det mærkat kan amerikanerne (i hvert fald dem der bor i Colorado) også velfortjent tage til sig. Men jo længere nord på vi kom på vores lange roadtrip jo mindre flinke var folk.

I Australien havde vi campervanen parkeret 10 min. gang fra operahuset, og vi fik os ofte en snak med de forbipasserende. I New York City derimod følte vi os knapt så velkomne! Mange glor bare uden at smile, hilse på eller lignende, så vi har på intet tidspunkt lavet mad i vores campervan, fordi vi simpelthen ikke følte os velkomne nok til dette. Tager vi på roadtrip i en campervan igen, så vil vi helt sikkert genoverveje hvor vi gør det, for det lader til at have en betydning for oplevelsen, at ikke kun naturen, men også menneskene er gode.

Det bliver ofte nævnt, at Danmark er det lykkeligste og gladeste folkefærd. Ærlig talt, så forstår vi det ikke! Magen til "hvad-rager-det-dig" og "pas-dig-selv" kultur, hvor vi bl.a. helst undgår at snakke med fremmede, passer ikke ind i vores opfattelse af at være et lykkeligt og glad folkefærd. For med amerikanernes åbne sind, snaksagelighed og positivitet (sidstnævnte også i til tider overdrevede mængder), så føler man sig mere velkommen i USA (et nyt og ukendt land) end man ofte gør i køen i Føtex derhjemme.

Vejene kan i den grad også tilføjes til dette blogindlæg. For vejenes tilstand er virkelig ringe mange steder, og store huller og bump truer gang på gang understellet af ens bil. Selv på strækninger hvor hastighedsgrænsen ligger på 45 mph (72 km/t) eller 65 mph (104 km/t) vil man kunne se store huller, som man uden tvivl helst vil undgå at køre ned i.

Vi har dog en klar formodning om, at disse huller ikke er den eneste grund til at folk kører SÅ råddent som de gør. For vejnettet er mange steder dårligt opbygget, og striberne på vejen giver sjældent én særlig lang tid til f.eks. at skifte vognbane inden at der er fuldt optrukket. Man ender derfor alt for ofte med f.eks. at køre over fuldt optrukne streger for at nå hen til sin vognbane osv.. Vores teori er derfor, at denne konstante sløsen med reglerne kun forværrer amerikanernes kørsel, fordi man reelt set er nødt til og vant til f.eks. at se bort fra vejens opbygning osv. for at kunne komme gennem gaderne. Et andet eksempel er den overdrevne brug af STOP-skiltet. I Danmark kender man som bilist til vigepligtsreglerne. I USA er alle steder hvor to veje mødes tilklistret med STOP-skilte. Den overdrevne brug gør at man i sidste ende ikke tager skiltet alvorligt, og derfor ikke foretager et 'fuldt stop', men langsomt triller over.

Sløseriet i bilen kombineret med hvad amerikanerne tror de har af multitaskings-evner resulterer derfor ofte i sammenstød på vejene. For der bliver både snakket i håndholdt telefon, spist mad, taget sele på mens man kører osv. osv. Så det er ikke unormalt at se sammenstødte biler i vejkanten med dertilhørende bilister, som udveksler forsikringsoplysninger.

Andre knap så sikre ting er postkasser! I USA kan enhver åbne din postkasse og tage indholdet ud uden at skulle bruge en nøgle. Så i modsætning til så mange andre ting, hvor man ikke kommer nogen steder uden et amerikansk CPR-nr., så er alt ens fysiske post i vores øjne meget sårbar. Men det kræver selvfølgelig også, at man har en tyv, der er villig til at stå at rode igennem alt ens fysiske spam-mail for at finde brevene af værdi. For uge efter uge modtog vi den mest meningsløse bunke reklamer og ikke mindst breve, som på samme facon som spam e-mails forsøger at snyde én. Vi har f.eks. modtaget et brev om, at garantien på vores (11 år gamle) bil snart udløb. Øøøh okay? Brevene er forsøgt gjort virkelighedstro af udseende, men får man først læst dem igennem, så oser de af spam og et grælt forsøg på at lokke informationer ud af én.

Den åbne postkasse er vores. I modsætning til husenes postkasser, så kan kun postbuddet åbne disse .. 

.. men fælles for alle postkasser er det, at man ikke kan se hvem der bor dér, ligesom man ellers kan i Danmark.

Men nu hvor sikkerheden fejler i postkasserne, så er der gjort meget ud af at sørge for, at man ikke kan blive sagsøgt eller sagsøge andre. Alt lige fra de officielle løb, som jeg har deltaget i, til min stille og rolige gåtur onsdag formiddag har budt på en 'waiver' (DK: afkald), som man har skulle underskrive. Man frasiger sig dermed muligheden for at sagsøge den pågældende, hvis man nu skulle komme til at løbe for hurtigt, så man blev dårlig, dehydreret eller ligefrem døde! Ja mange af tingene er man udelukkende selv herre over, men USA er (desværre) blevet et land, hvor man skylder skylden på andre, hvis man har muligheden for det!

Derudover er noget så dumt som nedgravede elkabler og lignende markeret hver .. evig .. eneste .. gang der er et kabel eller rør - i stedet for blot at markere at dér i dette område er nogle kabler eller rør. Derfor kan man overalt i nabolagene se røde, gule, blå og hvide flag i græsplænerne, som I kan se det på billedet herunder:

En helt almindelig græsplane i en privat forhave har en god håndfuld flag.

Et af flagene fra græsplænerne.

Så ja, hverdagen kan i den grad gøres mere effektiv i USA, og der er mange ting som enten skulle skæres fra (medarbejdere, regler og vilkår), tilføjes (mere digitalitet, også for ikke-amerikanere) eller bare opdateres, så det lander i 2018 og ikke det forrige årtusind.

Hvornår vi får muligheden for at besøge USA igen vides ikke, men vi vil sige tak for denne gang, og slutte bloggen af med dette indlæg. Vi glæder os til at se den resterende familie, som vi ikke har fået hilst på i den første uges tid, og så siger jeg/vi tak endnu engang fordi I læste med.

Kærlige hilsner fra de
australsk/amerikanske danskere
Rune og Helle

Hjemme igen

Med maven fyldt af sommerfugle, et stort smil på læberne og to kroppe der bar alt hvad der kunne bæres af tasker og kufferter blev vi gladeligt modtaget af vores familier, da vi ankom til Københavns Lufthavn lørdag d. 4 august ved 13-tiden.

Den 7½ time lange flyvetur var bogstavelig talt fløjet afsted. Rune havde fået sovet i ca. 5 timer, og jeg fik vist også lukket et øje eller to, men ikke noget af betydning. Trods forsinkelsen var hele den nærmeste familie mødt op; mine forældre, min søster Mette og min faster Birgit samt Runes forældre, lillebror Thor og bedsteforældre. Gensynsglæden var overvældende og krammene endnu større. Tænk engang, nu var eventyret slut og de 7 måneder i USA for alvor ovre. 

Der slæbes ..

.. og slæbes ..

.. men smilene og glæden er ikke til at tage fejl af!

De utallige timer brugt på skiture, vandreture, køreture og oplevelser dagen lang på tværs af USA var pludselig skiftet ud med en triviel tur fra Københavns Lufthavn til Borup. Menuen var ikke længere restaurantmad, streetfood eller fastfood, men lam og flødekartofler, og i dagene derpå masser af rugbrød! Borup er ikke New York City, og vi ELSKER det! Vi har sovet helt utroligt godt (12 timer den første nat) i en ordentlig seng, med ordentlig udluftning og absolut ingen lyde udenfor. "Rigtig" mad og bad lidt oftere end hver 2./3. dag bliver nydt i stor stil, og vi er virkelig blevet forkælet siden vi kom hjem for en uge siden.

Roadtrippet endte altså med ca. 2.700 tilbagelagte kilometer, 50+ seværdigheder, 20 dage, 8 stater, 2 personer, 1 campervan og en drøm, der gik i opfyldelse!

Oversigten over det lange roadtrip fra Atlanta til New York City.

Siden hjemkomsten er kufferterne blevet tømt, vores ting er flyttet tilbage i lejligheden på Frederiksberg (som har været udlejet) og vigtigst af alt, så har vi fået set vores familie og venner igen. På mandag er Rune tilbage på DTU, og jeg begynder mit nye arbejde som SCM/Kundeservice hos B. Braun Medical A/S på onsdag.

Vi håber, at I har nydt blogindlæggene, billederne og videoerne på bloggen - det hele forbliver online, ligesom bloggen fra Australien stadig er. Det har været sjovt, anderledes og udfordrende at skulle dokumentere vores liv på ny, men vi håber, at I stadig har haft mod på at følge med fra start til slut.

Colorado har dannet rammerne for mange uforglemmelige oplevelser, og staten vil altid have en særlig plads i vores hjerter. Skulle vi nogensinde flytte til USA, så står Colorado og byen Golden øverst, og nok egentlig også alene, på listen!

Tak til:

- Alle Jer der endnu engang har fulgt vores halve års tid i udlandet
- Vores amerikanske familie aka. onsdagsgågruppen og særligt Coco, Glen, Augie, Nancy, Pete, Jim, Harold og Betty (ENG: Thank you all for providing us with love and a home .. away from home!)
- Hele holdet bag Habitat for Humanity/AmeriCorps, som har lært mig håndværksfaget
- NREL og især Richard og Ignacio for at fylde vores hverdage med hyggelige middage og gode diskussioner
- Mine forældre, Bent og Susanne, for utallige Skype-samtaler og kærlighed på tværs af Atlanten
- Runes forældre for at hente og bringe os til lufthavnen - især med tanke på turen til lufthavnen tilbage i januar, hvor uret ringede kl. 3 om natten. Tak Jan!
- Alle de venlige sjæle og velmenende anbefalinger, som vi især har mødt og fået i Colorado, men også i sydstaterne
- Maximilian fra Storbritannien, som gav os de uundværlige råd om hvor vi kunne parkere i New York City
- Walmart for at give os et sted at parkere campervanen på vores tur fra Atlanta til New York City
- Planet Fitness for gratis bade på hele det 3 uger lange roadtrip
- Norwegian for at få os sikkert tur/retur og med al bagagen i god behold
- Alle amerikanere, som vi har mødt i løbet af de 7 måneder. I har i sandhed både bekræftet og punkteret stereotyper, fordomme og drømme om hvordan USA, amerikanerne og deres kultur var og er

Fra Frederiksberg til Borup til Colorado til turen fra Atlanta til New York City til Borup til Frederiksberg. Vi glæder os til lidt tid i fred og ro inden vi pakker kufferterne og flyttekasserne igen.

En flad fornemmelse

Vores sidste rigtige dag i New York City blev en stille og rolig en af slagsen - så stille og rolig, som det nu kan blive i en by som New York City. Vi brugte de første 3-4 timer på at pakke bilen, så vi ikke skulle tænke mere over det, og fik efterfølgende fyldt maverne med hvad der bedst kan beskrives som en solid omgang amerikansk morgenmad (se billedet længere nede).

Dagens anden og reelt set sidste opgave var at lukke vores amerikanske bankkonto. Det blev heldigvis gjort uden problemer, og resten af dagen kunne derfor nydes på Times Square og i Central Park, hvor vi fik suget de sidste storby-oplevelser til os. En anbefaling fra en ven på facebook ledte os i retning af pizza-restauranten, Roberta's, i det nordøstlige Brooklyn. Vi havde aldrig fundet stedet selv, da det lå godt gemt bag en grafittimalet dør. Men bag døren dunkede musikken højt, mens pizzaerne fløj ud af stenovnen i pendulfart. Vi kan klart anbefale stedet, hvis man er til lækre pizzaere med en tynd bund og en hip oplevelse, som man sent vil glemme.

Tre fuldfede amerikanske pandekager m. bacon og skinke ved siden af til Helle, og en stor vaffel, to spejlæg, bacon og skinke til Rune .. og så var vi da også mætte resten af dagen!

Langt nede på to-do listen lå Carlo's Bakery, som er kendt fra tv-kanalen TLC og programmet 'Cake Boss'. Det var dog en skuffende oplevelse, og et bageri, hvor der var større fokus på salg af merchandise end kager.

Grand Central Station.

Central Park.

Central Park.

Central Park.

Central Park.

Roberta's pizzaria i Brooklyn.

Den første pizza .. 

.. og den anden.

Toilettet på restauranten.

En anden side af Brooklyn, som vi ikke havde set før.

Fredag d. 3. august skulle være store afrejse dag. Uret ringede klokken 6, så vi kunne nå et bad, aflevering af bilen kl. 10 og flyafgangen kl. 22. Men så nemt skulle det ikke gå!

Dagen efter vi kom til New York City havde bilen meldt om lavt dæktryk, men vi kunne hverken se eller høre noget, da vi kørte en tur rundt om blokken. Rune snakkede med vejsidehjælpen og de sagde at det sikkert bare var sensoren der var noget i vejen med. De næste par dage holdt vi øje med dækkende og kunne ikke se at de skulle være flade. Denne morgen var dækket dog fladere end fladt! Så vi ringede med det samme til vejsidehjælpen, som var tilknyttet udlejningen af campervanen. Der skulle komme hjælp 40-45 min. senere .. der gik 1,5 time og vi havde stadig ikke fået hjælp. Så vi ringede igen og blev lovet hjælp 15-20 min. senere .. der gik 45 min. og der var stadig ingen hjælp! 5 min. senere (efter endnu et opkald til den ellers meget hjælpsomme vejsidehjælp) kørte et bjærgningskøretøj op foran campervanen og begyndte at hejse bilen op, så forhjulene var hævet over jorden. Forvirringen var stor, og kommunikationen ikke-eksisterende mellem os og manden i køretøjet. Han svarede kun, når vi spurgte ham om noget.

Men vi havde fået at vide, at de bare ville skifte dækket og i hvert fald ikke køre bilen væk. Der var et reservedæk bag i, men bare ikke værktøjet til at skifte det. Efter en ophedet diskussion i telefonen mellem manden, der nu var i gang med at køre vores bil væk (med os i bjegningskøretøjet), og kvinden på kontoret fra vejsidehjælpen, blev vi sat af ved en butik, der eftersigende skulle kunne skifte dækket. Stedet var lukket og nøglen drejet om, så dér stod vi med vejsidehjælpen i røret og forsøgte at hitte rede i hvad aftalen var: skiftning af dækket eller kun køretur til et sted, der kunne skifte det. Pludselig, mens vi snakkede i telefon, hægtede manden i bjærgningskøretøjet os af og kørte sin vej - uden at sige ET ENESTE ORD! Vi var ovenud forbavsede, overraskede og chokerede over hans opførsel! Vi betalte ham heldigvis ingenting, for han var blevet forudbetalt direkte fra kontoret.

Til vores store held var vi blevet sat af ved en tankstation, hvor der på den modsatte side var et autoværksted. Vi kørte bilen derhen, og var fra kontorets side af blevet lovet, at de selvfølgelig ville betale for udskiftningen/reparationen. Vi var ydmyge og taknemmelige over at få hjælp på værkstedet, men blev behandlet af de ansatte som havde vi været nogle arrogante idioter, som talte ned til dem.

Denne form for service har vi desværre mødt alt for mange gange i New York og de nordlige stater. Man føler sig slet og ret dårligt behandlet, hvilket vi ikke forstår, nu hvor drikkepengesystemet har så stor magt i USA. For så bliver de jo netop "straffet" for deres dårlige opførsel/service.

Vi havde regnet med at bruge maks. 30-40 min. på at få ordnet bilen, men det tog snarere 4 timer! Så da klokken var 11 og bilen skulle have været indleveret kl. 10, havde vi hverken fået morgenmad eller bad, hvilket begge var tiltrængt. Ved 13-tiden var vi endelig nået frem til udlejningskontoret og havde fået et bad inden da. Vi havde forsøgt at ringe til kontoret flere gange, for at meddele at vi blev forsinket, men de tog ikke telefonen og telefonsvarer-indbakken var fyldt, så vi kunne ikke engang lægge en besked. Men der var heldigvis ingen problemer, og vi slap også for at skulle betale for køleskabet i bilen, som ikke havde kølet ordentligt den sidste uges tid.

Fra udlejningskontoret bestilte vi en Lyft til lufthavnen, som halvanden time senere havde fragtet os hele vejen fra New Jersey til JFK Lufthavn i New York. Klokken 15 fik vi dagens første måltid, hvis man ser bort fra de få múslibarer, som vi havde spist i mangel af bedre - vi vidste jo aldrig hvornår bilen blev ordnet.

Klokken 19 tjekkede vi bagagen ind, og klokken 22 skulle vi have fløjet. Vi lettede dog først ved midnatstid, og kunne lande i Danmark 7,5 time senere ... (fortsættelse følges i næste indlæg)

Bilen havde holdt med hjulene helt ind til kantstenen, så vores brede campervan fyldte så lidt som muligt langs vejen, hvor vi var parkeret. Om dette ligefrem har holdt bilen oppe eller bare skjult det flade ved vi ikke .. men fladt var det i hvert fald!

Og 1-2-3 så var bilen løftet, og han var nær kørt afsted uden os!

Det var så anden gang på et halvt år, at vi prøvede, at vores bil blev kørt væk på denne måde!

Billedet er fra da vi endelig fik den på værksted.

Bilen tømmes og gøres klar til at blive inspiceret og afleveret.

Vores første rigtige måltid blev dette.

JFK lufthavnen.

Jeg har altid kigget efter andre, der kom slæbende med alle deres ejendele, og tænkt: "Gad vide hvor de skal hen?". Så det var sjovt at tænke på, at denne dag havde vi hele vores liv pakket ned i tasker. Tøj, tøj og atter tøj og selvfølgelig skiene (i den orange kasse). Vi fik også en del kommentarer og spørgsmål til vores skikasse. For vi er hverken i skisæsonen eller i et område, hvor man kan stå på ski (New York er en rimelig flad stat). En mand fik lov til at tage et billede af den.

Ø-besøg

Efter et par dages stilhed på bloggen kan vi nu meddele, at vi er hjemme i Danmark igen. Manglende strøm (til opladning af computeren) gjorde dog, at jeg ikke kunne skrive videre på bloggen, mens vi ventede på flyveren. I skal dog ikke snydes for vores sidste par dage i New York og ej heller hjemrejsen eller tankerne bag vores udlandsophold. Så hold øje med bloggen/nyhedsmailen og glæd jer til en ordentlig afrunding med både tekst og billeder. God læselyst!

Tirsdagen blev en billig omgang, hvor turen gik med den gratis færge til Staten Island og retur igen. På øen fik vi gået os en lang tur og blev overraskede over, hvor anderledes stille, roligt og fattigt, der var hér – blot 25 min. færgesejlads fra det rige og travle downtown Manhattan. Efter besøget på Staten Island besluttede vi os for, at besøge Times Square endnu engang. Vi ville ikke rejse fra USA med den virkelig dårlige oplevelse af stedet, som vi fik den første gang, hvor regnen stod ned og pladsen var proppet med turister og paraplyer! Konklusionen blev hurtigt, at Times Square er bedre i tørvejr og pludselig også virkede mindre, fordi vi nemmere kunne komme frem og ikke mindst havde mulighed for at se hele pladsen uden at skulle fjerne paraplyen.

Onsdag d. 1. august (dag 19) gik igen mod vandet, hvor vi havde booket færgetid til et besøg af Liberty Island og Ellis Island. Førstnævnte ø er dér hvor Frihedsgudinden er, og Ellis Island var øen hvor over 12 millioner immigranter ankom til New York i årene 1892 til 1954. Besøget på Liberty Island var overvældende for dér stod hun jo: Frihedsgudinden! Symbolet på New York City, statuen som alle kender og ikke mindst symbolet på hele USA og den amerikanske drøm! 

Vi valgte at tage den medfølgende audio-tour, hvor vi med et telefonrør til øret blev guidet rundt på øen og dermed også rundt om statuen. Lydklippene fortalte op og ned om historien bag statuen, hvordan den er bygget og ikke mindst hvilken betydning den har haft for amerikanerne. Efter lydturen gik vi selv en runde om statuen for virkelig at få den fulde oplevelse og se hende i et nyt lys.

Turen gik derefter videre til Ellis Island, hvor vi brugte en god håndfuld timer på museet, som har til huse i den gamle bygning, som blev brugt til at vælge og vrage tilrejsende immigranter. Millioner af skæbner, mennesker og historier har været gennem de rum, som vi gik i, og tanken om hvor hårdt det må have været dengang gav én gåsehud. Tænk bare på hvor mange måneder og år der blev brugt på at spare op til en 7 uger lang bådrejse fra Euorpa til USA. Forholdene ombord på bådene var sjældent gode, og ankom man til USA og var for syg, så blev man sendt retur. Familier blev splittet ad, mens andre (der havde rejst i jagten på lykke og succes i USA) kunne starte et nyt og bedre liv i det nye land.

Museet havde alt lige fra gamle ejendele fra de rejsende og indrejsepapirer (også på et par danskere) til billeder og oversigter over hvordan de mange europæere levede deres liv i USA. Vores anbefaling herfra må være, at man skal sætte en hel dag af til de to øer. Vi sejlede mod Liberty Island kl. 11, og var først færdige ved 18-tiden, men vi kunne sagtens have brugt længere tid på museet!

Færgeoverfarten til Staten Island var gratis.

Staten Island var som et kig tilbage i tiden med mange små butikker i et mere fattigt kvarter end Manhattan.

Vores gåtur på Staten Island rundede en lille park, hvor denne store sø var midtpunktet.

De to hvide vinger er Staten Islands mindesmærke for 9/11-terrorangrebet.

Mindesmærket har navn, fødsels- og dødsår samt ansigtet på personen i profil.

Udsigten fra Staten Island mod New Jersey (til venstre), Manhattan (til venstre for midten) og Brooklyn (til højre i billedet)

Manhattan skyline.

Mange lange dage med gåture på 20-30 km giver en solid plads til en is som denne fra Häagen-Dazs.

Onsdag d. 1. august startede gråt og lettere vådt, så vi kunne f.eks. ikke se toppen af One World Trade Center, som er 541 meter højt.

Men solen (og ikke mindst smilet) kom frem, da vi stævnede ud og nåede til Liberty Island.

Manhattan i baggrunden.

Frihedsgudinden er en stor turistattraktion, som I også kan se på båden her, der sejler ud omkring øen.

Museet på Ellis Island.

Museet på Ellis Island.

Den gamle ankomsthal.

Oversigt over forskellige rejsedokumenter, hvoriblandt vi fandt et par danskere, som I kan se på billederne herunder:

Brev fra politimesteren i Kolding købstad dateret 1886.

Oversigt over de forskellige skibe, som fragtede de tusindvis af eventyrlystne europæere, asiatere osv. til USA.

Passager-kontrakt.

Ankomstbygningen udenfor...

... og indeni.

Kortet her forklarer at bæreren af det ikke taler engelsk, og derfor skal have hjælp til at vide hvor han skal stå af toget.

Oversigten her viser fordelingen af hvor indvandrere der havde de forskellige jobs i forhold til amerikanerne.

Grafen her viser at danskere, som kom til USA, primært levede af at være landmænd. Italienerne var f.eks. i højere grad bagere.

Efterladt og doneret tøj, som de rejsende enten var i klædt eller havde med i deres dragkister ved ankomsten til Ellis Island.

De to kjoler er brudekjoler.

Oprindeligt inventar fra ankomstbygningen. 

Ellis Island.

Uden for museet var opstillet en mange meter lang mur, som på begge sider havde påskrevet alle navnene for de milioner af immigranter, der kom til landet.

Vi begyndte straks, at lede efter vores mellem- og efternavne (Skjold, Elmelund, Grønborg og Junker), og fandt et par navnefætre.

Ingen Elmelund'er i New York!

Dagen med Frihedsgudinden og Ellis Island blev afsluttet på burger-restauranten, T.G.I. Fridays