CO roadtrip #2 - Lige på grænsen

Søndag morgen vågnede vi op til dag 2 på vores tur, og det krævede selvfølgelig en solid morgenmad, for programmet var tætpakket og turen foran os lang. Hvad der derimod mødte os, var et diabetisk sukkerhelvede fra en anden verden, hvor vi måtte kigge langt efter noget mættende, som ikke ville give os et slagtilfælde samtidig. Ved indcheckningen aftenen inden havde vi fået anbefalet vaflerne, så med møje og besvær fandt vi ud af hvordan den noget avancerede vaffelmaskine virkede. Så vi fik trods alt lidt morgenmad indenbords, selvom vi gik uden om kagerne og de sukkerovertrukne mælkeprodukter. Det virkede dog endnu dummere, at de på hotelværelserne annoncerede for, at sengebetræk og håndklæder kun ville blive skiftet hver 3. dag for at spare miljøet, nu hvor både bestik, tallerkener og glas under morgenmaden var engangsservice af plastik/pap. Skraldespanden blev derfor hurtigt fyldt op.

Vaffel-arrangementet under morgenmaden.

Jo jo, vaflerne smagte da godt. Men et blødkogt æg, nogle havregryn og frugt ville da have hjulpet .. og ikke mindst holdt os mætte i længere tid. Det gule i glasset skulle have været appelsinjuice, men smagte bare af vand!

Velvidende at vores næste stop ville blive Mesa Verde National Park, og at billetterne til de guidede ture hurtigt bliver udsolgt, tog vi ind til Durango by for at få købt nogle. Byen var stille trods sine 18.500 indbyggere, så vi kunne i ro og mag spadsere op og ned af hovedgaden indtil vi fandt turistkontoret. Vi kunne svagt fornemme lugten af røg, og påmindelserne om brandmændenes heltemodige arbejde hang overalt i diverse butikker og på gadeskiltene i Durango. Branden, ved navn F416, har stået på siden starten af juni nord for Durango, og har bl.a. haft betydning for det gamle damplokomotiv mellem Durango og Silverton, som har måtte lukke - toget er ellers en stor del af Durangos turisme.

Durango by på en stille søndag morgen.

De indfødte er ikke glemt.

'Thank you to the heroes fighting the fire' (DK: Tak til heltene der kæmper mod branden).

'Our fire fighters are the best!' (DK: Vores brandmænd er de bedste!)

Ved 10-tiden havde vi købt billetter til to guidede ture senere på dagen (kl. 13:30 og kl. 15:30), og vi satte derfor kursen mod Mesa Verde National Park. Køreturen tog lidt over en time, så vi havde god tid til at spise frokost (på Far View Terrace) inde i parken inden den guidede tur begyndte.

Området uden for visitor centeret ved Mesa Verde National Park.

Der har været adskillige skovbrande gennem årene i og omkring Mesa Verde og Durango området. Denne afbrændte skov, som fandt sted i 2002, var inde i nationalparken.

Ligesom ved Great Sand Dunes National Park havde 'visitor centeret' ved Mesa Verde en udstilling/museum, som uddybede historien bag menneskerne, husene og området. Trods dette blev vi stadig klogere på vores guidede tur, og lærte bl.a. at selv en park ranger kan snuble. Jep, vores park ranger havde nær taget turen ud over kanten, som hun netop havde advaret os om! Men hun fik heldigvis fodfæste før det skete, så vi kunne fortsætte turen.

Inden den 1 time lange guidede tur overhovedet begyndte, fik vi grundige instrukser i at drikke masser af vand, tage det stille og roligt og ikke mindst være sikre på, at vi kunne klatre på stiger for at komme rundt. Selv havde jeg stået på en stige to dage i træk i 1. sals højde og malet, så disse fastsømmede stiger var intet problem!

Det såkaldte 'Cliff Palace' er det, som I kan se til venstre i billedet.

Efter det lille "uheld" hvor vi nær havde mistet vores park ranger/guide, valgte hun at tage opstilling på en lille afsats ved siden af stien.

Ja man skulle ikke være alt for bredskuldret/overvægtig før man ville have problemer med at komme tilbage til parkeringspladsen efter den guidede tur. Vi skulle nemlig gennem denne smalle passage, som I kan se på billedet.

Mesa Verde betyder 'grønt bord' på spansk, og refererer til toppen af "bjerget" (jorden over klippeindhugningen/husene), som er helt flad og derfor blev brugt til landbrug. Op mod 120 mennesker har boet i husene i de godt 700 år, hvor de såkaldte 'Ancestral Pueblo' folk boede her (år 550 - 1300 efter Kristi fødsel). Husenes opbygning var imponerende, dog med et noget variende håndværk fordi mange forskellige hænder havde været inde over. Vores park ranger på denne tur gjorde os dog opmærksomme på, hvor meget larm der måtte have været dengang med så mange mennesker samlet i klippehusene. For ved blot at hæve sin stemme en lille smule kunne man tydeligt høre den brede sig i hele området.

Puebloerne drev landbrug over klippeindhugningen og havde derudover både hunde og kalkuner. Hvad man dog ikke ved er hvorfor puebloerne forlod stedet omkring år 1300. End ikke et tæt samarbejde med folk fra pueblo-slægten har kunne give svar på hvorfor de forlod disse huse, og aldrig kom tilbage. Nogle har dog svaret, at tiden var inde for dem til at rykke videre, fordi de trods alt (til trods for 700 år samme sted) var et nomadefolk. Men ja, end ikke park rangerne ved præcis hvorfor.

Inden vores næste guidede tur havde vi god tid til at nyde den smukke udsigt, som de stejle kløfter i landskabet gav.

Udsigten fra venteområdet for vores næste guidede tur.

Vi kørte lidt videre i parken for at nå frem til vores næste guidede tur ('Balcony House'). Her blev vi mødt af en park ranger med langt gråt hår i en hestehale, som med store armbevægelser og et MEGET varierende toneleje, som gjorde ham svær at forstå fra tid til anden, guidede os gennem 'Balcony House'.

For at komme med på turen, som varede 1 time, skulle man dog bestå nogle krav. Det vigtigste var, at man skulle kunne komme gennem en ramme, som var samme størrelse som en 3,65 meter lang tunnel, som var på ruten. Derudover skulle man kunne klatre op af en 9,7 meter høj stige og ja, rent ud sagt ikke være den største amerikaner, for ruten var flere steder meget smal!

Vores park ranger/guide i fuld gang med at forklare om Pueblo-folket.

Rammen her viste størrelsen og formen på den tunnelen, som var på ruten.

Den høje stige.

Denne smalle passage ledte op til hullet, som I kan se på billedet nedenunder...

... hullet som man kom op af.

Panoramabillede af Balcony House. Vores park ranger gjorde klogt i at bede alle om at holde 1 minuts stilhed for at vise respekt for de puebloere, hvis hjem vi rent faktisk stod i. Stilheden var overvældende og gav én en mental pause, hvor vi også kunne nyde udsigten fra Balcony House.

Kan I spotte håndaftrykket?

Tunnelen, som tidligere blev vist i form af rammen, var kun akkurat bred nok til at Rune og jeg kunne komme igennem uden problemer. Vi skulle i hvert fald ikke have været meget mere bredskuldrede.

Til sidst skulle vi op af trappen her, for at komme tilbage til parkeringspladsen og vores bil.

Efter vores guidede tur tog vi en kort gåtur for at nyde udsigten.

På den lille gåtur fandt vi denne fætter.

.. og en hel masse kaktusplanter.

Kurs mod Four Corners.

Efterhånden som vi kørte fra Mesa Verde mod Four Corners åbende landskabet sig langsomt op og blev mere fladt. Det kan man dog ikke se på billedet her.

Ja, amerikanerne er virkelig VIRKELIG glade for deres flag! Og ja, de har ikke altid heeelt styr på proportionerne mellem flagstang og flag.

Efter Mesa Verde kørte vi videre mod Four Corners, som er stedet hvor staterne Utah, Colorado, Arizona og New Mexico mødes. Det var en naturlig vej for vores rute, så vi mistede ikke som sådan tid på turen andet end at forvirringen var stor, da vi forlod området igen. Vi fik nemlig sms'er om, at vores data ikke virkede før vi slog roaming til, og med udsigten til at hele dag 3 på turen skulle foregå i Utah, så panikkede vi lidt ved tanken om en høj telefonregning. At vi ydermere var et godt stykke på vej ind i Arizona (altså sydvest i stedet for nordvest) hjalp ikke på frustrationen over manglende dækning og GPS. Men et (mildest talt elendigt) opkald til T-mobile (som vi ALDRIG vil anbefale til nogen!), så fik vi nogenlunde styr på situationen og fik fortalt, at vores telefoner skulle virke i hele landet - uanset stat.

I skal ikke snydes for vores 'se-mig-jeg-er-i-fire-stater-på-en-gang"-billeder, selvom stedet mest af alt var en turistfælde (der var et maks. på 3 billeder pr. person, og vi måtte stå i kø for at få taget billederne) og tilnærmelsesvis en sjov 'gimmick': en lille pige på ca. 7-8 år stod i Utah-delen og fortalte sine forældre, at hun slet ikke kunne vente med at komme til Colorado, høhø!

På dag 3 havde vi i tankerne at ende i Moab (145 miles = 233 km), og vi var langt hjemmefra: Denver 420 miles (= 675 km).

Uden GPS eller nogen form for dækning, så var dette det nærmeste vi kunne komme på en udredning af hvilken stat vi var i. Der var rettere sagt ingen klare grænser mellem de fire stater, som jeg ellers nok lidt havde regnet med. 

Da vi endelig fandt den rigtige vej fra Four Corners ind i Utah fik vi endnu et problem: solen! For med en kurs der gik mod vest, så havde vi ikke udsigt til meget andet end solnedgangen, som takket være det virkelig flade landskab bragede ind i bilen, så end ikke solskærmene kunne hjælpe os. Vejen var ydermere en rigtig bumlevej, og vi blev derfor konstant blændet, når solen sprang frem bag skærmen. Men! Belønningen for det hårde arbejde med at køre i solen, kom så snart solen var gået ned bag de lave bjerge/klipper . Dér midt i ingenting et sted i Utahs sydøstlige hjørne så vi den smukkeste solnedgang, som vi NOGENSINDE har set! Det åbne landskab og ingen skyer på himlen gav os muligheden for at se farveskiftet hele vejen rundt (360 grader). Det var virkelig fortryllende, og vi havde svært ved at finde ord for hvor smukt det var. Wooow, siger vi bare!

Klokken havde nu passeret 20, men vi kørte længere endnu før vi fandt et sted at slå os ned for natten. I skumringen fandt vi byen, Bluff (indbyggertal: 320 tilbage i 2000), hvor vi fandt en lille Inn (ved navn Kokopelli Inn), som heldigvis stadig havde nogle ledige værelser. Vi tog det billigste (108 USD = 688 DKK), smed bagagen på værelset og fik dagens sidste måltid på den lokale tankstation, som også havde et lille café-område. Den lille by lå midt i ingenting, og havde knap nok gadebelysning, men der var dejligt stille og ikke mindre end 30 grader denne aften.

Området inden Bluff.

Stor som lille, alle byer har et 'visitor center' og et posthus!

2. nat på farten blev altså i Bluff.

Jeg tænkte tilbage på filmen 'Pretty Woman' (fra 1990), da vi fik denne nøgle i hånden. Dengang for 28 år siden var Richard Gere frustreret over nøglekortet, og savnede den gammeldags nøgle. Jeg var selv noget overrasket over, at nogle steder stadig bruger en rigtig nøgle i stedet for et nøglekort.

Rune fik to stykker pizza og jeg en skinke-ost sandwich.

Klokken 11 krøb vi til køjs efter et tiltrængt bad og 296,11 kørte kilometer. Diverse pauser, guidede ture og små vandreture havde givet også 11,1 km i skoene (12.225 skridt) denne søndag.

Oversigt over køreturen for dag 2: fra Durango til Bluff.