Boulders vartegn: The Flatirons

I jagten på de højere luftlag blev det lørdag d. 5. maj tid til at udforske Boulders vartegn: The Flatirons. Planen blev lagt fredag aften over et glas skotsk whisky på den skotsk inspirerede restaurant, West End Tavern, i Boulder centrum. Så da morgenmaden var indtaget den efterfølgende dag, samlede Rune og jeg Ignacio op for derefter at sætte kurs mod The Flatirons.

Turen til Flatirons fra vores lejlighed.

De i alt fem bjerge (kun de tre mod nord bruges som vartegn) ligger lidt uden for Boulder by (sydvest), og er dannet for ca. 290 til 296 millioner år siden. Deres nuværende tiltede form fik de dog først for ca. 35 til 80 millioner år siden. Navnet 'flatiron' (DK: strygejern) kommer fra deres specielle form, fordi det ligner tre strygejern, der er sat ved siden af hinanden. Fænomenet findes flere steder i verden, men udgør som sagt en stor del af Boulder bys branding.

Med tasken godt fyldt op med vand, solcreme godt smurt ud på kroppen og kameraet over armen begyndte opstigning ved 11:30-tiden. Udgangspunktet var en højde på 1723 meter, men vi nåede hurtigt opad inden vi overhovedet nåede nålesskovsområdet. Vores raske tempo krævede en del pauser, så vi ligeledes kunne få noget væske indenbords og ikke mindst nyde udsigten undervejs.

Ruten og højdeprofilen for dagens bjergbestigning.

Sværhedsgraden for det trail, som vi valgte, hedder 'moderate', hvilket er en 2'er ud af 3 (1: easy, 2: moderate, 3: advanced) og ruten vi tog var sammenlagt (tur/retur) ca. 5,60 km. De første 500 meter foregik på en bred grussti i det åbne, som derefter gik over til at være omringet af nåletræer. Den sødlige duft af granerne i solskinsvejret ledte straks tankerne hen på de danske sommerhusområder, og lune lyse aftener. Efter nåleskoven og et par valg af hvilket trail vi skulle tage, blev vi ledt hen til et område, som mest af alt lignede et stort stenbrud. Der var trods alt en nærmest skjult sti, som vi kunne krydse stenbruddet med. Og så begyndte den rigtige bjergbestigning ellers! Stien zigzaggede sig hele vejen op, og var ofte kun lige bred nok til at opadgående og nedadgående vandrere kunne passere hinanden. Stigningen var i vores øjne behagelig, men udfordrende, hvilket ofte betød, at de nedadgående fik lov til at passere ved de trange passager, sådan så de opadgående kunne få en pause, lidt at drikke og/eller en fotopause.

Ignacio (med den blå taske til venstre) og Rune på vej mod The Flatrions. Hvis man kigger godt efter, så kan man se alle fem bjerge, hvoraf de tre til højre udgør vartegnet. Vi besteg de to, som ligger helt til højre i billedet (mod nord i virkeligheden).

En vigtig ting at huske, når man vandrer, er at man fra tid til anden også får kigget bag sig. Her på billedet er f.eks. den smukke udsigt, som vi havde over Boulder by, da vi stadig gik på grusstien på vej op. 

Nåleskoven.

Nåleskoven og de vilde blomsterbuske.

Inde i nåleskoven begynder vi så småt at få en forsmag på hvad der venter os forude: en solid omgang bentræning!

Fuglefløjt, en sød duft af nåletræer, solskinsvejr og en behagelig lun temperatur på omkring de 25 grader.

Stenbruddet var noget af en overraskelse for os, men igennem kom vi da uden større besvær.

Stenbruddet.

For ja, vi skulle ikke langt op før at udsigten var fantastisk, og takket være de små pauser så fik vi rent faktisk set den. For med små trin, store sten og diverse forgreninger på ruten var blikket ofte stift rettet mod underlaget, så vi undgik at vride om eller snuble undervejs.

Allerede fra toppen af stenbruddet bød højden på ca. 1950 meter og denne smukke udsigt over Boulder og Colorado.

Stenbruddet set fra toppen. I kan også se en lille (og også lidt rystet) video af vores stenbrudsbestigning.

Rune foran de tiltede stenformationer med en ca. 45 graders vinkel på dem.

Den midterste af de fem flatirons kunne vi tydeligt se, da vi nåede toppen af flatiron nr. 2 fra nord/højre.

Dagens trekløver!

Man forstår hurtigt, hvorfor området kaldes Rocky Mountains.

Det eneste dyreliv, som vi så på vej op, var de andre bjergbestigeres hunde, som med tungen hængende langt ud af munden gelændte sprang fra sten til sten, som en anden bjergged. Da vi omsider nåede toppen af det midterste flatiron (ud af de tre) besluttede vi os hurtigt for at fortsætte videre til det nordligste flatiron. På turen her fik vi bl.a. rig mulighed til at se det tredje flatiron (det midterste af de fem), og da vi endelig nåede det nordligste flatiron bød udsigten mod vest på de smukke sneklædte bjerge langt ude i horisonten og ikke mindst de sødeste jordegern inden for hånds rækkevidde.

Da vi nåede det nordligste flatiron så vi disse små jordegern pible rundt mellem stenene. De var tydeligvis vant til mennesker, og de kom derfor virkelig tæt på én.

Jordegern inden for min hånds rækkevidde. Jeg havde dog begge hænder på kameraet og travlt med at fange bare et enkelt billede af den lille hurtigløbende firbenede fyr.

Sneklædte bjerge mod vest kunne spottes fra det nordligste flatiron.

Foruden de søde små jordegern så vi også denne 'punk'-lignende fugl med den blå-sorte fjerdragt.

Altitude: 2193 meter.

Efter at have nydt udsigten, stilheden og ikke mindst følelsen af 'vi gjorde det fandme!' begyndte vi stille og roligt at bevæge os nedad. Pludselig var pulsen ikke høj, og åndedrættet ikke besværet, og vi var dem der fortsatte vores kurs nedad mens de prustende og stønnende opadgående holdt pause i siderne på de smalle passager.

På toppen af det nordligste flatiron.

De fascinerende stenformationer fandt vi også flere steder på ruten op af de to flatirons. 

Mange af træerne langs stien var en god støtte, når stien blev stejl eller fodfæstet udfordrende. Selv dette træ, som ellers har valgt en noget skæv levevis, var stabilt nok til at man kunne støtte sig til det på sin vej op eller ned.

Det meste af stien lå i skygge takket være alle træerne, men Rune havde trods alt stor fornøjelse af sin hat fra Australien, fordi det heller ikke blæste voldsomt på noget tidspunkt af turen. Tværtimod havde vi en dejlig kølende brise flere steder på ruten.. 

Orme-udgravninger på et væltet træ.

Mange mennesker tog ophold her, da rutens besværligste stykke kun tillod en ensrettet trafik. 

Spot manden på bjergsiden! (Bare rolig, vi holdt os til den oprindelige rute).

Udsigten over Boulder by.

Pausetid! Ignacio fik forstrukket sit knæ under skituren i Arapahoe Basin for 2 måneder siden, og døjer stadig med knæet. Til trods for smerter undervejs på turen klarede han dog hele ruten uden større problemer. 

Den samlede tur tog 3 timer (inkl. pauserne) og vi fik på denne tid tilbagelagt 5,59 km med en samlet opstigning på 580 meter. Rutens højeste punkt var således 2193 meter, hvilket var en ny rekord for vandreturene. Da vi nåede tilbage til bilen havde klokken passeret 14:30, og sulten havde meldt sin ankomst.

Kaktusser i landskabet omkring nåleskoven.

Med Ignacio som vores halvlokale guide fandt vi det perfekte sted at fejre den veloverståede vandretur og ikke mindst få fyldt maven op igen. Ignacio har boet i Golden i ca. 1 år, og i Arizona i ca. 2 år, men er oprindeligt fra Spanien. Valget gik på den spanske restaurant, The Meditarrian Restaurant, hvor vi med kyndig vejledning fra vores spanske ven fik sammensat den perfekte tapastallerken med dertilhørende sangria til drengene og en friskpresset appelsinjuice til mig. Aaaah, det var lækkert! I restaurantens baggård sad vi udenfor i shorts og t-shirt og nød stilheden og muligheden for at sidde ned.

Ignacio og Rune bestilte sangriaer på den spanske restaurant.

Spansk tapas: patatas bravas, blæksprutteringe, foccacia-brød og ost.

Sydeuropæisk stemning i den spanske restaurants baggård.

Smuk blomsterdekoration på den spanske restaurant.

Efter den spanske tapas gik turen målrettet videre mod hvad Ignacio mente var det bedste sted at få is: Kilwins på Pearl Street Mall! De sælger både chokolade, fudge og is, men eftersom at drømmen om en stor is allerede var begyndt på vej op af bjerget tidligere samme dag, så skulle der ikke ændres på den plan. Drengene fik hver 2 kugler i en vaffel, som dog mest af alt svarede til 5-6 kugler af den størrelse man normalt får.

Gadegøgler i Boulder centrum.

Med vores halvlokale spanske guide (Ignacio) blev vi ledt direkte ind i syndens hule efter den lækre frokost. Chokolade- og isbutikken blev sidste stop på ruten.

På billedet her er der allerde gjort et stort indtag på de to kugler is, som drengene hver bestilte. Selv var jeg fuldstændig mæt efter den lækre tapas, og drengene måtte da også kæmpe med at få det sidste af isen ned. Der var selvsagt ingen planer om aftensmad den dag, nu hvor de to kugler is var på størrelse med 5-6 kugler, som man ville have fået normalt.

Da vi igen nåede hjem til Golden hen på den sene eftermiddag, og havde sat Ignacio af ved sin lejlighed, så var energien brugt op, og resten af dagen blev derfor brugt på langs.