Habitat for Humanity - part 2

20 gange (og 150 timer) er nu brugt på Sheridan-byggepladsen i samarbejde med Habitat for Humanity. Siden sidst (efter de 10 gange, som jeg nåede i midten af april) har jeg bl.a. udvidet mit værktøjsrepertoire, erfaret at en hammer kan slå hårdt og blevet 'forfremmet' til Regular Volunteer (dem med blå hat).

Jeg har erhvervet mig lidt logo-beklædt arbejdstøj. Den hvide t-shirt er en kortærmet løbetrøje, den blå en almindelig t-shirt og den sorte en top med såkaldt bryderryg.

Kun to gange siden sidst har vi haft dårligt vejr, hvor regnen har stået ned og torden og lyn har dækket himlen og overdøvet lyden af boremaskiner og hamringer. Ellers har vi haft temperaturer mellem 25 og 30 grader, solskin og ofte en skyfri himmel. Derfor fortsætter det solide indhug i vores solcreme (faktor 50) også, selvom skisæsonen er slut, for mange af mine arbejdsdage på byggepladsen er jeg uden for fra start til slut (kl. 8:50 - kl. 16:30).

Dagen hvor himmel og hav stod i et. Der bliver dog heldigvis planlagt ud fra vejret, så ingen arbejder udenfor, når regnen siler ned. Der er ligeledes ingen, som må være oppe på tagene, stigerne eller andre højder, så snart lyn og torden ruller ind over byggepladsen.

FØR: Det finere malearbejde er altid en proces, som går lidt frem og tilbage, da man fra tid til anden får ramt ved siden af. Jeg vil dog hellere bruge lidt ekstra tid (og gerne en ny pensel!) så jeg ikke skal male noget om.

En kølig dag i april blev brugt på at færdigmale haveskure.

EFTER: Det færdige resultat! Elsker en ren og lige opmaling - især når farverne står i kontrast til hinanden.

Yndlingsopgaverne er stadig fugning og maling. Men for at der ikke skal gå perfektionistisk stillesiddende/-stående arbejde i det, så står jeg altid klar, når nye opgaver byder sig til - og det ved de gule hatte (de fastansatte frivillige), så de spørger ofte mig først, når opgaverne skal fordeles. Jeg stræber efter at prøve så mange forskellige dele af processen, som muligt, så da bygning 12 skulle have hejst væggene stod jeg klar!

Bygning 12 skulle fredag d. 11. maj have sat ydervæggene op på den nordlige lejlighed. På billedet her kan I se sikkerhedshegnet, som er sat op dagen forinden. Midterlejligheden kan også anes mellem de to opsatte indervægge.

Torsdag d. 10. maj kunne jeg fra min stige i 1. salshøjde følge med i hvordan væggene til den sydlige lejlighed blev hejst op, sat på plads og hamret i, alt i mens jeg fik malet ydervæggene på bygning 11. De var rigeligt til arbejdet den dag, men jeg blev lovet, at jeg kunne hjælpe til dagen efter, hvis jeg havde lyst - YES! 

Vi var 2 gule hatte, 2 hvide hatte og mig selv til opgaven. Huset består af tre enheder (tre lejligheder), og fredagen gik derfor på at sætte ydervæggene op til den ene af de tre enheder. Der blev brugt en del tid på at tænke processen igennem inden at vi gik i gang, for alle ydervæggene skulles hejses op med en lift og derefter sættes op, hvilket egentlig lyder meget nemt og ligetil. Men for at undgå, at vi "spærrede os selv inde", når indervæggene skulle op, så skulle en af ydervæggene forblive åben, så indervæggene kunne hejses op. Puslespillet blev derefter kun mere svært, da alle indervæggene skulle "fordeles" rundt på 1. salen, så vi endnu engang ikke løb tør før plads og ej heller skulle flytte på dem alt for mange gange.

Ydervæggene er nummereret og ligger klar til at blive løftet op med teleskopliften, som bare går under navnet 'tellien' (ja, der er mange ord og meget slang, som skal læres i disse omgivelser).

Billedet her er taget fra midterlejligheden. Den lyse-lilla væg, som titter op er brandvæggen, som i sidste ende skal fortsætte hele vejen op. Hullet til trappen er dog lukket til med en plade af sikkerhedsmæssige hensyn, så tilgangen mellem de tre lejligheders øvre etage foregår gennem skelet-væggen, som I ser på billedet. En af de endagsfrivillige fortalte, at hun havde oplevet hvordan brandvæggen havde reddet en lejlighed, da der opstod brand i en tilstående. 

Ligesom inder- og ydervæggene, så bliver også trapperne produceret på Habitat' for Humanity's eget lager. Herfra får vi  bl.a. også malet det meste af bjælkebeklædningen. 

Næste væg er klar til at blive rejst og sat på plads.

Det er med stor præcision, at de tunge vægge løftes op på 1. salen og ind på plads mellem afstiverne til de vægge, som allerede er hejst. 

1. salen tager så småt form. Vægge bliver hamret fast med søm i bunden og ikke mindst, dér hvor to vægge mødes. Så snart indervæggene kommer op, så er de med til at afstive hele etagen, men indtil da holder de skrå bjælker væggene på plads.

Forvirrende ser det ud, men bjælkeskoven er den sydlige lejlighed med alle indervæggene monteret.

Vi var 5 mennesker til at løfte, flytte og placere væggene, hvilket var hårdt arbejde, som alle gange blev udført på "3-2-1 .. LØFT!". Men med 4 mænd og mig selv, så gik det, og vi holdt fokus på at løfte med benene og ikke mindst passe på tæerne, når de tunge vægge endelig "hoppede på plads". Jeg satte pris på mine sikkerhedssko, selvom ståltåen ikke blev nødvendig den dag.

Da to ud af tre ydervægge var rejst, så blev indervæggene hejst op og lagt i midten. Klokken havde nærmet sig 15, og med en fyraften kl. 16 ville vi ikke kunne nå at sætte væggene op. Det var ydermere begyndt at blæse op, så i stedet for at have indervæggene til stående at hvile op af ydervæggene, valgte vi at lægge dem i midten. Vi havde ellers inden da placeret hver eneste indervæg i nærheden af hvor den skulle op. Hver indervæg er nummeret, og som I kan ane på gulvet, så er der tegnet op hvor de skal stå.

Nordsiden efter at den fik ydervæggene op.

Opsætningen af den ydre vægbeklædning kostede for tre uger siden en mildest talt MEGET øm langemand, som stadig svagt kan mærkes og er øm. Fejlen var udelukkende min egen, da hammeren ramte ved siden af sømmet og i stedet gjorde min finger blå og med en dunkende smerte i den. Jeg var dog på byggepladsen igen dagen efter, men de resterende ni fingre gav et dårligt greb, da jeg skulle løfte tværstiverne til et stillads. Det resulterede i en klemt ringfinger og en mindre blodansamling - følte mig, som en kat med ni liv, nu hvor jeg var nede på at have otte uskadte og velfungerende fingre, haha!

Vægbeklædningen sættes op. Vi starter fra bunden af, hvor en såkaldt 'starterstrip' lægger bunden for vinklen på brædderne. Der er inden da sat V'er for at markere afstanden, og slået streger med en såkaldt 'chalk line snapper', som er en kridtdækket snor, som man strammer ud og løfter kort, så den slår en rød lige streg mellem ens afmærkninger. Vægbeklædningen på billedet her fra husets vestvendte facade på 2. salen over verandaen, hvilket i den grad giver anledning til nogle skæve stillinger og famøse hammerslag. Men vi klarer den og sikkerheden er i top! 

Blå mærker, ømme muskler og skrammer hører sig til, men mine arme og ben har ikke set så medtagede ud siden dengang fritiden blev brugt på at kravle i træer og bygge borge ud af børnehavens grønne mælkekasser.

Fingeren blev heldigvis ikke mere blå end det her, men hver gang jeg holdt den lavere end hjertet, så dunkede den kraftigt. Derudover tog det nogle dage, at vænne sig til ikke at kunne bruge den. Derfor var de første blogindlæg derefter en kamp at få skrevet, når man er vant til at bruge alle 10 fingre på tastaturet.

Neglen skiftede svagt farve, men ikke noget af betydning.

For nogle uger siden ansøgte jeg om at blive 'Regular Volunteer' på byggepladsen, så jeg ville få den blå sikkerhedshjelm. Regular Volunteers har foruden den blå sikkerhedshjelm selvfølgelig også et større kendskab til byggepladsen, værktøjet, arbejdsopgaverne og sikkerhedsprocedurerne. Så som Regular Volunteer vil jeg fremover have større ansvar og også skulle hjælpe og lede mindre grupper af endagsfrivillige (dem med hvide hatte). Vi er rettere sagt de gule hattes forlængede arm. Derudover slipper jeg for at skulle registrere mig (jeg møder bare op), og jeg vil også blive en del af de arrangementer, som de gule hatte afholder (f.eks. grillaftener).

Ud med den gamle, slidte og brugte hat .. 

.. og ind med den splinternye blå hjelm. Den er min fra nu og til evig tid! Så I siger bare til, hvis der skal hjælpes med til et byggeprojekt derhjemme ;-) Jeg ved i hvert fald mere om det nu, end for fire måneder siden. 

Regular Volunteers forpligter sig til at komme 24 gange på et år, og med mine 20 gange og mulighed for hele 36 gange inden afrejse, så var det intet problem for mig at blive kvalificeret. Mange af de andre gule hatte havde flere gang spurgt om jeg ikke snart fik min blå hat, men travlheden på kontoret resulterede i, at det trak ud. Så da jeg endelig fik den i går var der jubel og high-fives fra de gule hatte, som er blevet mine kollegaer på byggepladsen.

Foruden den blå sikkerhedshjelm, så fik jeg også denne langærmede trøje til de køligere dage. Dem har vi dog ikke haft mange af for nyligt, så påklædningen har snarere budt på korte shorts og en ærmeløs top. Så jeg har heldigvis sikkerhedshjelmen, så jeg stadig kan blive genkendt som Regular Volunteer.

Men selvom hatten indikerer, at man har en vis erfaring og viden, så bød min 20. gang stadig på et nyt projekt for mit vedkommende: dørmontering! Jeg var dagen inden blevet briefet om hvilke opgaver, der ville være om fredagen, så jeg kunne vælge frit. Den stod på dørmontering og fugning, så jeg bød ind på førstnævnte, da jeg gerne ville se og ikke mindst lære processen bag.

Så iført min blå hat blev jeg udstyret med vaterpas, hammer, søm og 'shims' (tynde trækiler). Der var på forhånd markeret i hvilken side, at hængslerne skulle sidde og det var i denne side, at trækilerne blev sat op for at rette op på de skævheder, som der måtte være i døråbningen.

På billedet her er der sat trækiler op til tre rum.

Dørene var blevet leveret dagen forinden, og stod klar til at blive sat i.

Eventuelt mellemrum i modsatte side af hængslerne og i toppen blev fyldt ud trækilerne. Vaterpasset blev flittigt brugt, og vinduerne blev lukket for at sikre at en eventuel selv-åbnende dør ikke skyldtes gennemtræk. 

Når kilerne var hamret i kunne det overskydende skæres af inden døren blev sat i.

Her ses væggen, kilerne og dørkarmen. Næste projekt bliver så panelerne, som vil dække revnen mellem væggen og karmen.

Dagens tungere værktøj! Øverst: sømpistol, som jeg er udlært i at bruge. Nederst: elektrisk minisav (?) Ja, vi kalder det en trimmer, og jeg kender hverken det officielle danske eller engelske ord for værktøjet. Men det er et lille savtakket barberbladstyndt skær, som bruges til at trimme med (Kan se, at XL Byg kalder det for en 'multicutter', haha) :- D

Derudover bliver boremaskinen, rundsaven, bordsaven og geringssaven også flittigt brugt, og jeg har så småt vænnet mig til at bruge 'tommer' og 'fod' i stedet for centimeter og meter. Dog sætter jeg stor pris på, når målebåndet er detaljeret opdelt og dermed viser de (for mig) skæve enheder, f.eks. 3/16, 5/8, 3/4. Tilvænningen går også i stor stil på at forstå folks slang, mumlen og lignende. F.eks. kan "7/8", som på engelsk udtales "seven eights" hurtigt lyde som "seven A's", hvilket jeg ikke fattede, da jeg skulle modtage et mål. 

 

Mit foretrukne målebånd ser sådan her ud og tomme-opdelingen gør det nemmere og dermed også hurtigere for mig at aflæse målebåndet. Billedet er lånt fra Google.

Men alle (gule såvel som blå og hvide hatte) har været flinke, tålmodige og forstående, når jeg fra tid til anden har brug for en (tydeligere) gentagelse eller uddybende forklaring af en arbejdsopgave eller et værktøj. Men det er fedt! Fedt at lære noget nyt hver gang: om det så er et ord, en opgave eller noget, som slet ikke er arbejdsrelateret. Så opsummeringen på dette blogindlæg er helt sikkert, at: "Her går det godt!"