Apex Park og den fortryllede skov

Modsætninger mødtes mandag, da jeg i 25 graders varme lagde ski og vandrerygsæk i bilen. Det sidste skisportssted (Araphoe Basin) lukkede i begyndelsen af juni, og det er hermed sikkert, at sæsonen er HELT slut nu. Jeg kørte derfor afsted mod Green Mountain Sports, som er en butik der bl.a. sliber og vokser ski. Da skiene var afleveret kørte jeg videre mod Apex Park, som lå øverst på min liste over kommende vandreture.

Turen fra vores lejlighed til Apex Trailhead. Parkens stisystem kan I se til venstre for trailhead'et.

Oversigten over parken.

Apex Park er et 2,8 km2 stort område med 15,61 kilometer stisystem - jeg fik tilbagelagt 11,69 km af disse! Ved indgangen til parken er der (ligesom så mange andre steder) offentlige toiletter, mulighed for at fylde sin vandflaske og skrue på sin cykel (der hænger forskelligt værktøj i snore) og ikke mindst en oversigt over parken med de forskellige stier. Jeg greb fat i et af de gratis kort og besluttede mig for at tage et loop, så jeg fik set mest muligt af parken.

Turens samlede tal og oversigt. Max. højden på turen var 2296 meter, hvilket jeg skulle mene er en ny rekord.

Med den nye rygsæk på og vandreskoene snørret satte jeg kurs mod Apex (DK: spids) Trail, som ville føre mig videre til Enchanted Forest (DK: den fortryllede skov) Trail. Der var mange mountainbikere på ruten, og stien var smal, men det lykkedes alligevel at komme frem uden nogen sammenstød. Jeg valgte at stoppe for de to-hjulede selvom de reelt set skal vige for gående på stien, men ruten havde en pæn stigning, så de små pauser var tiltrængte for at jeg kunne få pulsen ned igen.

Af sti af sted!

Skiltet her fandt jeg to gange på min rute, og der står: "Dette spor følger stien til Apex og Gregory vognvej, som var en af de tre tidlige konkurrende ruter til guldminerne i Central City (dengang kendt som Gregory Diggings). De andre tilgange var fra Golden Gate Canyon og Mt. Vernon Canyon. Apex Gulch vejen blev brugt som en told-vej i 1860'erne og 1870'erne. Selvom populariteren af vejene variede for en stund, blev Mt. Vernon Canyon (den nuværende I-70 motorvej) til sidst den primære vej til bjergene. Oversvømmelserne i 1878-1879 ødelagde det meste af toldvejene og ejerne havde ikke råd til at genoprette dem. I 1880, efter længere tids diskussion over fortjenesten fra de to veje, købte og reparerede Jefferson County kommisærer Mt. Vernon vejen i stedet for Apex vejen, og gav vejen til offentlighedens frie afbenyttelse. Efterfølgende forsvandt både Apex og Gregory vognvej pga. manglende vedligeholdelse, og den dag i dag kan man kun se få spor fra vejene langs stien."

Stien i det åbne landskab var for det meste, som på billedet her: rødligt grus og et par enkelte sten, som stak op her og der.

De mest udfordrende passager var som denne - rettere sagt, ikke særlig svære, men den konstante stigning fik pulsen i vejret!

Så snart jeg kom væk fra parkeringspladsen og for alvor fik påbegyndt grusstien var jeg omringet af den dejligste natur. Sommerfuglene vimsede omkring mig i en nærmest legende dans med hinanden, insekterne summede, fuglene sang og pippede til hinanden på tværs af stien og undervejs på de første kilometer havde jeg følgeskab af den beroligende rislende lyd fra åen, som løb langs stien.

Skiltningen på stien var ikke til at misforstå.

Animal Planet eller National Geographic, I ringer bare, hvis I mangler en ekstra fotograf ;-) Billedet er taget med min nye mobil (Google's Pixel 2), og der er (ligesom på alle de andre af mine billeder på bloggen) ikke brugt noget filter eller photoshop .. naturen er smuk nok i sig selv! I kan se en lille video af sommerfuglen her.

Overgangen fra det åbne landskab til den fortryllede skov.

Skiltningen i parken var god, og jeg kunne takket være mit fysiske kort nemt finde den ønskede rute, hver gang jeg stod over for en skillevej. Efter 2,5 km nåede jeg til skiltet hvor stien ville føre mig videre til 'den fortryllede skov'. Navnet havde virkelig bidt sig fast i min hukommelse inden turen, så selvfølgelig måtte jeg se, om skoven levede op til sit navn.

Det forholdsvis åbne område med højt gras og buskads på begge sider og en smal sti under fødderne ændrede sig brat, da jeg krydsede en lille bro og gik ind i skoven. Meterhøje træer omkransede skovstien og solen fandt sin vej ned mellem trætoppene og lyste skoven op i de flotteste farver. Jeg tog mig selv i at stoppe flere gange for at nyde naturens stilhed, som dog stadig bød på fuglefløjt og summende insekter.

Den fortryllede skov.

Den fortryllede skov.

Den fortryllede skov.

Halvvejs inde i skoven hørte jeg pludselig et højt knæk længere nede af den skrænt, som jeg gik oppe på. Det var lyden af en stor gren, som knækkede, og jeg stoppede brat og med pulsen helt oppe i halsen i ren og skær spænding over hvad jeg mon måtte have af selskab her i skoven. Da jeg stod helt stille, kunne jeg for bunden af skrænten se en stor hun-'elk' - et dyr, som er i familie med hjorte. Jeg nåede at få et kort glimt af den på video før den forsvandt længere ind i buskadset - tilsyneladende ligeglad med min tilstedeværelse. I skal dog ikke snydes for et bedre billede af sådan et stort dyr, så I får et billede herunder. En hun-elk kan veje op til 225 kg (hannen: 315 kg), og er ca. 1,3 meter over skuldrene (hannen: 1,5 meter) og ca. 2 meter fra snude til hale (hannen: 2,4 meter). Kender ikke det præcise danske ord for dyret, men for mig lyder et dådyr for småt og Bambi-agtigt.

Et andet dyr, der også gav mig noget af et chok med dens pludselige skrig var denne store sorte fugl, som I kan se på videoen. Foruden dens irriterende skrig, så nyd fuglenes sang og skovens lyde i resten af videoen.

Billedet er ikke mit, men lånt fra internettet, for at vise jer hvordan sådan en 'elk' ser ud i fuld figur.

Netop som jeg nåede grænsen for hvor skoven sluttede fløj en lille kulibri ind foran mig - kun en meter fra mit ansigt. I ren forbavselse og fascination fik jeg ikke hverken billede eller video af den, og efter 4-5 små pauser i luften, hvor kun vingerne bevægede sig på fuld tryk, så var den væk. Puf! .. som i et eventyr, hvor hovedpersonen bliver vist på vej af skovens dyr. Her er en lille video med skovens smukke lyde.

Kan I spotte huset?

Fandt dette skilt på ruten, som gør sit for at bevare det smalle spor, selvom det fra tid til anden bliver mudret.

Ca. halvvejs og i hvert fald i den anden ende af parken!

Det åbne landskab.

Da jeg nåede 5 kilometermærket var jeg ude af den fortryllende skov, og landskabet blev mere åbent med bakker, højt græs som nåede mig til livet og sommerfugle og insekter prydede igen min vandretur, som nu gik i retning mod indgangen til parken og ikke mindst parkeringspladsen. Jeg regnede med, at resten af turen ville blive i de samme omgivelser, men efter ca. 8 km blev jeg glædeligt overrasket med at min vandretur rent faktisk ville byde på en fantastisk udsigt over hele Golden, og sågar helt til Denver.

Udsigten over byen.

Efter en lille pause under skyggen af et træ og med den smukke udsigt foran mig, gik turen i rask tempo videre og ikke mindst tilbage til bilen. På resten af ruten (mine sidste 3 km) mødte jeg en god håndfuld vandrere og mountainbikere, som var på vej op. Jeg var dog glad for min retning, som under hele nedstigningen gav udsigt over byen.

Endnu en smuk sommerfugl.

Stien snoede sig godt og grundigt på turen tilbage til parkeringspladsen.

Smuk udsigt og endnu en smuk sommerfugl.

Udsigten over byen kunne nydes hele vejen ned fra udkigsposten. Elsker den knasende lyd fra stien - den er lige så god som lyden af fodtrin i sneen.

Ved 15-tiden var jeg igen tilbage ved bilen: 11,69 km, 3 timer og en masse minder og billeder rigere. Oplevelsen af at være i skoven på denne smukke dag var i sandhed fortryllende, og jeg elskede hvert et øjeblik af turen.

Dagen efter (tirsdagen) blev brugt med mindre stigninger, da tre vandreture på tre dage godt kan mærkes i benene. Men så er det jo godt, at man kan være produktiv med blogindlæggene.

Skulle der nu sidde nogen tilbage og tænke: bliver man mon beskidt af sådan en 3 timers lang vandretur på en grussti? Så skulle jeg mene, at nedenstående billede besvarer dette spørgsmål meget godt:

For jo, jeg har da fået lidt farve på benene .. også mere end hvad jeg har på fødderne (takket være lukkede vandresko). Men den markant mørkere farve over anklerne er snavs! Det' lækkert! Og man føler sig lidt som et barn igen. Et barn, der på forunderlig vis (i følge forældrene) har slæbt halvdelen af legepladsens sandkasse med hjem, men som også har fået masser af frisk luft, motion og minder...

Jeg var dét barn mandag d. 11. juni 2018.