Feminint følgeskab på Mt Sanitas

Når uret ringer klokken 06:00 en lørdag morgen, så skal der være en god grund! Især efter to gode, men også meget varme dage på byggepladsen, hvor temperaturen nåede 35 grader. Formiddagens event denne lørdag var med organisationen Women Who Hike, som jeg har nævnt før. Et medlemsskab koster 15 USD (95 DKK), hvilket er et engangsbeløb, og man er dermed med i det fællesskab, som var et af de første til for alvor at opfordre kvinder verden over til at snørre vandreskoene og få udforsket stierne, bjergene osv. Jeg har fulgt organisationen på de sociale medier i nogle år, og indså pludselig efter vores ankomst til USA, at jeg nu endelig havde muligheden for rent faktisk at deltage i de mange events, som bliver arrangeret rundt omkring i de forskellige stater.

Vandreturene, som ofte er tilsat et element af vandrerelateret markedsføring/produktfremvisning, er dog vildt populære. Men tredje gang var lykkens gang for mig, og jeg kunne rykke fra ventelisten til deltagerlisten og se frem til en 5 km vandretur på Mt Sanitas i Boulder, Colorado. Klokken 8:00 stod jeg derfor samlet sammen med de andre fremmødte kvinder, og var klar til at høre om produktindslaget, som denne gang var fra det tyske taskemærke Deuter og kaffeproducenten Kuju Coffee, som bød på smagsprøver af deres vandrevenlige kaffedoseringer.

Klokken 07:10 en lørdag morgen er der ikke mange biler på gaderne, så jeg havde en fin og problemfri køretur hele vejen til Boulder. Udsigten til bjergene mod vest øger virkelig kvaliteten på den lange ligeud strækning, hvor man "kun" må køre 55 mph (88 km/t) og ikke 65 mph (104 km/t), som man ellers må på freewayen. Vi har stadig til gode at opleve strækninger med 85 mph (136 km/t), hvilket er det højest tilladte i USA nogle steder.

Med en herlig duft af nybrygget kaffe og til lyden af fuglekvidder og skovens umiddelbare stilhed fik vi efterfølgende gennemgået hvordan vi bedst pakker vores vandrerygsæk; hvor skal de tunge ting pakkes, hvad skal vi medbringe, hvad kan vi sagtens leve uden på en 1-dags vandretur osv. Mange af tingene vidste jeg i forvejen fra Rune af, som bl.a. lærte alt dette, da han var i værnepligten. Men med muligheden for også at prøve de forskellige Deuter-tasker, så fik jeg stadig noget ud af den del, da jeg (på daværende tidspunkt) var på udkig efter en 30 L taske - har i forvejen en på 20 L og en på 50 L.

Kaffesmagning fra morgenstunden af.

Som I kan se, så er der mange måder at få sin kaffe på i det fri: i krus, termokopper og termoflasker. 

Den optimale måde at pakke sin vandrerygsæk på bliver gennemgået. På bordet ser I alle de forskellige ting, som man ville medbringe til en tur med en enkelt overnatning: telt, sovepose, luftmadras, mad, drikke, lidt ekstra tøj osv.

Og 1-2-3! Det hele er pakket ned i tasken på 45 L, og der er stadig plads til mere, når man sørger for at pakke den ordentligt.

Da klokken blev 9:20 var vi klar til vandreturen. Deuter-taskerne var pakket væk, kaffen drukket og den sidste tissetur klaret. Der var mulighed for at prøve Deuters rygsække på vandreturen, men jeg valgte at beholde min egen (Haglöff-taske) på, da jeg ikke synes, at Deuters bæresystem på ryggen sidder godt på mig - jeg foretrækker Ospreys AG (anti gravity) system.

Turen op af Mt Sanitas var hård og stejl! Og den første tredjedel ned var stejl, men derefter var ruten en grussti med en fin hældning, hvilket I kan se på både højdeprofilen og ikke mindst mit tempo.

Inklusiv de to repræsentanter fra hhv. Deuter og Kuju Coffee var vi 12 kvinder på vandreturen, som I en lang slangeformation begyndte bjergbestigningen i et tempo så selv jeg begyndte at betvivle min tilvænning til højden og ikke mindst min kondition. Der var heldigvis andre end mig, som kæmpede mere med stigningen på ruten og det blev da også til en håndfuld pauser på vej op. Vores Deuter repræsentant kaldte ruten for en Boulder Classic, og jeg forstod hurtigt hvad hun mente - en vandrerute med en stigning og terræn, der går lige i balder og baglår! Se bare denne video, som er filmet på vores tur op af Mt Sanitas trail. Vi startede i en højde på 1672 meter og sluttede på 2090 meter, så det krævede selvfølgelig også en opadgående rute

Der var dømt farverige tasker, godt humør og lækkert solskin på vores tur. En enkelt af kvinderne havde medbragt sin MEGET velopdragne hund, som iført et klæde dyppet i vand, klarede den ellers så varme vandretur uden problemer. Hun havde selvfølgelig også medbragt en klapsammenlig skål og ekstra vand, så hunden kunne få noget af drikke undervejs på ruten.

Som så mange gange før, så skulle vi heller ikke her langt op før udsigten var smuk. Den lille tap til venstre på bjerget i midten er Flatirons, som vi besteg for nogle uger siden.

Ruten krævede stor koncentration i forhold til hvor man satte sin fødder, og turen var uden tvivl den mest udfordrende, som jeg har prøvet indtil videre, i forhold til terrænet.

Mine super lækre La Sportiva trail-løbesko.

Tilbage i februar måned gav jeg mig selv trailskoene i fødselsdagsgave, men først på denne vandretur blev de for alvor testet på det stejle sten-terræn. Aldrig i mit liv har jeg været så imponeret over et par sko og deres funktion! Selv på en 45 graders vinkel bliver jeg stående uden at glide ned, og det var præcis hvad ruten bød på både op og ned. Man følte sig næsten som en bjergged, der ubesværet nærmest kunne hoppe fra sten til sten uden at frygte for forstuvede ankler eller risikoen for at falde på halen. Rettere sagt, et par ordentlige vandresko er guld værd og i den grad med til at forbedre ens oplevelse på de stejle stier!

Stien bød heldigvis på mange passager med skygge og en let brise, hvilket var super lækkert på en dag hvor temperaturen ramte 35 grader!

I kan se lidt af udsigten fra vores tur op af bjerget i denne video.

Mod vest kan man stadig skimte sne på bjergtoppene, selvom vi her i Golden ikke har haft sne siden starten af maj (så vidt jeg husker) og ligeledes sjældent får regn. Tværtimod har temperaturen ligget omkring 30-35 grader i løbet af dagen og 15 grader om natten de sidste mange uger.

Stien op af bjerget bød for det meste på nåletræer og forskellige slags farverige blomster.

Næsten oppe!

Efter 2,14 km og ca. 75 min. vandring nåede vi toppen. Udsigten fra de 2090 meter var fantastisk, og ligesom vores tur op af Boulders Flatirons kunne vi se så langt horisonten tillod. At vi havde nået toppen efter den barske opstigning skulle selvfølgelig foreviges, og her er resultatet:

Women Who Hike-gruppen for dette event!

Når man endelig når toppen af et bjerg, så skal det dokumenteres. Her er en video fra toppen af bjerget.

Toppen af Mt Sanitas. 2090 meter over havoverfladen.

Flot udsigt og stejle stier.

Efter en kort puste-, drikke- og fotopause gik turen atter nedad, og vi blev i gruppen enige om at tage et loop, så vi fik set noget mere af området og ikke skulle tage samme rute ned som op. Den første tredjedel af ruten ned var dog stadig hård og krævede flere gange, at man måtte ned i knæ og bruge hænderne til at støtte sig med.

Pausebillede fra turen på vej ned. Og gå ikke glip af denne video, hvor vi har fundet den lækreste skyggeplads til en pause.

Billedet er hverken tiltet eller roteret en omgang - ruten var sådan her flere gange på vej ned, og koncentrationen lå derfor i højere grad på underlaget end udsigten på den første strækning.

Efter det stejle stykke kom en nem og ligetil zigzag rute, som langsomt men sikkert snoede sig ned af bjerget. Muligheden for billeder, en mundfuld vand og nydelsen af udsigten var derfor større her.

Vores vandretur sluttede ved 12-tiden, og med 5,18 km i benene efter 2 timer og 15 min., så var det lækkert at sidde ned trods den varme bil, og turen kunne gå syd på mod Golden.

Foruden minderne om en hyggelig dag med en vandretur i andet selskab end normalt kunne jeg også hjembringe et par trætte ben, en enkel rift på skinnebenet fra et ellers harmløst møde med en stor sten og nedenstående produkter. Da jeg ikke er den store kaffedrikker (og slet ikke hvis jeg ikke kan få mælk i kaffen), så har jeg stadig Kuju kaffen til gode. Den kommer i fire varianter: uden koffein, mørk ristet, medium ristet og let ristet. Fra Deuter fik vi alle sammen den grønne pose, som kan bruges til ens skrald (eller evt. opsamling af andres), når man er ude at vandre og dermed ofte langt fra en skraldespand.

Krøllen på dagens vandretur blev dog en "mindre" erhvervelse af en rygsæk. For med det førnævnte behov for en mellemstor vandrerygsæk gik turen (efter en kort frokostpause hjemme) videre til den uovertrufne butik for friluftslivet ved navn REI, som nok bedst beskrives som en kombination af alt hvad Danmark kan tilbyde med Friluftsland, Eventyrsport og Spejdersport - REI har bare DET HELE! Så den Osprey-taske, som jeg havde udset mig tidligere på ugen blev min efter eventet, da jeg blev enig med mig selv om, at Deuter ikke var noget for mig. Så nu er endnu et stykke gear tilføjet til vandresamlingen, og jeg ser virkelig frem til at bruge denne rygsæk, som bl.a. har en 2,5 L camelbak (væskebeholder) i sig og ikke mindst Ospreys fantastiske bæresystem, som mindsker følelsen af vægt og ikke mindst holder ryggen ventileret. Så jeg er klar til at tilbagelægge flere stier - velhydreret og uden en ryg, som er gennemblødt af sved!

Klar til næste eventyr .. og jeg kan næsten ikke vente med at få den brugt!

.. og så i en farve, der matcher mine vandresko! Gennemført fra top til tå.

P.s. Det rør på sig mht. salg af bilen, og vi har pt to personer, som er interesserede i den efter at prisen er justeret til 4500 USD (28.400 DKK) i stedet for 5200 USD (32.800 DKK). Vi har i skrivende stund aftalt at mødes med den første, som viste interesse, på tirsdag, og vi har derfor sat os ind i reglerne, papirarbejdet osv., som medfølger i forbindelse med et bilsalg mellem privatpersoner. Kryds fingre for os!