fredag den 22. juni 2018

Generalprøve på roadtrip

I den kommende weekend laver vi en "lille" afstikker og forlænger den med et par dage. Turen går denne gang rundt i Colorado, hvor mit brændende ønske om at se mere af vores "hjemstat" går i opfyldelse. Vi har sat fire dage af til at få set og besøgt den sydvestlige del af Colorado, hvor en lang liste af seværdigheder og byer udgør vores stop på ruten. Turen går mere præcist syd på til at begynde med, og første stop på ruten vil være Great Sand Dunes National Park. Derudover rummer listen også vandfald (Treasure Falls), historiske byer (Durango), det eneste sted hvor fire stater mødes (Four Corners Monument) samt en masse flot natur og historie (Mesa Verde National Park).

Udkastet til vores Colorado roadtrip. Jeg vil på nuværende tidspunkt ikke komme mere ind på hvad de forskellige punkter er, da det ikke er sikkert, at vi når alle punkterne. 

Hvordan turen mere præcist kommer til at forløbe ved vi ikke, for området omkring Durango og Silverton kæmper i disse uger en indædt kamp mod en kæmpe brand (kaldet Fire416), som bl.a. har afskrevet vores mulighed for at tage et gammelt damplokomotiv gennem bjergene. Vi forsøger så vidt muligt at holde os opdateret om skovbranden, men har på den anden side også punkter nok på vores liste, så vi ikke kommer til at kede os.

Vores Ford Fusion er stadig ikke solgt, og vi får derfor lagt lidt flere kilometer i den undervejs på turen. Vores tre overnatninger bliver ved brug af AirBnb, moteller eller lignende, og ikke i bilen, da det jo som bekendt ikke er en campervan.

Derudover er der ikke så meget andet at sige end, at vi er hjemme igen onsdag d. 27. juni, hvortil I selvfølgelig kan forvente en masse blogindlæg, billeder og videoer fra vores tur.

Men indtil da, så må I nyde jeres weekend og ikke mindst Sankt Hans aften!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar