Til vands, til lands og med udkig til luften

Søndagens udflugt var planlagt af Runes kollega, Richard, så turen gik ved 10-tiden mod Evergreen Lake, hvor Rune, jeg, Richard og hans kæreste Amanda skulle sejle i kano på søen, som ligger ca. 30 min. kørsel sydvest fra hvor vi bor.

Ruten til Evergreen Lake fra vores lejlighed. 

I tænker måske, at I har set dette billede før. Korrekt .. eller næsten korrekt. Det er på strækningen mod Copper Mountain og Winter Park. Strækningen som vi har kørt SÅ mange gange, men (som vi indså i går) ikke har kørt i halvanden måned. Så vi kunne (lidt overrasket) erfare, at der stadig er masser af sne på toppen af bjergene længere mod vest.

For en times kano-sejlads betalte vi 17 USD (107 DKK) pr. par, og fik foruden en kano selvfølgelig også udleveret redningsveste. Med solskin fra en skyfri himmel og en let kølende brise på søen padlede vi rundt i en times tid, og nød dét at være på vandet igen - vi har jo ikke set det mindste smule hav siden vores flyvetur over Atlanten tilbage i starten af januar!

Rune og jeg prøvede for sjov at se hvor hurtigt vi kunne sejle, så med et klar-parat-PADL! satte vi i gang og oksede hen over søen i det hurtigste tempo, som armene kunne klare. Topfarten blev 8,67 km/t, hvilket vist nok ikke kvalificerer os til OL eller lignende, men vi havde det sjovt og fik i den grad en solid omgang træning af ryg og overarme, som her (dagen derpå) er godt ømme!

Da et andet par i en kano spurgte om vi ikke ville tage et billede af dem, så udnyttede vi chancen for også at få foreviget øjeblikket på vandet.

Evergreen Lake. Jeg har desværre ikke nogen tal på hvor stor søen er, men vi kunne uden problemer komme rundt på den, selvom der var mange besøgende på både vandcykler, i kajakker og på surfbræts.

Da kanoen var smukt "bakket i bås" og redningsvestene leveret tilbage havde sulten for alvor meldt sig. Richard, som har boet i området for et års tid siden, vidste liiige præcis hvor sulten skulle stilles: Cactus Jack's Saloon. Det krævede kun en halv omgang rundt om søen, før vi var fremme og trods den tunge trafik, som prægede det sommerhuslignende område, så fandt vi hurtigt en parkeringsplads. Restauranten minder i stilen meget om Rock Rest, og udendørsområdet var fyldt med tatoverede bikere med læderveste, langt hvidt skægt og uskarpe tatoveringer efter mange år på armene - den komplette udgave af en stereotyp, som selvfølgelig kører på virkelig store Harley Davidson'er! Men de var nu alle sammen meget fredelige, og der var ikke optræk til nogen bandekonflikt eller lignende, haha! ;-D

Cactus Jack's Saloon.

Efter en time på vandet i fuld sol og med udsigten til en efterfølgende vandretur valgte vi dog at sidde indenfor, nu hvor klokken netop havde passeret 12. Richard mente, at vi skulle prøve stedets tacos, men de var ingen steder at finde på menukortet, så det blev i stedet til burgere, kyllingewrap, pomfritter og læskende sodavand/øl. Som så mange gange før var prisen lige så god som maden - vi betalte ca. 10 USD (60 DKK) pr. mand for maden (eksl. drikkevarer) og vi var tilpas mætte efterfølgende.

En SUPER lækker og tiltrængt frokost!

Få minutters gang fra restauranten var denne dæmning, som Richard ville vise os inden vi kørte videre til vandreturen.

Nær dæmningen kunne man også komme helt tæt på Evergreen Lake i mere fredsommelige omgivelser, hvor en lille håndfuld mennesker håbefuldt sad med deres fiskestænger i vandet. Vi så dog ingen fisk på vores kano-tur, så vi ved ikke hvad fangsten evt. kunne byde på.

Efter frokosten kørte vi længere sydvest på (ca. 15 min. kørsel) for at mødes ved Upper Maxwell Falls Trailhead. Turen derop mindede mest af alt om vejene man kører på lige inden man når skisportsstedet. Rune og jeg var begge glade for at sidde på forsædet, da man nok ville blive køresyg på bagsædet med alle de sving, som vejen bød på. I kan se en lille video fra køreturen hjem, som meget godt viser vejens mange mange sving.

Parkeringspladsen ved indgangen til stien.

Stien gennem skoven, som vi fulgte fra parkeringspladsen, lignede mest af alt en dansk skov, men det lille vandløb, som fulgte sporet gav lidt ekstra charme til gåturen. Vi mødte samlet set 15-20 mennesker på ruten, som dog samlet set ikke var længere end 2,52 km for vores vedkommende. Udsigten fra det højeste punkt , som vi lige umiddelbart kunne finde, var virkelig flot og anderledes - med udkig til tonsvis af nåletræer! I skal få glæden af det herunder:

Ja ja, det er da vand der falder (altså et vandfald), men vi har stadig til gode at se et rigtig stort et her i landet. Men hør bare lyden af det rislende vand i denne video.

Richard var hurtigt ovre på den anden side af vandudløbet, hvorimod Rune og Amanda og ikke mindst jeg var mere varsomme med at krydse vandet. Endte med at pakke spejlreflekskameraet væk, så resten af billederne (foruden det næste billede) er taget med min nye mobil (Pixel 2). Her er endnu en lille video af det rislende vand og udsigten fra bunden af klippevæggen på billedet.

Richard (på toppen af klippen) mente at udsigten måtte være god fra toppen, og gik straks i gang med at klatre op af klippen. Amanda ser I i midten af billedet halvvejs oppe, og Rune venter tålmodigt på at jeg kommer over vandet. Klippen var stejl og krævede, at personen før én rakte en hånd ned så man kunne blive hevet lidt op. Men så har vi også prøvet det - klippeklatring!

Udsigten fra toppen af klippeklatringen.

Uvidende om hvor lang vandreturen ville blive, så tog jeg min nye rygsæk med .. men mest af alt også fordi, jeg ikke kunne vente med at få den brugt.

Efter klippeklatringen fandt vi en MEGET nemmere vej ned, som vi tog. Vi havde dog allerede udset os det næste høje punkt, som måtte udforskes. Så vi traskede videre op af stien, som vi dog hurtigt forlod til fordel for en grannålefyldt skovbund, som gav os en mere direkte vej op til vores kommende udkigspost. Og her er resultatet:

Ja hvis man keder sig, kan man jo begynde at tælle trætoppe! Eller nyde denne video, hvor vi er næsten oppe.

Dagens team! Fra venstre mod højre: Amanda, Richard, Rune og mig.

Panoramabillede af udsigten og træer så langt øjet rækker.

Fine gule blomster fra vores vej tilbage mod bilen.

Richard var overbevist om, at dette måtte være en gammel bjørnehule!

.. så vi betragtede den på afstand, men fik taget endnu et billede tættere på takket være kameraets zoom-evne.

Da klokken blev 15 var vi igen tilbage ved bilen, takkede for en hyggelig dag og kørte hjem hver for sig. Turen hjem gik bl.a. gennem en lille by, som vi var ret så enige om lignede en western-udgave af Marielyst på Falster, hvilket vi morede os gevaldigt over. Der var ikke meget energi tilbage til resten af dagen, så vi lå på langs, spiste en is og slappede af.