fredag den 6. juli 2018

4th of July

Vores onsdag kan beskrives med tre farver: Rød, blå og hvid. Det var dog ikke nogen almindelig onsdag i det amerikanske. 4th of July havde ramt landet, og gjorde det hårdt med dybe patriotiske følelser, øl og grillfester i lange baner og en uofficiel konkurrence om hvilken by, der har det bedste fyrværkerishow. Rune og jeg fik fejret USA's fødselsdag, uafhængighedsdag, 4. juli .. kært barn har mange navne!

Golden er klar til fejring! Og jeg, ja jeg har fundet det mest '4th of July'-lignende outfit frem - en blå kjole med hvide prikker og dertilhørende rød neglelak!
Hudfarve, trosretninger og politiske overbevisninger til trods så var alle amerikanere denne onsdag enige om at fejre landet og ikke mindst hinandens selskab på kryds og tværs af relationer. Vores 4th of July begyndte med den sædvanlige gåtur med gruppen i Golden, hvor Rune gjorde os selskab for 3. gang. Knap 30 mennesker var mødt op, og vi var på dette tidspunkt ikke mange mennesker på stierne og rundt omkring i Golden by. Efter gåturen havde Harold og Betty (stifterne af gågruppen) disket op med hjemmelavet iste og små romkugle-lignende snacks, som vi nød under halvtaget ved Goldens visitor center, som ellers var lukket i dagens anledning.

Gågruppen er klar og temperaturen lå allerede i den lune ende.

Betty og Harold (det ældre ægtepar til venstre i billedet) gør klar til gåturen.

Forfriskninger!

Da alle andre så småt var taget hjem for at grille med familie og venner, tog Rune og jeg videre til Lions Park, som ligger kun få minutters gang fra hvor vi var. Parken var allerede fyldt med liv, musik, madboder og amerikanere i alle tænkelige former for påklædning med det amerikanske flag og 'bald headed eagles' på, så man glemte da i hvert fald ikke dagens formål: ÉN stor fejring af USA!

I Lions Park i Golden var der rig mulighed for at købe "lidt" udstyr til dagens fejring.


Dette er nok den mest amerikanske t-shirt vi nogensinde har set! 

Lions Park i Golden. I kan høre lidt af musikken, som blev spillet, i denne video.



Der er ofte liv på floden, men på en national fridag, som 4th of July er, så var der godt fyldt op med de oppustelige ringe, som i en lind strøm sejlede ned af floden.

Ved middagstid mødtes vi med Runes kollega Richard og hans kæreste Amanda. Vi hang ud i parken, fik nogle øl og nød det lækre solskinsvejr, musikken og stemningen. Da sveden for alvor løb hurtigere end øllene røg ned besluttede vi os for at finde et sted, hvor vi kunne sænke kropstemperaturen med en froyo (frozen yoghurt). Størrelsen på denne var dog ikke nok til at holde Richard mæt, så vi krydsede gaden og slog os ned på Woody's (Wood Fired Pizza), som er en restaurant, der altid har været propfyldt med mennesker de gange jeg har gået forbi. Og rigtigt nok, vi måtte vente 20 min. i baren før vi kunne få et bord.

50/50 fordeling på frozen yoghurt og topping! Sådan skal det gøres, og bøtten blev fyldt til en værdi af knap 10 USD (63 DKK), som Rune og jeg delte.

Har desværre intet billede af Runes mad, men det var næsten lige så underligt som denne drik ved navn 'Fireside Maple Bacon' (Whiskey fra 'Mile High Spirits', ahorns-sirup og en 'sticky piggy stick', hvilket er baconstrimlen på spydet). Runes ret var 'beer cheese soup', som mest af alt lignede en god omgang bernaise .. både i konsistens og farve!

Propmætte og trætte, kørte vi hjem til Richard og Amanda, hvor vi hang ud resten af aftenen i deres lejlighed og ved den pool, som hørte til deres lejlighedskompleks. Da mørket faldt på kørte vi til Golden, hvor vi så det ca. 12 min. lange fyrværkerishow kl. 21:30.

Klokken 22 var vi hjemme igen, for torsdagen stod på arbejde for begges vedkommende (hhv. NREL og Habitat for Humanity). Men vi havde haft en super hyggelig og afslappet dag blandt venner, og ved nu hvordan 4th of July fejres i USA.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar