Luray Caverns

Den første uge på farten har nu passeret, og vi sagde godmorgen til 7. dagen fredag d. 20 juli. På Walmarts parkeringsplads kunne vi også sige godmorgen til britiske Maximillian, som i sin lille ombyggede Ford Transit var på en 4 måneder lang rejse/roadtrip gennem USA med start og slut i Canada. Maximillian havde allerede taget turen fra Canada i nord, ned gennem New York og videre ned til hvor vi tilfældigvis mødtes – på Walmarts parkeringsplads i Staunton (befolkningstal: 24.363). Så udvekslingen af gode råd (parkeringsmuligheder i New York), anbefalinger til seværdigheder og spisesteder (f.eks. East Village) og advarsler (hvilke nabolag og turistfælder i New York, som vi helst skal undgå) var stor under den ellers så trivielle morgenmad.

Vi udvekslede kontaktoplysninger og satte kursen mod Luray Caverns (befolkningstal i Luray: 4816), hvor vi ankom efter 1 times kørsel. Luray Caverns er en stor underjordisk hule med drybsten, som danner de mest spektakulære formationer og rum under jorden. I Australien så vi noget lignende, da vi kørte rundt i Blue Mountains vest for Sydney, men vi valgte alligevel at aflægge dette sted et besøg, fordi vores venner (Nancy og Pete) fra onsdagsgruppen havde anbefalet os stedet.

Entreprisen var 28 USD pr. mand, men vi fik en rabatkupon af nogle i køen, og vi fik dermed halv pris på den ene billet. Billetten blev indløst til en times guidet tur gennem den underjordiske verden, hvor vi som en flok får fulgte guiden. Drybstenene var fantastisk smukke, og stedet virkede (overraskende nok) endnu mere imponerende end det i Australien, selvom det nu var anden gang vi så sådan en hule. Men der var alt i alt for mange mennesker i hulen! Ligeledes skulle de have haft mere tid mellem hvert enkelt tur, for vi måtte ofte vente på at dem foran rykkede videre og vi kunne ofte høre andre tur-grupper trods hulens størrelse.

Frokosten blev ved en lille BBQ og med solsikker på sidelinjen inden vi kørte videre mod Shenandoah National Park. Herfra må vi desværre erkende, at området ikke var de 30 USD værd. For vi havde svært ved at finde rundt, havde ikke nogen oversigt over de forskellige vandreruter osv. Så vi undrede os over hvad de 30 USD gik til, når der ikke engang var ordentlig skiltning på stierne, træk-og-skyl toiletter eller skraldespande ved de små restepladser. Så vi tog to små vandreruter, og fik da trods alt set en stor ugle i et træ (se billeder længere nede) inden vi forlod parken i retning mod Washington D.C. (befolkningstal: 563.384).

Dagen sluttede med et bad, koreansk aftensmad, 1.929 kørte kilometer i alt og en parkering ved Walmart i byen Manassas (befolkningstal: 41.483).

Trappen ned til den underjordiske verden med drybstenene.

Det er måske svært at se på dette billede (og måske nemmere på det næste), men drybstenene i toppen reflekteres i den lille sø af vand, som har samlet sig her under jorden.

På dette billede kan I forhåbentlig bedre se, hvordan drybstenene reflekteres i vandet. Men hele oplevelsen er i sandhed én, som er svær at gengive på billeder eller i video - man skal være dér!

Som nævnt var der for mange turistgrupper, og på billedet her kan vi se (og ikke mindst høre) en anden gruppe end vores, hvilket var ærgerligt og generende for oplevelsen.

Drybstenene her lignede nærmest et tyndt viskestykke, der hang fra loftet.

Den underjordiske verden indeholdt også en ønskebrønd. Vandets farve kommer fra de mange mønter, som hver dag bliver smidt i. 

Mønterne indsamles og gives til et godt formål.

Frokosten blev barbeque i disse smukke solsikke-omgivelser.

Denne kalkun gik frit langs vejkanten indtil vi ville passere vejen. Her valgte den så at krydse vejen i en noget forvirrende stil, mens en anden kalkun så på - til stor morskab for os!

Vores koreanske aftensmad.

Køreturen fra Atlanta (Georgia) til Manassas (Virginia) har givet os 1929 km. Note: Google Maps medregner selvfølgelig ikke alle de små ture til nærmeste Walmart og andre detaljer, da jeg blot har plottet de mest retningsangivende punkter ind.