CO roadtrip #4 - Oppe, nede, ude, hjemme

Turens sidste dag begyndte tirsdag morgen kl. 7. Morgenmaden nød vi med udsigt til bjergene, og så var vi ellers på farten igen med kurs mod Colorado National Monument, hvor vi ankom ved 9-tiden.

Udsigten fra døren ved vores værelse en tidlig tirsdag morgen.

En sparsom, men god morgenmad! Og vi fandt vores kærlighed for blåbærbagels med peanutbutter på - mon det giver point ved ansøgning om statsborgerskab?

Ja det siger godt nok dansk, men tror aldrig at disse to har været mere i nærheden af noget dansk end da jeg tog dem. De smagte "okay", men bringer stadig skam over friskbagt dansk wienerbrød fra bageren .. siger hende, der selv har arbejdet i en bager i tidernes morgen.

Morgenmad og bjerge!

Det siges at par, der har været sammen længe, begynder at ligne hinanden. Om det var derfor vi denne morgen (ufrivilligt) havde farvekoordineret tøjet, kan vi dog ikke svare på, men vores forhold rammer snart de 8 år!

Colorado National Monument blev skabt for mange millioner år siden, men først lukket af som en park i 1911. Ved vores tidlige ankomst havde vi mere eller mindre området for os selv, og tog turen rundt i parken efter at have set en kort film om den geologiske historie gennem de sidste 320 millioner år. De mange kløfter, stejle skrænter og flotte udsigter var imponerende, men i sammenligning med al den lignende natur, som vi havde set i dagene forinden, så blegnede området lidt - tænk sig, at vi skulle komme til sådan en konklusion!

Vi tog en kort, men MEGET varm, vandretur i 'Devils Kitchen', og vi følte virkelig, at vi blev stegt og var på menuen til dagens hovedret!

'Visitor centeret' forsøgte så vidt muligt at give svar på de forskellige spørgsmål man kunne have om området.

Vi var heldige, at ankomme til visitor centeret kort før en lille film begyndte. Filmen forklarede Colorado National Monuments historie gennem de sidste 320 millioner år.

Panoramabillede fra parken.

Panoramabillede fra parken.

Panoramabillede fra parken.

Så med muligheden for at køre igennem området (og ikke skulle tilbage samme vej), så satte vi straks efter kurs mod næste stop: Palisade (indbyggertal: 2.644)! På vejen kørte vi kort gennem Grand Junction (indbyggertal: 61.881), som ikke var noget at skrive hjem om - især ikke det industri-område, som Google Maps mente var centrum! Men vi var ærlig talt også lidt pressede på tid.

Palisade er kendt for deres 'Palisade Peaches' (DK: ferskner), og det blev der ikke lagt skjul på rundt omkring i byen. Det var dog også en meget stille by, og vi så næsten ikke en sjæl i centrum, men fandt trods alt et sted at spise frokost: et pizzeria!

P.s. En 18" pizza er lig med et måltid til os gange 2! Vi kunne lige akkurat klemme halvdelen ned i den fugtige varme, som der var i pizzeriaet. Resten kunne vi dog (i bedste amerikaner-stil) få med os i en æske. Sodavanden havde også gratis genopfyldning, så vi fik fyldt godt med isterninger i begge vandflasker OG sodavand i papkruset!

SÅ skal der købes ferskner!

Den lille butik havde et lækkert og indbydende udvalg af syltede frugter, forskellige salsaer og frisk frugt.

Store beslutninger og svære valg, nu hvor udvalget var så stort og fristende.

Ferskentræer.

Ferskentræer.

Efterfølgende skulle der handles lidt ferskner, hvortil vi også fandt de lækreste kirsebær! Sulten og den søde tand var stillet, og vi kørte videre vestpå mod Glenwood Springs, som jeg havde fået anbefalet af mange, at vi skulle se. Uden nærmere detaljer var det dog svært, at finde ud af hvad vi præcis skulle se, og vi endte derfor med kun at få strukket benene kort og dernæst køre til turens sidste stop: Hanging Lake!

Mange byer og veje hedder ellers det samme her i landet, men dette område hedder altså 'No Name' (DK: intet navn)

Fra parkeringspladsen ved trailheadet til Hanging Lake var der en asfalteret sti inden den rigtige opstigning begyndte på et rigtig trail.

Og så kom vi ellers i gang med opstigningen! Vi talte ikke årene på det fældede træ, men stammen var i hvert fald virkelig stor!

Lige siden i vinters havde jeg hørt om Hanging Lake, og stedet havde derfor opnået stor betydning for mig, og var et must på turen. Jeg vidste dog også, at området over en længere periode har været lukket ned for offentligheden pga. for mange besøgende (over 131.000 om året), og rygtet gik også om, at der ville blive indført en grænse for antal besøgende om dagen.

Da vi nåede til Hanging Lake og startede vores vandretur kl. 18:15, var min frygt derfor at vi ikke ville nå hele vejen op før det blev mørkt, at en park ranger ville bede os om at vende om inden vi nåede toppen og Hanging Lake eller at besøgsgrænsen var nået. Så det var mildest talt i et raskt tempo, at vi tog opstigningen fra 1839 meter til 2145 meter på en lille times tid inkl. pauser. Vi mødte derfor også kun nedadgående vandrere, og frygtede for at vi ikke ville nå til toppen i tide.

På opslagstavlen ved toiletterne var der gjort meget ud af, at advare om 'den stejle vandrerute' og turen generelt: husk vand, husk tøj til alt slags vejr (da det skiftet ofte og hurtigt) og "planlæg for en rundtur (ud og hjem) på i hvert fald 3 timer, hvis du er i god fysisk form". En skyfri blå himmel og to store flasker vand mente vi var fint nok, men en tur på "i hvert fald 3 timer" ville give os en lidt dunkel (for ikke at sige mørk) tur ned igen.

Men ja, turen op var stejl og udfordrende, men lige den type trail, som Rune og jeg har fundet kærligheden for herovre! Hele vejen op havde vi vandfaldets udløb/den lille flod på vores højre side, og drikkepauserne blev derfor nydt med lyden at det rislende vand og områdets umiddelbare stilhed. Foruden den nedadgående 'trafik' stødte vi på en enkelt slange, som fortrød sin krydsning af stien og vendte om, da vi ville passere den ved at hoppe op og over en sten.

Vi ved ikke hvilken slags slange det var, men den trak sig hurtigt tilbage til hvor den kom fra, da vi ville passere den via stenen, som man kan se tydeligt til venstre i billedet.

Næsten oppe!

Kort inden vi nåede toppen blev sværhedsgraden sat op, og det opsatte rækværk blev en god hjælp til at få hevet kroppen op af stien. Men dér! På toppen af det hele: Hanging Lake! Præcis som jeg havde set det på billederne - både med og uden sne. Det var så smukt, så perfekt og så tilfredsstillende, at vi nåede hele vejen op og kunne få sat et ordentligt punktum for den 4 dage lange tur. Rune, som næsten ikke havde været inde over planlægningen af turen, vidste ikke engang hvordan Hanging Lake så ud, og var derfor mindst lige så begejstret som jeg var! Wooow!

Det turkise vand skyldes salte mineraler, som opløses i vandet. Det er forbudt at bade i vandet, da dette ville ødelægge både søbredden og vandets naturlige balance.

På toppen fik vi selskab af dette lille egern.. 

... og denne flotte sorte og blå fugl!

Hanging Lake i baggrunden.

I forsøget på at give jer derhjemme den bedste oplevelse af Hanging Lake, så har jeg lavet tre små videoer, som I bør unde jer selv at se:
Hanging Lake 01
Hanging Lake 02
Hanging Lake 03

Stien ned var den samme op, men stadig god og udfordrende!

Vi var ret imponerede over klippestykkernes vinkel i dette billede, og snakkede om hvor stort et brag det mon har givet, da de faldt!

Solens sidste stråler ramte klippevæggenes top, da vi gik ned og tilbage mod bilen igen.

Og hvad mere genialt end et stykke pizza inden turen går hjem igen? Vi havde lidt over 2,5 times kørsel og ca. 235 km foran os inden vi var hjemme igen.

To timer senere var vi tilbage ved bilen igen, og havde noteret os en vandretur på 8,54 km. Vi fik noteret os, at der fra maj næste år (2019) vil være restriktioner på antallet af besøgende, som halveres til 615 pr. dag. På den ene side kan vi godt se fornuften i det, for det ville ikke være en behagelig vandretur på en travl dag. Vi er bare glade for, at vi nåede det inden restriktionerne og eventuelle betalinger/tilladelser kommer på.

Høje på oplevelsen af Hanging Lake, mætte af et stykke pizza og trætte efter fire dage på farten, så satte vi kursen mod øst .. og hjem!

Nææææsten hjemme! Men vi måtte simpelthen stoppe ved en tankstation for at få renset insekter af forruden - vinduesviskerne tværede dem bare ud og gjorde situationen værre!

En, to, mange! Rigtig mange insekter!

Da vi kørte gennem et skovområde (dog stadig på en motorvej) kunne vi tydeligt høre hvordan insekterne ramte forruden. Vejen var kun oplyst af den næsten fulde måne, som skinnede fra en skyfri og stjernefyldt himmel.

Klokken 23:10 trillede vi ind på parkeringspladsen ved vores lejlighed, og fik hurtigt tømt bilen, så vi kunne komme i seng. Fjerdedagen havde budt på 452,2 kørte km, 16,4 km til fods (15.660 skridt) og endnu en god håndfuld oplevelser, som lige skulle vendes og tænkes igennem inden vi kunne falde i søvn. Men vi var begge to glade for, at vi valgte at køre et godt stykke dagen inden (dag 3), så vi havde bedre tid på fjerdedagen.

Overblikket over 4. dagens køretur på vores Colorado Roadtrip.