søndag den 15. juli 2018

Slutspurten

I ugerne op til vores afrejse til Atlanta har der været fuld fart over feltet. Det er nemlig ikke ”bare sådan lige” at flytte, hvilket de fleste af jer nok ved. Men når flytningen samtidig inkluderer opsigelsen af en masse aftaler, oprydning, udsmidning og nedpakning til 4x 23 kg (hvilket vi knap nok kunne overholde), så er der nok at se til. Banken har fået besked om, at vi ikke har nogen amerikansk adresse mere, elektricitet og internet i lejligheden blev opsagt, bilen blev solgt (det er dog noget tid siden efterhånden), lejligheden blev opsagt og vi har også 100 % styr på hvordan vi lukker vores amerikanske telefonnumre, når den tid kommer.

For ja, nu er vi på farten! Vi har sagt farvel til Golden (Colorado), og fløj lørdag morgen (14. juli) af sted mod Atlanta (Georgia). Hvis vi hopper et par dage tilbage, så fik Rune også taget afsked med NREL og jeg fik taget afsked med Habitat for Humanity. Planen var, at jeg skulle have skrevet et indlæg om min sidste tid hos Habitat for Humanity, men tiden løb fra mig og dagene forsvandt med planlægning, tøjvask og pakning. Så jeg skylder jer et indlæg, som vil blive godt fyldt med billederne fra byggepladsen, og jeg håber, at vi snarest muligt får tid til at strikke det sammen og oploade det.

Men vi har også måtte indse, at de kommende 3 ugers roadtrip bliver tætpakket og derfor nok ikke giver meget tid til at oploade billeder osv. på biblioteker og lignende steder med internet. Men men! Dermed ikke sagt, at dette er det sidste blogindlæg og at I nu vil gå glip af resten af vores tur. Jeg får selvfølgelig stadig noteret det hele ned og taget en masse billeder til jer. Men der vil (nok næsten med garanti) være forsinkelser på blogindlæggene, da vi selvfølgelig vil koncentrere os om, at nyde de sidste 3 uger her i USA.

Konklusionen er altså, at I nok skal få det hele med, men at I må bære over med vores eventyrlyst og dermed være tålmodige.

P.s. Er internet-forbindelsen helt åndssvag (læs: alt for langsom), kan det tænkes, at jeg nøjes med at oploade teksten i første omgang, sådan så I i det mindste har en fornemmelse af hvor langt vi er nået på vores roadtrip, og ikke mindst kan følge lidt med undervejs.

Fra et primitivt liv til et andet. Hvorfor købe et lille bord, når nu papkassen fra vore topmadras passede perfekt?

Skobakke lavet ud af papkassen, som vores tørrestativ ankom i.

Bord og hatteholder lavet af hhv. tørrestativ + papplade, og kassen min træningsmåtte ankom i.

Og så blev der ellers gjort rent! Støvsugeren var én, som nogen havde sat ned til skraldet, men vi fik da lidt glæde ud af den.

Der var tydeligvis ikke gjort rent oven på skabene dengang vi flyttede ind. Vi havde i hvert fald ikke spildt hindbærmarmelade på toppen af skabene.
Papkassen til toasteren havde en god størrelse ift. plastikposerne, som man altid får sine varer i i supermarkederne.

Fryseren skulle jo tømmes! Så vi tog en velfortjent pause med en is midt i alt pakkerodet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar