Det skulle tage os 10 dage fra Atlanta (Georgia) i syd til Gettysburg (Pennsylvania) i nord
før vi kom gennem sydstaterne. Så vores første møde med de nordlige stater gav
os en naturlig historietime, hvor vi virkelig blev klogere på slaget ved
Gettysburg (befolkningstal: 7.700) i 1863 (1. juli – 3. juli), som fandt sted
under den amerikanske borgerkrig (1861-1865).
For en samlet pris på 30 USD (191 DKK) fik vi både en
længere film, et spændende, detaljerigt og uddybende museumsbesøg og oplevelsen
af at stå midt på slagsmarken på to måder; 1) omringet af et maleri, der gik
360 grader rundt om én (man stod altså i midten) og 2) på den fysiske slagmark
hvor i alt 51.000 soldater fra begge fronter omkom, blev såret eller
tilfangetaget.
Det tre dage lange slag var en af mange kampe mellem
sydstaterne (de konføderale) og nordstaterne (de føderale/unionen) under
borgerkrigen, som handlede om rettigheden til at have slaver, hvad det ville
sige at være amerikaner og om hvorvidt unionen skulle bestå (eller om
sydstaterne skulle selvstændiggøres).
Vi brugte de første 5 timer på museet og filmen, og de
efterfølgende 3 timer på at køre rundt i landskabet og se slagmarken, som i den
gratis flyer var beskrevet punktvis i en 38 km lang rute, som man skulle køre i
sin bil.
Mættet med historien tog vi turens 4. bad og fik
efterfølgende fyldt maverne med lækker mad, der på mange måder mindede om en
dansk ret, som ens bedsteforældre ville lave den. Velvidende om at store grupper
af Amish bor i området, søgte vi efter noget autentisk, og fandt dermed denne
restaurant, som dog hed ’Dutch Country Restaurant’ (altså hollandsk). Men vi
blev mætte, fandt en Walmart parkeringsplads i byen Lancaster (befolkningstal: 59.218)
og sluttede endnu en regnfyldt dag af med 2.327 kørte kilometer.
 |
Billede af 360-graders maleriet |
 |
Slaget ved Gettysburg |
 |
De forskellige våben herover blev brugt under slaget. |
 |
Sydstaternes uniform. |
 |
Unionens uniform. |
 |
Kort over nord- og sydstaterne. Som I kan se, er staten Colorado ikke dannet på daværende tidspunkt. |
 |
Sydstaternes flag inden de ændrede det, fordi de mente, at det lignede unionens flag for meget og derfor kunne forveksles i kampens hede. |
 |
Unionens flag dengang. |
 |
Det opdaterede sydstatsflag, som vi kender det i dag. |
 |
Avisklip fra forsiden af The New York Herald, der meddeler, at Abraham Lincoln er blevet skudt og dræbt i et attentat. |
 |
Gettysburg by. |
 |
Gettysburg by. |
 |
Gettysburg by. |
 |
Billede fra udkigstårnet, som er bygget i nyere tid, så man kan danne sig et overblik over slagmarken ved Gettysburg. Som I nok kan fornemme på skydækket, så får vi ikke brugt de store mængder solcreme for tiden. |
 |
Aftenens restaurant. |
 |
Vi deler efterhånden 9 ud af 10 måltider her i USA, fordi de kommer i størrelser, som vi knap nok kan færdiggøre, når vi er to! Retten her er gul sovs, kalkun, kartoffelmos, majs med smør og majsmuffins. |
Kærligheden til nomade-/sneglehus-livet er stadig stor og
vi elsker at se landet fra små og ofte skæve vinkler. Men den vedvarende høje
luftfugtighed og de store regnmængder har begrænset os lidt. Regnen er
hyggelig, så længe vi er i bilen, men i modsætning til vores campervan i
Australien, så har vi ikke læ bag bilen. Campervanen i Australien, Footie,
havde én klap, som åbnede op, sådan så vi kunne lave mad, koge vand osv. bag
bilen i tørvejr. Vores nuværende (og navneløse) campervan har to ”almindelige”
døre, som derfor ikke giver noget læ, hvilket udelukker muligheden for f.eks.
at koge vand til kaffe og te på gasblusset.
Derudover er alt i bilen lidt løst, så vi hopper livligt
rundt i de ellers så bløde sæder, mens bestikket og plastiktallerkner giver lyd
fra sig bag i bilen. Sengen i bilen er lavet af nogle tykke hynder, fordi den
kan laves om til en sofa, men vi har alle nætter sovet som en drøm. Så alt i
alt klager vi ikke, men ser (som forventet) frem til anderledes levevilkår, når
vi i næste uge (gisp!) igen er på dansk jord. Det er en underlig og surrealistisk
følelse – især nok fordi vi endnu ikke er i New York City, som jo er målet for
vores roadtrip. Så vi mangler stadig en god håndfuld attraktioner og ca. 300 km
før vi kan sige farvel og tak til USA i denne omgang. Men følg med, for jeg vil
holde jer opdateret lige til det sidste, så jeg håber, at I stadig læser med
derhjemme.


 |
Som I kan fornemme, så er hvert et rum taget i brug for at opbevare vores ting i bilen. Skiene er taget ud af kassen og ligger under sengen, og vintertøj, støvler og lignende opbevares i de fastmonterede rum under sengen. |
 |
Sengen er som sagt god bred og dejlig at sove i. |
 |
Det ydmyge køkken har vi kun brugt til morgenmad (alle morgener pånær to) og til to gange frokost. Det er så billigt at spise ude (fastfood såvel som "rigtig" mad), at vi ikke har haft lyst til at kokkerere bag i bilen - regnvejret tillader det som bekendt heller ikke for tiden. |
 |
Tilbagelagt distance: 2.327 km |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar