Mt. Bierstadt

Der er mange måder, at udfordre sig selv på - fysisk såvel som mentalt. Vores sidste weekend i Colorado blev en, som vi sent vil glemme pga. disse udfordringer. Lørdag morgen drog vi nemlig afsted for at hente vores lejebil (en hvid Ford Focus), så vi efterfølgende kunne køre mod Mt. Bierstadt.

Så er vi kørende igen! Denne gang i en Ford Focus på Texas-plader udlejet af Enterprise.

Mt. Bierstadt er en af Colorados mange 14'ere, og der er i alt 58 bjerge i Colorado, som når den ikoniske højde på 14.000 feet (4,2672 km). Dette gør Colorado til den stat med flest 14'ere, og vi havde derfor et bredt udvalg at vælge mellem. Valget faldt på Mt. Bierstadt, som af mange af karakteriseret som værende den nemmeste, men dermed ikke sagt at den er nem, hvilket vi godt kan skrive under på nu! Bjerget er opkaldt efter Albert Bierstadt (født i 1830 i det tidligere tyske kongerige, Preussen), da han var den første til at bestige bjerget tilbage i 1863.

Efter opsamlingen af vores lejebil, som vi også skulle bruge om søndagen, kørte vi en time mod sydvest og fik parkeret bilen langs vejen, da der mildest talt var proppet på parkeringspladsen.

Turen fra vores lejlighed til Mt. Bierstadt trailhead.

Selvom vi ikke kunne holde på parkeringspladsen, så havde vi trods alt ikke langt til trailheadet.

Af sti af sted, som så mange gange før.

Klokken 09:40 begyndte vi opstigningen, som de første 2 km bød på et fladt terræn, der enten havde grusstier eller gangbroer, så man undgik mudderet. Vi måtte dog også krydse en lille flod, hvilket var nervepirrende. For med en lang vandretur foran os, så var våde fødder, strømper og sko det sidste vi havde brug for, men vi kom heldigvis over uden problemer.

Målet i sigte! Det højeste punkt til højre i billedet er toppen af bjerget.

Den lille flod, som vi skulle passere relativt kort efter turens start var en af en udfordring, da nogle af stenene lå løst og andre var våde, og man skulle springe fra sten til sten for at komme over på den anden side.

Og så begyndte opstigningen ellers for alvor. Stien var udfordrende, og pulsen var høj. Der var mange på bjerget denne lørdag, og vi måtte fra gang til anden stoppe for at give plads til den nedadgående trafik. Udsigten var ubeskrivelig smuk hele vejen, og vejret lunt og solrigt. Vi startede ud i shorts og t-shirt, og havde hver en taske på ryggen. Jeg havde forberedt mig godt på denne vandretur, da jeg vidste at den ville blive hård. Så vi havde vores skal-jakker (som skulle fungere, som wind-breakere og regnjakker) og vores fleecetrøjer med så vi kunne holde varmen på toppen. Derudover var taskerne fyldt med forskellige musli-barer, 4 små juicer á 155 ml (Caprisonne), camelbak på 2,5 L vand og to vandflasker på hhv. 710 ml og 760 ml.

Hele vejen op bød bjergsiden på dette vidunderlige og farverige blomsterhav af vilde blomster.

Kort efter at billedet herover blev taget trak vi fleecetrøjerne op af tasken. En kølig vind havde bidt sig fast i højderne, og som I kan se er der gode mængder sne på denne strækning af bjergsiden.

Nu var det hårdt! Pulsen forblev høj og stigningen var i den grad til at mærke i balder og baglår. Der blev ikke udvekslet mange ord på strækningen op, foruden når vi holdt de længere pauser. Rune blev fartholderen og besluttede, at vi hellere skulle sænke farten og holde os gående for ikke at bruge for lang tid på opstigningen. Aftalerne blev "10 min. mere og så holder vi en pause på 5-10 min.". Det var nogle lange minutter, og jo længere vi gik, des hårdere blev det. Jeg begyndte ærlig talt at tvivle på hele missionen om at nå toppen; skulle vi være startet tidligere? Var vi nok vant til højderne til at kunne gøre det her? Ville vi nå op og ned inden en evt. regn-/tordenbyge ville skylde ind over?

Orhg, det var frustrerende! Men med tanken om, at jeg havde meldt ud til familie og venner, at vi ville gøre det, at vi havde lejet bilen en ekstra dag for at køre til Mt. Bierstadt samt at jeg ikke mindst havde lavet vores summit-skilt, så SKULLE det bjerg bare bestiges, og hvor der er vilje, er der vej!

Næsten oppe!

"Stenbruddet" på billedet herover var den sidste udfordring inden vi var oppe. Lige umiddelbart virkede det fuldstændig uoverskueligt, for der var ingen markeret sti. Men så snart vi kom i gang og satte det ene ben foran det andet, så var det som dejligt flashback til barndommens leg i naturen. For med de store sten måtte vi hoppe, springe, bukke, kravle og gribe fat for at komme frem. Ærmerne blev bogstavelig talt smøget op, så vi kunne tage fra og gribe fat med hænderne.

Vi kunne nu for alvor mærke, at vi var højt oppe, selvom vi som sådan ikke var forpustede af vores kravlen rundt på stenene. Men den tynde luft gav os en underlig følelse i hovedet, som bedst kan beskrives som en mellemting af at være svimmel og lettere beruset. Vi kunne (synes vi selv) se og tænke klart, men hovedet føltes underligt let og euforiseret.

Al tvivlen på at vi ikke ville nå hele vejen op var væk! Vi manglede nu de sidste par hundrede feets og det hele virkede pludselig så overskueligt. Vi var ikke oppe endnu, men følelsen af at være dér lige om lidt var overvældende, og blev foreviget i billedet herover.

Blandt de rå og skæve sten poppede disse små blomster op fra tid til anden.

VI GJORDE DET!

Med 3 timers opstigning og 6,3 km vandring havde vi nået toppen (officielle elevation: 14.065 feet), som mit ur målte til at være 4294 meter (14.087 feet ) over havets overflade! Udsigten var "bare" .. WOOOW! Vi kunne ubesværet se hele vejen rundt. Der var bjerge så langt øjet rakte (grønne såvel som sneklædte), og dér sad vi så for en kort stund og betragtede udsigten her mellem bjergene og himlen. Man føler sig pludselig meget lille og på sin vis ubetydelig, når man sidder dér og har følelsen af at have zoomet ud på ens omgivelser.

Vi fik hurtigt foreviget vores første bjergbestigning af en 14'er med diverse billeder og videoer, og nød derefter udsigten med den livsbekræftende følelse af, at "vi gjorde det fandme!".

Der var køligt på toppen, så vi beholdt fleecetrøjen og skaljakken på. Derudover havde jeg lynet mine bukseben på kort før vi nåede toppen.

Panoramabillede fra toppen, og i dette link finder I også en video fra toppen.

Panoramabillede fra toppen. Den mørkegrå plamage til venstre i billedet er en regnbyge, som dog tog sin tur uden om vores rute.

Foruden de andre bjergbestigere havde vi selskab af denne lille fætter, som I kan se på billedet herunder og ikke mindst i denne video. Det lignede lidt en mellemting af en bæver (dog uden den brede hale) og et tykt egern.

Da vi besluttede os for, at det var til at vandre ned igen, hørte vi den første buldren fra torden. Tommelfingerreglen, som vandrer og ikke mindst bjergbestiger, er at begynde sin nedstigning, så snart lyn og/eller torden begynder, så timingen kunne ikke have været bedre.

Tempoet ned var noget anderledes end op. Vi havde luft til at snakke og kunne derfor få delt vores opfattelser af hvordan turen op havde været. Underlaget på stien var dog ikke altid lige godt, men ofte fyldt med store og små løse sten, som krævede at vi tog små skridt for ikke at falde på halen. Vi hørte torden en eller to gange mere, men så hverken lyn eller fik noget regn.

Det var begrænset hvor meget modgående trafik vi havde på turen ned, men det virkede også som om, at mange begyndte deres opstigning tidligt (ved 5-6 tiden).

Snakken på vej ned gik bl.a. på, at vi en dag må til Schweiz for at vandre, for dette landskab bragte i særdeleshed tankerne hen på alperne og bjergene i sydeuropa.

Ja vi undgik, som sagt regnvejret, men jeg formåede at dyppe den ene sko en smule i den lille flod, da vi var på vej tilbage til bilen.

Træt i benene, glad i låget, og forblæst i håret. Men vi kan nu sætte hak ud for Mt. Bierstadt - vores første 14'er! Toppen er den I kan se over sneen (ca. i midten af billedet).

Præcis, som fødderne hæver under en flyvetur, så valgte mine hænder at gå en størrelse eller to op, undervejs på den 2 timer lange nedstigning fra Mt. Bierstadts top. Runes hænder hævede også en smule, men mine hævede så meget, at det strammede i huden, når jeg forsøgte at bøje fingrene.

Hævelsen forsvandt heldigvis i løbet af aftenen, og sådan her ser min hånd normalt ud. 

5 timer og 10 min. senere (inkl. alle pauserne) var vi igen tilbage ved bilen. Vi havde vandret fra en højde på 3508 meter til en maks højde på 4294 meter, og ikke mindst tilbagelagt 12,66 km. Endomondo-appen vurderede, at vi havde forbrændt 2.287 kcal, og altså kunne fordoble vores madindtag! Så vi satte kursen mod Georgetown, som var den nærmeste lille by. Den meget sene frokost/tidlige aftensmad blev en calzone på en lille hyggelig restaurant, og vi gik derefter en kort tur rundt i Georgetown by.

Det er med at være hurtig, hvis man vil have et billede af Runes mad - især når manden er sulten!

Georgetown (indbyggertal: 1060) er en lille hyggelig by, som ligger tæt omgivet af de høje bjerge fra Rocky Mountains bjergkæden. 

Ved 19-tiden var vi igen hjemme i lejligheden, hvor vi efter et tiltrængt bad og en is tilbragte dagens sidste timer på langs efter en lang og hård dag, som bød på 21.325 skridt. Så det var ikke overraskende, at vi gik i seng allerede kl. 21:50, for søndagen vidste vi også ville blive fyldt af oplevelser!