At sige farvel...

I dag var en svær dag, for der skulle siges farvel til en masse mennesker, som jeg virkelig er kommet til at holde af.

Og med udsigten til at vi ikke kan komme til USA de næste to år (pga. visumreglerne), så er det af en eller anden grund bare lige lidt hårdere. Vi bliver jo alle ældre, og gåholdet om onsdagen er ikke ligefrem blandt de yngste. Tværtimod har jeg nu fødselsdage i min kalender, dér daterer alt lige fra 1930 til 1948.

Stamstedet efter gåturen: Windy Saddle Cafe på Goldens hovedgade. Coco er desværre bag kameraet på dette billede, men var heldigvis altid til stede under gåturene. Hende og Glen (manden i den orange t-shirt) danner par. Laura (med hatten) går alene, og Nancy og Pete er gift og tilflyttere fra New York. Nancy og Pete har været så søde, at lave en liste over foreslag til seværdigheder på vores lange roadtrip. Vi har kunne tilføje en hel del punkter, og har virkelig taget deres 'insider' viden til os.

Men afskeden var ikke til at komme uden om, selvom jeg forsøgte at forlænge fornøjelsen af gruppens selskab ved bl.a. at aflyse mit '4th of July'-løb for i stedet at gå med gangholdet sidste onsdag. I fredags var vi (der snakker sammen oftest) alle sammen ude at spise i Golden og efterfølgende på bar, hvilket var virkelig hyggeligt og fik én til at tænke på hvorfor man ikke gør sådan noget noget oftere.

Middag på Bridgewater Grill i Golden. Fra venstre mod høje: Jim (gift med Allison, arbejder på Goldens Visistor Center), mig, Rune, Nancy og Pete (gift), Harold og Betty (gift på snart 70. år!), Coco og Glen (kærester, Glen ejer hunden Augie) og Allison (Jims kone).

Så ja, der har allerede været grædt mange tårer fra min side af hver gang jeg har tænkt på, at det skulle ende på et tidspunkt. Og dagen i dag blev ingen undtagelse! Men blandt tårerne var der smil, kærlighed og hjertevarme. Jeg havde dagen forinden tømt køkkenskabene for alt hvad der kunne bages, da det danske bageri i nærheden desværre er lukket hen over sommeren. Så det blev ikke til dansk wienerbrød, som ellers var planen, men i stedet chokolademuffins, cookies og havregrynskager med blåbær.

Med grundidéen til hvad jeg ville medbringe til min sidste gåtur fik jeg også sørget for prikken over i'et: små danske flag! Hvad skulle man dog gøre uden Amazon, haha?
P.s. Der blev næsten spist op!

Jeg fik sagt tak og understreget hvor stor betydning gåturene havde haft for mig. Efter gåturen havde jeg god mulighed for at sige farvel til hver enkel, mens vi fik hygget (ENG: "hougget") os med mit hjemmebag. Det hjalp, at ikke alle gik samtidig, men stille og roligt sagde farvel lidt efter lidt. Så det var først, da jeg skulle tage afsked med den sidste og gik ud af døren en sidste gang, at tårene ikke kunne holdes tilbage længere. Tænk sig hvad venskaber og kærlighed for andre mennesker kan gøre ved én .. og så blot efter 6½ måned! Men samtlige timer tilbragt på gåturene har også været intense i den forstand, at vi "bare" havde hinanden og vores samtaler - ingen mobiler eller andre forstyrrende elementer, blot hinandens hverdag, oplevelser og fortællinger.

Så min lille fortælling her til slut, bliver den lille tale, som jeg holdt før vi begyndte gåturen, som for mit og Runes vedkommende blev vores sidste (i denne omgang):

"Da jeg kom til dette land for 6½ måned siden, vidste jeg ikke hvad jeg kunne forvente. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville lave eller hvem jeg ville ende med at tilbringe min tid med.

Jeg tilmeldte mig MeetUp-hjemmesiden, og fandt denne gågruppe. Ved mit første fremmøde blev jeg taget kærligt imod af Harold og Betty, og blev hurtigt "den danske pige".

Der gik ikke længe før jeg var en fast del af gruppen. Jeg gik fra at være 'Helle fra Danmark' til 'Helle fra Golden' [.. når vi præsenterede os selv i rundkredsen hver onsdag]. I gav mig ikke kun noget at se frem til hver uge. I gav mig et 2. hjem, og venskaber, som jeg virkelig kommer til at savne.

Efter 23 gåture og 106 km er det kommet til en ende, og det her vil blive min sidste gåtur med jer. Men tak fordi I holdt mig med selskab og forhindrede mig I at blive ensom her. Tak fordi I besvarede alle mine dumme spørgsmål, og gav mig viden, som jeg aldrig kunne have fået andre steder. Tak fordi I gav mig anbefalinger og 'advarsler', så jeg kunne få det bedste ud af mit ophold her. Tak for jeres venlighed og oprigtige interesse.

Tak .. til jer alle sammen .. for at få mig til at føle mig hjemme! - 7885,78 km væk hjemmefra.

Tak!"

Jeg er ikke den store taleholder eller -skriver, men livet er kort og det er med at fortælle dem man elsker, at man elsker dem før det er for sent! - lad dette blive de sidste ord for dette blogindlæg.

Min amerikanske familie! <3